Sådan tog FCK magten tilbage fra FC Midtjylland

Det er en weekend med to markante jubilæer i toppen af Superliga-hierarkiet.

Når FC København og FC Midtjylland lørdag eftermiddag går på banen i Parken, er det nøjagtig tre år siden, FCM kvalificerede sig til Champions League-gruppespillet.

Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Pione Sisto og de andre profiler på Brian Priskes hold slog Slavia Prag 4-1 i en hæsblæsende afslutning på kampen.

Og selvom den coronalukkede hjemmebane i UEFA-regi lagde en dæmper på euforien, var det måske FCM’s mest prestigefyldte efterår med kampe mod Ajax, Atalanta og sagnomspundne Liverpool.

Det hedder sig også, at forholdet mellem den senere hovedaktionær Anders Holch Povlsen og FC Midtjyllands top for alvor blev tændt på den VIP-tur til Liverpool, FC Midtjylland fik strikket sammen.

På søndag er det en anderledes trist årsdag for FC København, der 1. oktober 2020 tabte hjemme til middelmådige Rijeka fra Kroatien i Europa League-kvalifikationen.
Væk var Europa-målsætningen mindre end to måneder efter, man havde gjort det flot på Old Trafford i Europa League-kvartfinalen mod Manchester United, og ni dage senere var det også slut med Ståle Solbakken i en sæson, hvor FC København med en for klubben særdeles jævn trup blev treer i ligaen bag Brøndby og FC Midtjylland.

I dag er styrkeforholdet vendt på hovedet.

FC København har vundet de to seneste mesterskaber og er storfavorit til et tredje på stribe, mens FC Midtjylland kommer ud af sommeren med et af de dyreste transfervinduer nogensinde for en Superliga-klub oven på en skuffende syvendeplads i ligaen.

Hvad skete der? Hvordan kunne et så stærkt FC Midtjylland-hold miste grebet om toppen, og hvad er lykkedes for FC København?

Tipsbladet har set nærmere på de vigtigste begivenheder og faktorer, der har forskubbet magtbalancen i toppen af dansk fodbold.

1: Erkendelsen af, at FCM havde indhentet FCK
Vi begynder med at dvæle ved fortiden for at forstå FC København i dag.

Da Ståle Solbakkens skæbne som FCK-manager blev beseglet i nederlaget til Rijeka, skiftede han undervejs Karlo Bartolec, Robert Mudrazija og Mikkel Kaufmann ind.

Det er noget af en kontrast til seneste weekend, hvor Brøndby havde FC København nede i sækken med en scoring midt i 1. halvleg (Peter Ankersen scorede det dybt bizarre og famøse selvmål mod Rijeka efter 20 minutter), hvorefter Jacob Neestrup kunne sætte Viktor Claesson, Orri Oskarsson og til sidst den dobbelte målscorer Roony Bardghji på banen og forvandlede nederlag til en vital sejr.

Det gjorde nas på FC København, og københavnerne fastholder stadig, at sammenligningerne fra 2014 til 2020 er urimelige, fordi man spillede det, der svarede til en hel ekstra Superliga-sæson, i europæiske kvalifikationskampe og gruppespil.

Men at man skruede så markant op for budgettet var også produkt af den svære erkendelse, at FC Midtjylland i Superligaen havde indhentet FCK.

I løbet af 2020 og 2021 havde FC Midtjylland flere gange nærmest pointhøst med FC København, siden Matthew Benham havde købt FC Midtjylland i sommeren 2014, og den stod 3-3 i danske mesterskaber siden englænderens og Smartodds’ indtog i Herning og Ikast.

Det er ikke nogen nem erkendelse at nå, og det er essentielt at have øje for den, fordi den forklarer meget af det, der siden er sket.

2: FCM’ besværlige indkøb
Efter mesterskabet i 2020 var Brian Priske cheftræner i FC Midtjylland en sæson til, før han røg til Royal Antwerp i Belgien. Bo Henriksen var cheftræner i 2021/22-sæsonen og to uger ind i 2022/23, før han blev erstattet af den midlertidige chef Henrik Jensen.

Han fik seks uger, før Albert Capellas trådte til i september 2022, og han var så cheftræner indtil før sidste kamp i grundspillet, hvor Niels Lodberg trådte op fra assistenttrænerjobbet til cheftræner-rollen i kampen mod Silkeborg, før Thomas Thomasberg tog over.

Meget af ustabiliteten i FC Midtjyllands Superliga-resultater er blevet forklaret med cheftrænerne, ikke mindst fyringerne af dem, og trænerne repræsenterer da også forskellige måder at se fodboldspillet.

Men det er svært at komme uden om den indflydelse, FC Midtjyllands transfers har haft.

De tre mesterskaber, FC Midtjylland vandt, var i høj grad skabt på særdeles solide forsvar og spillere handlet ind på kløgtig facon frem for hevet i land takket være en tårnhøj transfer og en matchende løn.

Pione Sisto-handlen i den afgørende transferperiode i sommeren 2020 under corona bliver symbol på, hvordan FC Midtjylland følte sig klar til direkte at udfordre FC København, også på transfermarkedet, hvor Sisto som bekendt blev snuppet for næsen af københavnerne, der havde fløjet kantspilleren til København i Lars Seier Christensens privatfly.

Efter den sommer har FC Midtjylland betalt over 300 millioner kroner i transfers for nye spillere, der på papiret er hentet fra et højere niveau, end FC Midtjylland nogensinde har hentet fra før. De FCM-transfers kommer finansielt tæt på de omtrent 375 millioner kroner, FC København i samme periode fra 2021 til og med i år har brugt på transfers af nye folk til klubben.

Men man kan ikke påstå, at de nye folk har gjort det vildt godt for FC Midtjylland. Anders Dreyer (som allerede var i FC Midtjylland men blev solgt og så hentet igen og igen-igen solgt i løbet af perioden) og med gode vilje Emiliano Martínez har spillet til høje karakterer, og nogle af de nye folk hentet til i år ser interessante og lovende ud.

Andre har gjort det fornuftigt og hæderligt uden at flytte pilen synderligt meget i den rigtige retning, og så er der for mange særdeles dyre spillere, der bare ikke har fungeret.

Læg dertil, at der ikke har været den samme trafik af egenudviklede FCM-spillere, der er røget til udlandet for kæmpe beløb eller på landshold, som der har været i et par succesrige år for FCK’s ungdomsafdeling, og man har opskriften på et FCM-hold, der har haft svært ved at holde trit med FCK men såmænd også egne succesrige udgaver af førsteholdet fra 2018 og 2020.

3: FCK skruer op for budgettet
I årevis havde Ståle Solbakken og teknisk direktør Johan Lange sagt det til direktion og især bestyrelsen: Skru nu op for det budget!

FC København klarede sig udmærket med Champions League-gruppespillet og de gode resultater og kampe der i efteråret 2016 som højdepunkt, men i kulissen var nordmanden og hans danske højre hånd i den grad efter ledelsen, der efter deres vurdering var al for mådeholden.

De risikerede den gode placering i Europa og på UEFA-ranglisten og monopolet på det danske mesterskab, mente Solbakken og Lange, og det viste sig sådan set at være rigtigt.
At for mange skæve indkøb, en gigantisk arbejdsbyrde på Solbakken og et efterslæb på faciliteterne så også spillede ind skal med i det store regnestykke.

Det regnestykke gik ledelsen og bestyrelsen gennem efter fyringen af Solbakken. Og vi må konstatere, at man endte med at følge års anbefalinger og skruede markant op for forbruget fra og med ansættelsen af Peter Christiansen, der tiltrådte som sportsdirektør i april 2021.

Med en omskrivning kan man sige, at Peter Christiansen og FC Københavns ledelse har kopieret Florentino Pérez’ gamle mantra om Zidanes y Pavones.

Man gør plads til flere hamrende dyre topprofiler, FC København kun lige nøjagtig kan tiltrække, og som på transfermarkedet er milevidt foran, hvad Solbakken havde råd til i sit sidste transfervindue i den lange coronasommer i 2020, hvor Peter Ankersen, Mathias Zanka Jørgensen (leje), Kamil Wilczek og Marios Ikonomou kom til.

Den anden halvdel af ligningen er succesen med de spillere, man selv har uddannet eller købt ind som 15-, 16- eller 17-årige og derefter formet, som det har været tilfældet med Hákon Haraldsson og Roony Bardghji.

Også her er der tråde tilbage til tiden før efteråret 2020, da talentafdelingen i FC København jo har eksisteret i ikke tre men over 30 år, en afdeling der var blevet opgraderet voldsomt i Solbakkens og Langes sidste sæsoner.

Men det lykkedes i højere grad end tidligere at få de unge spillere ind på holdet, og FC Københavns eget udviklingsarbejde har i perioder endda opvejet de (for) mange forbiere, FCK har haft for millionerne i det markant større spillerbudget.

FC Midtjylland er ikke den eneste forklaring på, at FC Københavns ledelse og ejere gik med til at skrue op for forbruget, som også FCK’s konkurrenter til Europa League- og Champions League-pladserne ude i Europa har gjort.

Men FCM’s succes var en vægtig årsag til, at FC København ikke bare kunne tage fem år til i samme dur som 2015-2020 og så håbe, man denne gang vandt flere mesterskaber på at være lidt større og stærkere finansielt end FCM og de andre tophold.

4: FCM’s dyre lærepenge som ægte tophold
I FC Midtjyllands ledelse og trænerstab har de lært sig selv ikke at bruge det skrækkelige begreb ‘lærepenge’, et af de fortærskede fodbold-begreber, der ofte kommer til at virke som et forsøg på ikke at tage ansvar for egne dårlige resultater og beslutninger.

Men lige her giver begrebet mening at bruge for at forstå, hvorfor FC Midtjylland har haft svært ved at gå fra udfordrer-rollen til at være et dominerende tophold, der næsten kun kan skuffe målt på resultaterne.

FC Midtjylland har været Superligaens bedste nytænker og udvikler set over de snart 25 år, siden fusionsklubben blev til i 1999.

Talentakademiet, brugen af data, dødbolde og Benhams ro har sammen med en status som Danmarks første ægte transferklub med spillersalg placeret helt inde ved siden af hjertet i klubben gjort FC Midtjylland til den stærkeste udfordrer på en anden måde end ultrapopulære Brøndby IF og AaB’s enkelte sublime sæsoner med nordjyder og skandinaviske profiler har formået.

Men fra 2020 var det slut med at være udfordrer, hvis det ikke allerede havde været det i 2018 ved det andet mesterskab.

Uden at det nogen måde er tæt, har FC Midtjylland i årevis været Superligaens økonomisk næststærkeste klub. Der har oftest været langt ned til nummer tre og et pænt stykke vej op til FC København, en afstand der er vokset de seneste sæsoner trods FC Midtjyllands egne massive satsning på dyre køb og lønninger.

Når man i 2020 var blevet mester tre gange på fem år og nu skulle fast ud i Europa-gruppespil, var det utroværdigt fortsat at give den som opkomlingen i træsko, der kun kunne overraske, og overgangen til at være favorit i Superligaen efter FC København har været hård.

Det samme har 40 europæiske kampe i de tre år siden mesterskabet.

FC København har i samme periode spillet otte europæiske kampe færre end FCM, så det Europa, der fra 2014 til 2020 lagde en tungere byrde på FCK, har altså krævet flere minutter af FCM end Jacob Neestrups mandskab.

Med Anders Holch Povlsen som ny ejer efter Matthew Benham, der var begyndt at fade ud efter seneste mesterskab og Brentfords oprykning til og succes i Premier League, er forudsætningerne og rammen klar til, at man får greb om den stadig ny rolle som en klub, der er enorme forventninger til og tilsvarende lille tålmodighed med. Og det er ikke nødvendigvis gjort blot med den seneste sommers enorme indkøb til førsteholdet.

5: FCK har bremset FCM’s dominans i interne kampe
Det her er ikke entydigt, for FC Midtjylland har været bedre i de indbyrdes Superliga-opgør i to af de seneste tre sæsoner.

Men FC København har fået sat en stopper for, at man får læsterlige klø især i Herning, når FC Midtjylland er modstanderen.

I adskillige sæsoner i de seneste ti års tid har FC Midtjyllands store energi, fysiske duelstyrke og hurtighed været en akilleshæl for FC København, der fortsat halter efter set over de ni år, siden Matthew Benham købte og satte turbo på FCM.

Men der er slet ikke den samme følelse af FC Midtjylland som skrækmodstander, og FC København kan gøre meget for at udviske de sidste spor af fortidens problemer ved ikke blot at vinde men tryne FC Midtjylland lørdag eftermiddag, hvilket jo ikke ser urealistisk ud efter 10 ujævne uger i spil og resultater for gæsterne.