Reportage fra Brasilien: I fodsporet på Evander

Barreira do Vasco, Rio de Janeiro.

Lange, dobbeltfiltrede joints hviler dovent i mundvigene på bandemedlemmerne i Barreira do Vasco-favelaen. Lugten af marihuana trænger ind i samtlige sprækker af den lille kiosk. På tv-skærmen i den fjerneste ende af lokalet er en brasiliansk ligakamp et godt stykke inde i anden halvleg, men bliver ikke værdiget mange blikke. Musikken er høj, men ikke høj nok til at tage fejl af budskabet: Her skal vi ikke tage billeder, og drengene vil ikke interviewes.

Vi befinder os i en såkaldt ‘boca de fumo’ , et narkotikahus, drevet af bandemedlemmer og fans af fodboldklubben Vasco da Gama. Her er der fankultur, bandekriminalitet og søndagshygge på 20 kvadratmeter. Vi tager velvilligt imod store flaskeøl, som drikkes af små plastikkrus, der konstant fyldes op til kanten, når vi kigger væk. To journalister fra Danmark, sendt i marken for at blive klogere på den klub, FC Midtjyllands Evander og Marrony kommer fra. Det krævede blot at nævne vores interesse for de to brasilianske offensivspillere og lidt kække, portugisiske strofer, før vi fik tildelt en Vasco-trøje og gruppens respekt.

En af drengene, en knap så snakkesalig fyr ved navn Yago, har sågar spillet med Evander, fortæller han. Billeder fra hans Instagram-profil bekræfter påstanden. Yago er tidligere fuldtidsprofessionel på Vasco do Gamas førstehold, men karrieren er nu ovre. Skummet på hans øl - klokken 13.00 en søndag eftermiddag - fjerner den mindste tvivl.

I det ene hjørne, ved et af kioskens to små plastikborde, sidder lederen af favela-banden. Sådan beskriver drengene ham. På bordet ligger en åben notesbog og en håndfuld tykke pengebundter, nok til at forsørge det halve af Barreira do Vasco-favelaen. Iført tank top og knælange badeshorts konverserer bandelederen let smilende og uengageret med et par af de øvrige medlemmer, der tydeligvis er mere begejstrede for interaktionen, end han er.

Favela og fodboldklub har altid været tæt forbundne, og Vascos logo pryder enhver tænkelig overflade i områdets smalle, labyrintiske stræder. Få hundrede meter fra det tilrøgede narkotikahus skyder klubbens hjemmebane, Estadio São Januário, frem. Selvom Vasco da Gamas fans i dag er spredt ud over det meste af Brasilien og repræsenterer vidt forskellige samfundslag, er klubben til stadighed dybt forankret i lokalsamfundet og kampen for social lighed. En kamp, der startede for 97 år siden.

Vasco da Gama er ikke blot en fodboldklub. Her er klubbens strandfodboldhold i færd med en morgentræning på Ipanema-stranden. Foto: Jon Spangsvig

Den antiracistiske fodboldklub
I 1920’ernes Rio de Janeiro var fodbold en sportsgren, der udelukkende var forbeholdt byens overklasse. Rios fodboldforbund tillod under ingen omstændigheder fattige eller mørke spillere inden for kridtstregerne, hvilket i foråret 1924 efterlod Vasco da Gamas mangfoldige spillertrup med et gigantisk problem. Vascos trup talte nemlig hele 12 spillere, hvis hudfarve eller sociale status ikke behagede forbundet, som derfor truede med permanent at udelukke Vasco fra den aristokratiske fodboldliga, hvis man ikke øjeblikkeligt skilte sig af med de uønskede spillere.

Forbundets trussel faldt ikke i god jord hos Vasco da Gamas daværende præsident, José Augusto Prestes. I et langt brev forfattede Prestes et skarpt modsvar til den racebestemte forskelsbehandling, et brev, som i dag går under navnet ’Resposta Histórica’ , den historiske respons. I brevet forklarede klubpræsidenten, at de 12 spillere alle var brasilianske statsborgere, der var i starten af deres karrierer og ikke havde gjort noget forkert. Fodboldforbundet måtte da kunne forstå, at spillerne fortjente at optræde i ligaen?

Brevet må have gjort stort indtryk på fodboldforbundet, for allerede året efter blev de racistiske regelkrav ophævet, og da Brasilien i 1933 indførte professionel fodbold, figurerede fattige eller mørke spillere på holdkortene hos de fleste klubber.

Dette narrativ har siden indprentet sig i Vasco da Gamas klubsjæl. Det er klubben, der modsatte sig racisme, og overalt, hvor vi færdes i Rio de Janeiro, genfortælles historien i dag med rank ryg af klubbens tilhængere.

”Vi følger klubben, til vi dør”
På strandpromenaden langs den verdensberømte Ipanema-strand, er Fernando i færd med at styrketræne ved en af områdets mange nybyggede, udendørs træningsfaciliteter. Fernando er ikke oprindeligt fra Rio de Janeiro, men flyttede for nylig til byen for at være tættere på sin favoritklub. Vasco er usammenligneligt med resten af tilværelsen.

”At være Vasco-fan er anderledes end alt andet. Vasco har ingen fordomme, og det er unikt i en verden fuld af had og respektløshed. Sådan er Vasco ikke. Her er ikke den slags problemer eller diskrimination, men bare kærlighed. Vi holder sammen og nyder fodbolden uden vold”.

Også i hovedindgangen til en større legetøjsbutik et par kilometer fra Ipanemas Instragram-venlige sceneri, har butikschefen Arthur styr på sine prioriteringer.

”Hvis jeg laver en liste over livets vigtigste ting: Familie, arbejde, politik, religion og alt andet, så kommer Vasco øverst – lige meget hvad. Jeg skifter kvinde, adresse, arbejde, men aldrig mit forhold til Vasco.”

Ifølge Arthur er det via fodbolden, at brasilianerne bliver lykkelige eller triste. Alle i hans familie holder med Vasco, og selv fire smertefulde nedrykninger de seneste 12 år har ikke mindsket de varme følelser for yndlingsklubben.

”Det gør ikke noget, at vi er røget ned i Serie B. Vasco da Gama er kommet fra en ydmyg og fattig baggrund, og vi hører ikke til eliten. Det er ligegyldigt, om vi er i første-, anden- eller tredjebedste række. Det er stoltheden for klubben, der er det vigtigste.”

Det viser det sig hurtigt, at Arthur faktisk har kendskab til FC Midtjylland. Det er jo der, Evander og Marrony spiller, siger han, som var det verdens mest åbenlyse faktum. Arthur har endda live-streamet et par af midtjydernes kampe i Champions League og håber, at de to FC Midtjylland-spillere en dag vender tilbage til Estadio São Januário.

”Vasco er ikke bare en fodboldklub. Det er en skole, hvor spillerne kommer og får uddannelse, mad og så videre, så jeg kan ikke se, hvorfor Evander og Marrony ikke skulle vende tilbage til klubben og betale tilbage for alt det, klubben har givet dem.”

Og det er ikke kun manden på stranden og legetøjsbossen, der nærer betingelsesløs kærlighed til forstadsklubben. Ifølge flere af de mange Vasco-fans, vi falder i snak med, har klubben mere end 20 millioner fans, mens de mest pålidelige undersøgelser, man kan finde på nettet, beretter om cirka det halve. På den verdensberømte Copacabana-strand vejer Vasco da Gamas sort-hvide flag højt i vinden over de volleyballspillende strandgæster. I Santa Teresa-kvarteret har beboerne klubbens logo tatoveret på overarmene, og Uber-chaufførerne, der guider os rundt i Rio de Janeiros edderkoppespind af en infrastruktur, viser billeder af deres børn i Vasco-trøjer.

Men at Vasco da Gama overhovedet eksisterer, er – efter 20 års dårlig ledelse og endnu værre økonomi – lidt af et mirakel. I begyndelsen af 2021 gik forlydender på, at klubbens gæld havde nået i omegnen af én milliard kroner. Meget falder i den forbindelse tilbage på Vascos ekspræsident, Eurico Miranda. I sin præsidentperiode fra 2014-2019 svindlede Miranda med klubben i en sådan grad, at det nærmest var komisk. Blandt andet lykkedes det ekspræsidenten at vinde et præsidentvalg med stemmer fra afdøde medlemmer af klubben.

Sportsligt er det ikke gået meget bedre for forstadsklubben, som har budt sine hårdtprøvede fans adskillige rutsjebaneture de seneste år. Foruden de mange op- og nedrykninger har hele 51 cheftrænere siddet i den varme stol siden årtusindskiftet – et gennemsnit på svimlende 2,43 trænere per sæson.

Også i denne sæson er succesen svær at få øje på. Vasco er i skrivende stund et pænt stykke fra oprykningspladserne til Brasiliens Serie A, men det har nu ikke påvirket klubbens fans synderligt. Når holdet drager afsted til udebanekampe, samles tusindvis af ’Vascainas’ i lufthavnen med flag og sang, og til morgendagens hjemmekamp mod førerholdet fra Coritiba rives billetterne væk på rekordtid. Via klubbens presseafdeling får vi på forunderlig vis snoet os udenom en række brasilianske corona-restriktioner og tillusket os billetter til opgøret. Efter en uges lusken rundt i krogene, er det nu tid til at blive klogere på, hvad det vil sige at følge denne fallerede, men fantastiske fodboldklub på nærmeste hold.

I folkemunde siges det, at Vasco da Gama har mere end 20 millioner fans. Her er en flok af de mere dedikerede af slagsen samlet foran tv-skærmen på en bar, der har blændet op for en af Vascos udebanekampe. Foto: Jon Spangsvig

Folkets fodboldkatedral
Estadio São Januário, Rio de Janeiro.

Fyrværkeri eller pistolskud. Formentligt begge dele. Det er kampdag i den næstbedste brasilianske fodboldrække, og fans og politi er mødt talstærkt op, sidstnævnte på heste og stærkt bevæbnede. I området omkring stadion er forventningens glæde tyk og blandes med røgen fra de mange salgsboder, der svinger grillspyd og sydende pølser over disken. Tilskuerne, langt størstedelen iklædt Vasco da Gamas hvide og sorte trøje med det røde malteserkors på brystet, er efter halvandet år med ’A pandemia’ , som de kalder den her i Brasilien, atter ved at genopdage kærligheden til deres fodboldklub.

”Vasco kan ikke forklares, det skal føles”, siger 27-årige Carolina Kruger og kaster sit lange, lyse hår bagover i en let bevægelse, inden hun forsvinder i menneskemængden i retning mod den prægtige hovedtribunes Port 6. Facaden til hovedtribunen er dekoreret med turkisblå mosaik. Doriske søljer, korbuer og en snæver balkon fuldender det Glyptoteket-agtige indtryk, som også indfinder sig på selve stadion. Her fanges blikket straks af en statue af den portugisiske opdagelsesrejsende Vasco da Gama, hvis navn de portugisiske grundlæggere af klubben mente, stemte fint overens med den roklub, de i 1898 oprettede. Først to årtier senere kom fodboldafdelingen til.

På den tætpakkede, stejle betontribune overfor brøler tusindvis af primært unge, trøjeløse mænd deres kærlighed til hjerteklubben ud i den lune aftenluft. Længere borte i horisonten – omringet af høje bjerge og periodisk skjult bag et flygtigt skydække – spejder Kristusstatuen blikfast ned over det gamle stadion. Vasco da Gama er officielt set ikke en kristen fodboldklub, men med en hjemmebane plastret ind i malteserkors og en verdensberømt jesusfigur som fast sæsonkortholder, ligger kirkeassociationerne lige til højrebenet.

I Rio de Janeiro er fodbolden ikke forbeholdt fodboldstøvler og græs. Strandfodbold, og i stigende grad også strandfodbold-volley, er uhyre populært. Foto: Jon Spangsvig

På første række spærrer en mur af politifolk udsynet for en ældre Vascaíno, som finder et smuthul mellem de bredskuldrede betjente for at få et glimt af banen. Herfra kan den aldrende Vasco-fan overvære sit hold dominere første halvleg, selvom modstanderne fra Coritiba i flere tilfælde bider godt fra sig. Vasco da Gama fører 1-0 efter de første 45 minutter.

I pausen skyder en håndfuld vandsprinklere op fra græsset. Det velplejede, grønne græstæppe står i skærende kontrast til favelaens grå betonblokke, der skråt bag den proppede langsidetribune udgør et virkelighedsnært element i de festlige omgivelser. I nat lukker store dele af Vasco-fansene øjnene i en af Rios mange armodige favelaer, men nu er der ikke tid til melankolsk selvrefleksion. Samtlige indkast, dommerkendelser og afleveringer på egen banehalvdel besvares med tårnhøj decibel. Fodbolden lever, og pulsen galoperer afsted.

Anden halvleg er ikke mange sekunder gammel, før der er nyt på måltavlen. Et Vasco-boldtab straffes af udeholdets mest iøjnefaldende spiller, den langhårede målræv Leo Gamalho, som med en følt indersideafslutning i det lange hjørne bringer balance i regnskabet. 1-1. Brasiliens stramme coronareglement tillader ikke udebanefans på lægterne, men Coritibas udskiftningsspillere leverer et fint alternativ. Gæsternes bænk sprinter på banen og omfavner Gamalho, mens enkelte spillere opildnende svinger armene ud mod det pludseligt så tavse hjemmepublikum, der returnerer provokationerne med strittende langefingre og skældsord.

Men hurtigt svarer Vasco tilbage. 40-årige Nené – som har en flot karriere i spansk og fransk fodbold bag sig hos Monaco, Paris Saint-Germain, Alavés og Celta Vigo - dukker op ved bagerste stolpe og glider efter lidt klumpspil bolden i nettet, hvorefter han et langt VAR-eftersyn (den næstbedste brasilianske række er ingen undtagelse) senere kan fejre scoringen, overdynget af øl og lykkelige holdkammerater. 2-1.

Nu skal føringen kriges hjem. Vasco halter bagefter i oprykningskampen, og en ekvilibristisk elastikfinte (i nogle kredse kendt som Ronaldinho-finten) fra venstrebacken Riquelme er ikke nok til at dulme tilhængernes angst for et nyt pointtab. Særligt ængstelige bliver fansene, når målmand Lucao nægter at sparke langt på målspark, men nonchalant tjatter bolden et par meter til siden til nærmeste forsvarsspiller.

Mens Kristusstatuen langsomt forsvinder bag mørke skyer, løber sekunderne af dommerens ur. Efter lange ni minutters tillægstid lyder kampens sidste fløjt. Vasco da Gama vinder 2-1 og rykker med sejren et lille skridt tættere på målet om oprykning til den bedste brasilianske fodboldrække.

Evanders frisure
”Her!”

Evander. Foto: Getty Images

Alexandre Gripp placerer pegefingeren omtrent midt på det indrammede billede, han har fundet frem fra skuffen i skrivebordet. Vi befinder os på kontoret hos Vasco da Gamas talentchef i katakomberne under klubbens snart 100 år gamle tribuner, og for enden af talentchefens fingerspids ses en smilende dreng med lange dreadlocks og en guldmedalje om halsen. Evander var i en tidlig alder vant til at være i centrum, fortæller Alexander Gripp.

”Allerede fra barnsben fik Evander en masse opmærksomhed, og han havde ingen problemer med at være den mest fremtrædende på holdet.”

Billedet, som Alexander Gripp sidder med i hænderne, viser Vasco da Gamas succesfulde 1998-årgang ved et stævne i Lissabon for efterhånden mange år siden. Selvom Alexandre Gripp i mellemtiden har været ansat hos lokalrivalerne fra Botafogo, husker han tydeligt Evanders præstationer ved turneringen i Portugal.

”Han var som en slags popstjerne i turneringen, og der var folk fra hele verden, som ønskede at få taget billeder med ham. Flere end 1000 spillere deltog, men Evanders hår og fodboldspil gav ham en masse opmærksomhed. Evander blev kåret til Turneringens Spiller, hvorefter nogle af hans holdkammerater sagde, at han kun vandt kåringen, fordi han havde noget iøjnefaldende hår, men han spillede altså rigtig godt.”

Og det var ikke kun Evander, der havde fødderne skruet rigtigt på. Vascos 1998-årgang var uhyre stærk, fortsætter Alexandre Gripp, mens han fumler endnu et holdbillede frem fra skuffen og undskylder, at han altså ikke har flere billeder af Evander på lager.

”Evander vandt enhver titel, han kom i nærheden af, både i Rio og i udlandet. På den måde havde han i en tidlig alder en karriere, hvor han var vant til at vinde meget.”

Derfor havde Vasco da Gama store forventninger til deres nye guldfugl, som i maj 2016 debuterede på førsteholdet i en alder af blot 17 år. På daværende tidspunkt havde den nuværende FC Midtjylland-spiller et tocifret antal brasilianske ungdomslandskampe på cv’et, og alt tydede på, at Evanders fremtid lå på en af Europas fineste fodboldadresser. På rygtebørsen havde både Juventus, Chelsea, Real Madrid og Barcelona snøren ude, men Evander forblev tro mod Vasco.

Det store gennembrud i barndomsklubben lod dog vente på sig, og efter beskedne 34 kampe gik Evander og Vasco da Gama hver til sit. Evanders far havde i den forbindelse en stor finger med i spillet, siger talentchefen.

Vasco da Gamas talentchef, Alexander Gripp, viser billeder fra Evanders tidligste triumfer på fodboldbanen. På trods af en privilegeret barndom viste Evander aldrig tegn på stjernenykker. Foto. Jon Spangsvig

”Evanders far planlagde hans karriere. Faren har kontakter, så jeg tror, det er den vej igennem, at han er blevet solgt. Han tog tidligt afsted, fordi faren havde planlagt en karriere for ham uden for Brasilien.”

Fortællingen om, at Evanders far planlagde sønnens karriere, gentager Alexandre Gripp igen og igen. Faderen – som i dag er Evanders rådgiver og med jævne mellemrum spottes på MCH Arena – er en succesfuld fodboldagent, der blandt andet har haft den tidligere brasilianske landsholdsangriber Vagner Love i stalden.

Faderens indflydelse trækker desuden tråde til Vascos øverste ledelse. I et halvt års tid, hvor Vasco da Gama byggede nyt træningsanlæg og derfor var hjemløse, lejede klubben et træningsanlæg på en grund, der er ejet af Evanders far. Men Evanders privilegerede baggrund er ikke afgørende for hans succes, siger talentchefen i et tonefald, der ikke efterlader plads til tvivl.

”Det har ikke noget med penge at gøre. Evander forblev altid inden for rammerne af gruppen. Han havde ingen problemer med, at nogle af holdkammeraterne var meget forskellige fra ham, og han viste ingen tegn på, at han skulle være noget særligt.”

I Rio de Janeiros travle gader florerer et rygte om, at Vasco da Gama i 2018 var tvunget til at sælge Evander af finansielle årsager. Klubben var i økonomiske problemer og havde alvorligt brug for transferindtægten. Rygtet rynker Alexandre Gripp på næsen af.

”Det er rigtigt, at vi i en periode var nødt til at sælge en masse spillere, men salget af Evander og Vascos økonomiske vanskeligheder har ikke noget med hinanden at gøre. Evanders far er en business agent og kender en masse mennesker. Han planlagde en karriere for sin søn, og der var intet, Vasco kunne gøre. Det var en familiebeslutning.”

Mens Evanders far sendte sønnen på privatskole og lejlighedsvist betalte tøj og mad til de øvrige ungdomsspillere i klubben, er historien om Evanders nuværende holdkammerat, Marrony, en ganske anden.

Den glade dreng fra Volta Redonda
Alexandre Gripp har ikke nærmere kendskab til Marrony, så vi trykker hånd og takker pænt for snakken. Gripp henviser os til en pressemedarbejder, som vil vise os den skole, FC Midtjyllands kantspiller har gået på. Som en af kun to klubber i Brasilien driver Vasco do Gama sin egen folkeskole, hvor klubbens mange ungdomsspillere dagligt terper matematiske formler og portugisiske verber.

Marrony. Foto: Getty Images

Vi skal ikke langt. Under 100 meter uden for stadionportene står en stor, grøn containerbygning. På første sal er syv lettere klaustrofobiske klasseværelser, spartansk indrettede og med enmandsborde. På trods af klasseværelsernes knap så indbydende aura er det ikke svært for eleverne at holde snuden i bøgerne. Fra vinduespladserne kan man skimte den ikoniske langsidetribune, hvor Vascos mest inkarnerede fans holder til, og på væggen nær katederet hænger portrætbilleder af skolens forhenværende elever: FC Barcelonas Philippe Coutinho, Aston Villas Douglas Luiz og Alex Teixeira, der spiller i Besiktas. Her er, hvad I kan blive til, unger.

Selvom lærerværelset i bygningens stueetage er mennesketomt og skolen coronalukket, er skolens daglige leder Valesca da Silva alligevel på arbejde. Da vi spørger, om navnet Marrony ringer en klokke, bryder hun ud i et stort smil.

”Marrony kom her på skolen som ganske ung og havde ikke engang fuldført grundskolen i Volta Redondo. Han var en glad dreng, og som alle andre elever på skolen drømte han om at blive fodboldspiller.”

Volta Redonda, eller ’Cidade do Aço’, Stålbyen, ligger mere end to timers kørsel fra Rio de Janeiro og er primært kendt for sin stålindustri og store slumområder. Distancen mellem hjem og fodboldklub tvang Marrony til at flytte hjemmefra i en meget tidlig alder, forklarer Valesca da Silva.

”Marrony gjorde det klart for os alle, at han ville skabe et bedre liv for sin familie. Når skoleåret var omme, savnede han sin familie meget og spurgte ofte til, hvornår han igen kunne være sammen med dem. Han gjorde det hele tiden klart for os, at han var her for at hjælpe alle dem, der havde brug for hans hjælp.”

Der var ganske enkelt viljen til forskel på Marrony og hans klassekammerater. Den nuværende Superliga-spiller ville altid være den forreste i køen.

”Alle de aktiviteter, vi har her, der tager udgangspunkt i sport, gik han meget op i. Hans attitude og evne til at tage ansvar gjorde, at han var foran mange af de andre elever.”

Valesca da Silva har talt sig varm, men pludselig tier hun, vender sig om og roder lettere manisk i en skuffe fuld af mapper. Efter et par minutters stilhed finder hun til sin store begejstring Marronys indmeldelsespapirer og eksamensbevis. Vi joker med, at offensivspilleren ikke var så skarp til matematik, men et par middelmådige karakterer ændrer ikke ved skolelederens nostalgiske glædesrus.

”Han kom som dreng og forlod os som mand. Der var meget, som kunne have ødelagt hans drøm, men han fortsatte. Han søgte, han drømte og takket være Gud, så lykkedes han til sidst”.

Skolelederen på Marronys tidligere skole, Valesca da Silva. Marrony foralte ofte om nødvendigheden af at blive professionel fodboldspiller, fortæller skolelederen. Foto: Jon Spangsvig

En bevægelse
I lufthavnen, dagen efter besøget på Marronys tidligere skole, gemmer der sig noget sort og hvidt under jakkesættet på immigrationsofficeren i paskontrollen. Ganske rigtigt, den unge paskontrollør bærer en Vasco-trøje under sin arbejdsuniform.

”Vascaino?” spørger jeg, og glider langsomt mit pas gennem den smalle glasluge.

”Sim” , svarer han, løfter blikket og smiler til mig.

”Eu também” – ” også mig” – siger jeg og fortsætter ud mod gaten.

Vasco da Gama har en glorværdig fortid. Klubben var bannerførere for at sparke racismen ud af brasiliansk fodbold og har til stadighed et stort fokus på minoritetsgruppers rettigheder. Foto: Jon Spangsvig

Rio de Janeiro er synonym med favelaer. Favela er betegnelsen for et uformelt slumområde, og det estimeres, at der findes flere end 1000 af slagsen i Rio de Janeiro. Foto: Jon Spangsvig.