Se tallene: Så vild er Superligaens transferrekord

Gevinst: 110 millioner kroner!”

Andreas Cornelius, Jores Okore og Martin Spelmann prydede forsiden at Tipsbladet 6. september 2013 sammen med vores bombastiske melding om, hvor godt transfervinduet havde været for Superligaen rent finansielt.

Ti år er lang tid i fodbold, men det er alligevel vildt at sammenligne dengang med nu.

Dyreste indkøb i sommeren 2013 var Fanendo Adi, der kostede FC København lige omkring 11 millioner kroner i Trencin.

Her ti år senere havde han været den 12. dyreste indkøbte spiller i transfervinduet.

Gevinst på 110 millioner kroner er i år på omkring 510 millioner kroner i stedet, klubbernes udlæg på transfers er seksdoblet, mens spillersalgene er fem gange større.

Bevares, der er inflation i alle brancher, men få steder er et allerede etableret marked vokset så meget, så transfers har gjort især i de fem seneste år.

Nu kan mange sælge
Listen over spillersalg er ganske enkelt overvældende denne sommer, og de 880 millioner i samlet salg slår den hidtidige, og i sig selv voldsomme, salgsrekord i sommeren 2021 med 220 millioner kroner.

Dengang var der et overskudslager af stærke spillere i Superligaen, fordi corona-pandemien havde lukket totalt ned for transfermarkederne i sommeren 2020 og januar 2021. Det var slet ikke tilfældet denne gang, men alligevel solgte klubberne på livet løs og kunne så nemt som ingenting have rundet en milliard kroner i spillersalg, hvis de ville.

Kun oprykkerne Hvidovre og Vejle solgte ikke minimum én spiller for et tocifret millionbeløb, og det er også overvældende i historisk perspektiv, at syv spillere kostede over 50 millioner kroner ved deres skifte til udlandet.

Ernest Nuamahs salg til Olympique Lyon smadrede transferrekorden og lader til at have været så langt uden for nummer, at vi ikke automatisk kan ud fra, den rekord bliver slået foreløbigt, selv hvis væksten på markedet fortsætter.

Man kan overveje, om Lyon i sidste ende var så villig til at betale ekstra, fordi man godt vidste, at det var en kontroversiel taktik at flytte ghaneseren til Frankrig via Molenbeek, der ligesom Lyon er ejet af amerikaneren John Textor.

Det er i hvert fald en voldsom pris og voldsomt, at Lyon og Textor tilsyneladende har betalt hver en euro for forwarden allerede, hvilket er et helt usædvanligt træk for så stor en transfer, selv hvis der var tale om de største klubber i Premier League og Champions League.

Ellers er det vildt at se AGF runde 100 millioner kroner i salg i sikker stil, og det endda med tre handler, der i bedste fald sagtens kan kaste 60-80 millioner kroner ekstra af sig, hvis Yann Bisseck, Thomas Kristensen, Adam Daghim og deres nye klubber klarer sig godt nok til at indfri præstationsklausulerne. OB meldte sig ind med et rekordsalg af Yankuba Minteh, Viborg har aldrig solgt dyrere, og selv efter et skuffende forår kunne Silkeborg igen sikre et flot årsregnskab med gode spillersalg og en tilsyneladende styrkelse af truppen.

Ét hold skiller sig ud
Den finansielle styrke til at købe massivt ind ligger fortsat tungt forankret hos de samme klubber, hvor den har ligget i efterhånden mange år, med FC Nordsjælland som ny og særdeles aktiv aktør efter familien Mansours køb for et år siden.

Ingen blinker længere, når FC København, FC Midtjylland, Brøndby og FC Nordsjælland køber en spiller til et tocifret millionbeløb, mens AGF rører på sig og egentlig sagtens kunne have købt dyrere ind, end man valgte.

KILDE: Tipsbladets trykte udgave fredag 8. september 2023

I dette selskab skilte FC Midtjylland sig markant ud.

Midtjyderne er de eneste med et – lille – minus, når vi ser alene på transferbetalinger, og når man så tænker på, at de solgte for næsten halvandet hundrede millioner kroner, illustrerer det den store vilje til at købe ind.

Noget af det kan vi godt tillade os at koble til den nye ejer Anders Holch Povlsen, der overtog klubben i midt-august, hvorefter man indgik fem millionhandler til i omegnen af 75 millioner kroner.

Men vi kan også generelt konstatere, at FC Midtjylland er en transferklub, som vi kender det fra eksempelvis den ny samarbejdsklub Mafras hjemstavn Portugal.

Ledelsen i den midtjyske klub har besluttet sig for, at man skal købe sig til at vende tilbage til den top, man for første gang i 10 år faldt ud af i sidste sæson.

Det er ikke uden risiko, da de dygtige sælgere i FC Midtjylland i tidligere år har haft svært ved at ramme plet ofte nok på spillerkøbene.

Nu har man den med afstand dyreste trup nogensinde, og det bliver svært at komme uden om, at alt andet end kontinuerlige Top 3-placeringer allerede fra denne sæson vil være en stor skuffelse.

Midtjyderne er hovedforklaringen på, at Superligaen sætter en indkøbsrekord trods et FCK-transfervindue, der i rå transfers var relativt roligt efter københavnernes sædvanlige niveauer.

Man kunne godt mærke, hvor mange penge, FC København har brugt gennem et par år, så det var FCM med en hjælpende hånd fra FCN og Brøndby, der også på indkøbssiden gav en rekord.

Der kommer endnu flere penge
Der er flere forklaringer på, at Superliga-klubberne kan sælge så mange spillere så dyrt. De fleste af de 12 klubber er i dag 100 procent bevidste om hele tiden at spille med to-tre, eller flere, unge spillere, der er lovende, og som udenlandske klubber kan se et potentiale i.

Af de syv spillere solgt dyrest, som vi skriver mere om på de kommende sider, er ingen ældre end 23-årige Mads Hermansen, der som målmand alligevel er lidt fritaget fra det meget stramme fokus på fødselsattesten.

På den måde er Superligaen blevet meget bevidst om, at man er del af en international samlebåndsproduktion, og mens man kan diskutere, om at det altid giver de bedste resultater og det meste stabile fodboldspil, giver det i hvert fald finansiel gevinst på transfermarkedet.

Men det vil ikke være fyldestgørende kun at se på, at unge spillere er på banen og gør det godt i Danmarks bedste række.

Superligaens handler sommer for sommer siden 2008.

For eksplosionen sker naturligvis sideløbende med, at det internationale transfermarked næppe har været vildere, selvom verdensrekorden med Neymars skifte fra FC Barcelona til Paris Saint-Germain nu ligger fem år tilbage.

Pengene fra Saudi-Arabien var med til at sætte dagsordenen i Europa især i juni og juli, og når der skulle findes erstatninger for de solgte stjerner eller erstatninger for erstatningerne, blev der i nogle tilfælde set mod Danmark og danske spillere, som da Lazio skulle have firepower i stedet for verdensklassespilleren Sergej Milinkovic-Savic.

Amerikanske investorer i europæiske klubber med appetit på at blive mastodonter betyder nok endnu mere som del af de stadigt flere klubber i multiklub-modeller, der altid er på udkig efter det næste stortalent, hvilket vi ser med Red Bulls køb af Adam Daghim i Århus og Ernest Nuamah i FC Nordsjælland.

Og så ser der bare ud til stadig at komme flere penge i europæisk topfodbold. Til næste sommer bliver Champions League, Europa League og Conference League udvidet til 36 hold, de to første turneringer får otte runders ligaspil, og forventningen er, at præmiepengene stiger 20-30 procent, også selvom tv- og mediebranchen er i eksistentiel krise.

Alle vil være med, rigmændene og kapitalfondene fra hele verden inklusiv, FIFA laver nye klubturneringer, der også skal give flere præmiepenge, så tegnene til en endnu mere ophedet dans om guldkalvene på transfermarkedet er der.

Lamper lyser
Garantier for evig fremgang er der selvfølgelig ikke.

Få Superliga-klubber havde forudset finanskrisen, da de i sommeren 2008 for 15 år siden blæste gennem transfermarkedet efter datidens standarder, og flere af de samme faretegn findes i dag i økonomien i Danmark og da især ude i verden.

Ruslands angrebskrig i Ukraine er også en stor nok potentiel trussel til, at det i løbet af få timer og døgn kan få kontinentet til at bruge kræfterne på alt andet end fodbold.

Og så er det svært ikke at overveje inden for fodboldbranchen, om det bliver ved at gå godt med amerikanske ejere, der forbruger løs, som Chelseas Todd Boehly og hans medinvestorer, der i det kommende regnskab kommer til at præstere et af de største underskud, vi nogensinde har set i fodboldverdenen.

Et interessant dokument op i denne uge i forbindelse med FC Midtjyllands køb af Dario Osorio fra Universidad de Chile.

Det viste sig at være et rekordkøb for FC Midtjylland (hvis vi ikke regner Anders Dreyers meget særlige krigs-skifte fra Rusland med) til fem millioner euro, altså 37,5 millioner kroner i stedet for de cirka 31, der forlød i første omgang.

Men i dokumentet, Universidad efter reglerne indgav til chilensk fodbolds tilsynsråd, var det interessant at se, hvordan beløbet betales i rater i år og over de tre kommende kalenderår.

Det er såmænd gængs praksis i alle større handler i dag, men samlet set betyder det også, at fodboldklubber i Europa og såmænd også globalt skylder hinanden overordentligt store milliardbeløb for transfers. Det er mange penge, der er ude at svømme, og hvis renterne for alvor stiger eller tv-stationer begynder at have svært ved at betale for deres sportsrettigheder, som der hviskes om i disse måneder, kan økonomiske nedture og kollaps hurtigt sprede sig som ringe i vandet.

Ja faktisk ser verden en del mere usikker ud, også for fodboldklubberne på trods af deres store handler, end den gjorde før corona, og det er værd at have med i tankerne, før man kræver nye rekordindkøb af den lokale Superliga-klub, når der igen åbnes for handler efter nytår.