Video : Tipsbladet
Generelle

Trabzonspor straffet: Skal spille uden tilskuere

Trabzonspor skal spille uden tilskuere i seks hjemmekampe efter baneinvasion og slåskampe efter topkamp.

Den tyrkiske fodboldklub Trabzonspor skal afvikle seks hjemmekampe foran tomme tribuner efter sidste måneds skandalekamp mod Fenerbahce, hvor tilskuere invaderede banen.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Tyrkiets Fodboldforbund straffer desuden Fenerbahce-spillerne Jayden Oosterwolde og målmanden Irfan Can Egribayat med en spilledags karantæne for at tage del i voldelighederne.

De voldsomme scener fik samtidig både Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) og Tyrkiets indenrigsminister, Ali Yerlikaya, til at tage stor afstand fra begivenhederne.

Fenerbahce vandt 17. marts topopgøret med 3-2 ude mod Trabzonspor i den tyrkiske liga.

Efter slutfløjt brød voldsomme slåskampe ud, da Trabzonspor-fans invaderede banen og angreb Fenerbahce-spillere.

Under seancen blev blandt andet Fenerbahces målmand Dominik Livakovic tildelt et slag i ansigtet.

/ritzau/