– Vi kommer aldrig til at gå forbi FCK og FCM

Kent Nielsen og Silkeborg IF går måske det mest hektiske efterår i klubbens historie i møde. En foreløbig topplacering i Superligaen giver et godt afsæt til august, hvor to playoffkampe mod NK Maribor eller HJK Helsinki afgør, om klubben får gruppespilsdebut i Europa League eller Conference League. Silkeborg-cheftræner Kent Nielsen fortæller om succesen, og hvordan…



Fra Tipsbladets trykte udgave den 5. august 2022

Det er ikke mere end 14 måneder siden, Silkeborg IF holdt oprykningsfest efter en 2-1-sejr over FC Fredericia i 1. Division.

Siden er Nicolai Larsen og Robert Gojani kommet til klubben sammen med Lukas Engel og flere andre spillere, der har vist sig som værdifulde spillere for SIF.

Nicklas Helenius er blevet Superliga-topscorer, Nicolai Vallys blev kåret til Forårets Profil i Tipsbladet af Superligaens cheftrænere, indenlandske topklubber og udenlandske klubber hiver og flår i Silkeborgs største profiler, og om mindre end to uger tager SIF hul på Europa League-kvalifikationen mod enten finske HJK Helsinki eller slovenske NK Maribor, som enten kaster et gruppespil i Europa League eller Conference League af sig fra september.

Det er så sandelig en omvæltning for en klub, der stadig har et af Superligaens mindste spillerbudgetter, som var nedrykningsfavorit før begyndelsen af sidste sæson sammen med Viborg, SønderjyskE og Vejle, og som i dette årtusinde i bogstaveligste forstand har danmarksrekorden for flest Superliga-nedrykninger.

Og det mærker cheftræner Kent Nielsen da også efter en sæsonstart, der ikke har dæmpet forventningerne efter et point mod Lyngby, der blev fulgt op med sejre over to af de seneste sæsoners guldvindere FC Midtjylland og Brøndby IF.

”Det er underligt for os, fordi vi gør alt for at holde fokus på det, der er vigtigt for os nu. Og det er at præstere i Superligaen. Omgivelserne, hvad end det er tredje sal [Silkeborgs administration, der sidder på Jysk Park], fansene og medier, vil enten snakke om salg af spillere eller europæisk fodbold. Og det er faktisk det, der fylder allermindst omkring Superliga-holdet. Så på den måde befinder vi os i et lidt underligt limbo i øjeblikket, hvor en masse ting er uafklaret. Og samtidig føler vi, at en masse ting er vigtigere end vores kommende kampe i Europa League-kvalifikationen,” siger Kent Nielsen.

Gode muligheder i Europa
Men selvfølgelig glæder Silkeborg IF sig.

Siden Europa-debuten i 1991 i Intertoto Cuppen mod Hammarby har man haft fornøjelsen af storklub-besøg fra Dynamo Kijev, AS Roma, Sparta Prag og Spartak Moskva.

Ganske sigende er seneste europæiske optræden 21 år gammel, hvor man samlet tabte 1-5 til Real Zaragoza efter at have vundet den danske pokalfinale, så den europæiske erfaring i SIF begrænser sig i store træk til den, folk som Nicklas Helenius og Nicolai Larsen har med, og så cheftræner Kent Nielsens ture i Europa.

”Et af de konkurrence-parametre, der har stor værdi i europæiske kampe, er, om man har erfaring i det. Klubber og spillere, der har prøvet det flere gange, har en fordel. Der er noget, man skal have lært. Når man kommer som Silkeborg, er det med at få det lært i en fart. Vi skal lære, samtidig med at vi præsterer,” siger Kent Nielsen.

”Vi kommer til at stå over for, at der vil være en masse meninger om de modstandere, vi kommer til at trække. Især i Conference League er der en del hold, mange i Danmark nærmest aldrig har hørt om, og hvor folk her i Danmark vil have en masse meninger om, hvordan vi kan og skal spille kampene. Det kræver indsigt at vide, at disse klubber ofte har mange dygtige spillere, der har stor erfaring med at spille europæisk og på højt plan i Europa. Og den erfaring er virkelig vigtig,” siger Kent Nielsen.

”Det kunne have været en sværere lodtrækning, men den erfaring, jeg taler om, har både HJK Helsinki og Maribor. Står vi på tæer og toppræsterer, kan vi udfordre begge klubber, om end vi stadig har begrænset kendskab til de to spillertrupper,” siger Kent Nielsen.

Silkeborg kan vente et par jævnbyrdige kampe, men at spille henholdende med mange mand bag bolden og håbe på en enkelt scoring kommer ikke til at ske.

”Vi kan komme til at justere på formationen og valget af spillere, da det kan give os en lidt anden balance. Men det er i den boldgade, vi taler.”

”Vi havde den samme udfordring, dengang vi skulle spille europæisk med AaB. Der var mange overbevist om, at vi ikke kunne spille på samme måde i Europa, som vi kunne i Superligaen. Men det viste sig, at vi godt kunne spille på samme måde. Vi skal tænke os om, men vi skal også udfordre vores modstandere på de områder, hvor vi er stærkest, og hurtigt finde ud af, hvad det kan lade sig gøre at komme igennem med,” siger Kent Nielsen.

”Vi skal forsøge at være dygtige med bolden. Ellers kommer det ikke til at gå godt. Vi kan ikke spille på en måde, der ikke stemmer overens med vores DNA.”


Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

Fandt formlen midt i en nedrykning
Kent Nielsen er ikke den største fan af statistik på denne klode, men uanset bakker tallene nu cheftræneren og Silkeborgs kurs fint op.

Siden første kamp efter oprykningen i juli sidste år har Silkeborg scoret lige så mange ligamål som FC København, der har et spillerbudget, der er fem-seks gange større. Ironien i, at FCK nu opfordres til at købe Nicklas Helenius, hentet for en slik på bænken i AGF for halvandet år siden, når FCK har en lang række svimlende dyre forwards og kantspillere, er til at få øje på.

Det begyndte, efter Silkeborg havde fået bøllebank i efteråret 2019.

16 point i 22 kampe og 47 indkasserede mål var skidt, selv for en oprykker, men i stedet for at panikke og eksempelvis skifte cheftræner fandt Silkeborg vejen i foråret.

”Vi så på, hvordan fodbold spilles i Superligaen i disse år. Det er fysik, højt pres, power, indlæg og omstillingsspil. Med den brede pensel er det hovedtendensen i Superligaen. Hvis vi skal konkurrere på de vilkår, får vi, qua vores økonomi, de tredje-, fjerde- eller femtebedste spillere til den type spil,” siger Kent Nielsen.

”Vi fornemmede i forårssæsonen 2020, at vi havde fat i en formation og en måde at spille på, der passede spillerne. Ok, hvor langt kunne vi så strække det. Vi fik Klynge ind og ledte efter andre spillere, der som typer passede til det, vi ville, og som ville flytte os lidt væk fra, hvor vi stod på det tidspunkt. Derfra udviklede det sig.”

”Vi brugte 1. Division til at lære hinanden at kende og til at finjustere vores måde at spille. En del hold forsøgte at lave ekstremt højt pres på os. Så justerede vi vores spil, så vi kunne håndtere det. Andre stillede sig ned på egen tredjedel af banen i hele kampen. Så lærte vi at spille mod den stil. Vi fik taktisk know-how, der gav holdet og de enkelte spillere evnen til at håndtere de vidt forskellige måder, modstanderne spiller på. I Superligaen vidste vi, hvordan vi ville spille, og justerede modstanderen undervejs i kampen, kunne jeg uden videre justere vores eget spil. Spillerne vidste præcis, hvordan de skulle håndtere modstandernes modtræk. Det er en af faktorerne, der forklarer bronze-sæsonen,” siger Kent Nielsen.

”Vi har også fundet en stil, hvor vi er meget anderledes end alle andre i Superligaen. Vi måtte jo finde noget, hvor vi var blandt de bedste, uden at det gav os problemer forsvarsmæssigt. Og det lykkedes. Vi kunne udfordre modstanderne og gøre det svært for dem. Vi har været heldige og dygtige på det punkt, ligesom vi har været dygtige til at finde de spillere, der passer præcist til vores stil. Nicolai Larsen og Nicklas Helenius har sammen med Robert Gojani givet os en ro, da vi kom i Superligaen. Det hjalp os meget, at vi havde spillere, der havde prøvet at klare sig godt i Superligaen før, i stedet for at vi næsten ingen erfaring havde som i sæsonen 2019/20,” siger Kent Nielsen.

Svær gentagelse
Bronzen i sidste sæson og rivalen FC Midtjyllands sejr i pokalfinalen er det, der giver SIF adgang til den sidste og afgørende kvalifikationsrunde til Europa League, og dermed også et sikret Conference League-gruppespil, hvis man ryger ud til Maribor eller Helsinki.

En gentagelse bliver mildest talt svær.

Andre klubber hiver som bekendt i Silkeborgs profiler, klubben vil også gerne sælge et par stykker, hvis prisen og klausulerne bliver attraktive nok, og så er det bare svært at hænge i, når nu otte-ni af rivalerne i Superligaen har større budgetter.

”Det var enestående at blive nummer tre i Superligaen, og før sommerferien sagde vi til spillerne, at det var vigtigt at få nydt det. For efter sommerpausen ville det gå stærkt. Da vi kom tilbage, begyndte vi at pille det ned igen. Vi skulle sikre vores base i spillet, som er, at vi løber meget. Jeg ved godt, at andre klubber går meget op i antallet af højintense løb. Vi har fundet ud af, at vores spillere skal kunne løbe meget, fordi vores spil er bygget op på, at vi skal have mange spilmuligheder. På den måde er vi et hårdtarbejdende hold,” siger Kent Nielsen.

Silkeborg-træneren har godt hørt snakken om at være Danmarks bedste fodboldhold, og han køber den ikke, hvis vi taler resultater over en hel sæson, hverken i 2021/22 eller hvis det mod forventning lykkes at holde på og præstere med Vallys, Carstensen, Helenius og alle de andre en hel sæson til.

”Vi ved, at der kommer andre øjne på os nu. Når der kommer et frisk pust, som vi var, er der en tendens til, at man bliver pustet op og nogle gange gjort bedre, end man reelt er. På samme måde bliver man i dårlige perioder gjort dårligere, end man reelt er,” siger Kent Nielsen.

”Vi kommer aldrig til at gå forbi FC København og FC Midtjylland. Det kommer aldrig til at ske. Det er ikke fordi, jeg gerne vil være lyseslukker. Den sæson, vi kørte, var tæt på den mest perfekte sæson, jeg nogensinde har set. Perfekt forstået på den måde, at vi spillede på et stabilt niveau, der var meget tæt på vores allerbedste. Vi kom forbi mange, der havde bedre forudsætninger end os forud for sæsonen. Også derfor var det tæt på den perfekte sæson. Og det kan vi ikke blive ved med at gøre,” siger Kent Nielsen.

Det at sælge spillere er i det store billede et væsentligt plus for Silkeborg, og udsigten til et stort salg eller to her i august er ikke noget, der bekymrer Kent Nielsen voldsomt.

”Vi trænere er også inde over beslutningerne på transfermarkedet. Vi så i slutningen af sidste sæson på vores besætning på de forskellige positioner, og vi er jo ikke dummere, end at vi godt kan se, hvor vi risikerede at miste folk via transfers. Vi fik købt Lukas Engel fri, og vi har hentet Lukas Klitten, vi kunne få ind på en forholdsvis billig SIF-løn. Så har vi pludselig noget bredde der. Og Sonne viste mod FC Midtjylland, at hvis Rasmus ryger, har vi Sonne. Vi har forberedt os lidt på noget af det, og ryger der andre spillere, har vi nogle idéer om, hvad vi så gør. Det er først og fremmest [sportschef Jesper] Stüker, der bruger energi på det,” siger Kent Nielsen.


Kent Nielsen har det store smil fremme til Rasmus Carstensen. Foto: Lars Rønbøg/Getty Images

At holde fast i en succes
Nej, at holde og udvikle niveauet og den kollektive styrke er nok en større udfordring i Kent Nielsens optik, og for Silkeborg-cheftræneren at se er det stadig en relativt uprøvet trup, han arbejder med set i lyset af, at meget nu handler om transferrygter, langt større forventninger og alle de sammenligninger, der uundgåeligt dukker op med andre mindre klubber, der stak næsen frem i Superliga-toppen og siden fik det svært.

”Vi minder hinanden om, at nogle ting kan blive sværere. Det kan være taktisk, hvor modstanderne måske forholder sig anderledes til os, og opfattelsen af os bliver anderledes. Vi minder hele tiden spillerne på, hvor det er, de skal tage imod feedbacken, og hvem der har indsigten. Det minder vi hinanden om hele tiden,” siger Kent Nielsen.

”Det er ikke spin, jeg er ikke strategisk. Men når vi slår FCK og slår de tre tyske hold i træningskampene, siger jeg, at resultaterne var bedre end indholdet. Det gør jeg ikke for at lave spin eller tale os ned. Det er bare det, jeg ser. Fordi vi er vænnet til den stil, kan vi fastholde vores arbejde, selvom jeg tror, vi får noget modgang,” siger Kent Nielsen og tager selv eksemplet frem, hvor han på tv udtalte sig kritisk om nogle situationer, hattrick-målscoreren Nicolai Vallys var involveret i i en seks-målssejr over SønderjyskE.

”Jeg tror, at medierne har haft større superlativer fremme om Silkeborgs Superliga-hold, end vi i trænerstaben har haft. Da vi vandt 6-0 i SønderjyskE, og Vallys lavede hattrick, sagde jeg jo det med, at han havde scoret tre fine mål, men at han også lavede noget lort undervejs i kampen. Og sådan er I jo ikke vant til at se på tingene. Men vi har gjort det internt hele tiden. Vallys fik masser af ros internt for de tre mål, men jeg viste ham også de tre klip, hvor han spillede bolden direkte ud over og sidelinjen. 'Det kan du gøre bedre, også selvom du lavede tre flotte mål'.”

”Vi er så procesorienterede. Vi ser hele tiden på, om spillet er i orden. Vi var glade for at slå FC Midtjylland, men vi har også set på vores spilfejl, fejl vi ikke er tilfredse med at lave, selvom vi er glade for at vinde 3-1. Vi gør det ikke for at dunke folk ned, eller fordi vi er bange for, at de svæver væk. Vi er bare nøgterne hele tiden,” siger Kent Nielsen, der omvendt ikke giver meget for sammenligninger med tidligere tilfælde af oprykker-bronze til Esbjerg og Lyngby, der endte med nedrykning sæsonen efter.

”Jeg er blevet spurgt om det én gang før. Og ja, du kan nævne Esbjerg og Lyngby. Men hvad så med alle de andre, der er blevet nummer tre? Den der svære anden sæson… Når vi rykker op, plejer vi at få at vide, at det ene hold rykker ned. Holder den tese koblet med, at vi overlevede første sæson, er der vel reelt kun én plads at spille om i denne sæson,” siger Kent Nielsen.

Det handler om balancen, og selvom roserne ingen ende tager i øjeblikket, og da særligt ikke efter sejre over FC Midtjylland og Brøndby IF, er Kent Nielsen forberedt på, at modgangen sandsynligvis melder sig på et tidspunkt i denne hårde sæson, hvor de europæiske gruppespil på grund af VM i Qatar skal spilles på en måned mindre end sædvanligt.

”Vi har aldrig nogensinde oplevet al den positive feedback, vi fik fra omverdenen i sidste sæson. Mange af vores spillere har aldrig nogensinde været i nærheden af at få så meget opmærksomhed. Det kan nogle gange være svært ikke at lade sig forblænde og rive med, og så kan man kortvarigt glemme, hvad ens base er. Ligesom man kan blive endnu dårligere af at høre omverdenen fortælle, hvor ringe man er i en dårlig periode for holdet. Der skal især cheftræneren og trænerstaben være modvægten. Der skal vi finde balancen, uanset i hvilken retning det er,” siger Kent Nielsen.

Mere rolig
Silkeborg-cheftræneren har ligesom sine spillere oplevet at blive sat i forbindelse med klubber med større budgetter, først og fremmest AGF (før ansættelsen af Uwe Rösler) og senest FC Midtjylland, der lige nu leder efter en permanent afløser for Bo Henriksen.

At blive nævnt i forbindelse med andre trænerjobs tager Kent Nielsen ganske roligt.

”Jeg har altid været god til at grave mig ned i arbejdet på det sted, jeg er. Jeg tager skyklapper på og går op i at få så meget ud af materialet som overhovedet muligt. Jeg tænker ikke så meget på 'hvad nu hvis'. Sådan havde jeg det heller ikke som spiller. Firkantet sagt gik jeg op i at spille den næste kamp perfekt og ikke så meget i drømme,” siger Kent Nielsen.

”Kommer der noget, skal jeg selvfølgelig forholde mig til det. Det er en del af vores fodboldverden, først og fremmest for spillerne. Men det er ikke noget, jeg vil tænke så meget over. Der skal en del til, før jeg vil begynde at overveje det, for jeg har det godt her, og der er en grund til, at jeg lige har forlænget i to år. Det er et godt sted at være. Jeg har intet mod de store klubber. Den største forskel på de større og mindre klubber er medie-interessen, og det er jo ikke det, der står øverst på min liste af prioriteter. Det er ude på træningsbanen sammen med spillerne, jeg kommer til live, og det er der, jeg har det godt.”

”Da jeg arbejdede i Brøndby, AaB og OB, kom jeg ikke hjem hver aften. Jeg overnattede to-fire dage i Aalborg og Odense, og det er slidsomt. Her i Silkeborg nyder jeg, at jeg kan komme hjem hver aften, fordi det kun tager en halv time at køre hjem til Skanderborg,” siger Kent Nielsen.

I det hele taget kalder han sig selv mere rolig med den erfaring, efterhånden mange Superliga-kampe (et jubilæum med 500 kampe som Superliga-træner venter senere i denne halvsæson) har kastet af sig.

”Det er jo indiskutabelt, og her griner mine spillere nok, men de har jo heller ikke kendt mig førhen, men jeg er blevet mere rolig. Man bliver rolig omkring det spil, der foregår omkring én. Jeg var rolig i Odense, selvom der kørte en masse spekulationer omkring, hvorvidt jeg skulle fyres. Man bliver mere rolig og afklaret forstået på den måde, at man ikke bruger så meget energi på det. Man kan stadig fokusere på at blive bedre. Eller hvis vi taber tre kampe i træk. Der er det også lettere at se, hvad spillerne har brug for, og hvordan man kommer igennem udfordringerne. At være rolig er ikke ensbetydende med at være tilfreds. Man bliver bare mere skarp på, hvad der fungerer og ikke fungerer,” siger Kent Nielsen.

”Jeg ved, hvornår jeg skal læse aviser eller ej. Jeg læser i øvrigt stadig avis, jeg har fortsat Politiken. Jeg ved, hvornår jeg skal læse alle fansenes kommentarer og det, der står skrevet om mig og Silkeborg i medierne. Det er meget lettere for mig at styre end eksempelvis spillere. Det er noget, vi bruger tid på, og som vi taler med spillerne om. Vi hjælper spillerne med, hvad de skal være opmærksomme på. Sluk for telefonen og lad være med at se Onside eller åbne Tipsbladet efter et nederlag, hvis det ikke er det, der giver dig energi. Lad være med at pege fingre ad dem, for de er del af fodboldverdenen, men lad være med at tage det ind.”

Sommerens 20 største transfers i fodbold – klik her og se mere.

Har du styr på de danske hold og Europa? Hvis ikke, så tjek overblikket her

Her får du et overblik over alle sommerens til- og afgange i Superligaen.





Kritiserer ny Brøndby-træner: ‘Malplaceret begejstring’



" Det mener Tipsbladet

Sløj timing: Det virker amatøragtigt, Brøndby!


Danmark risikerer spøgelseskamp

13 skarpe til lørdagens Tips 13



Mads Fenger vender hjem til dansk fodbold

Første gang i 22 år: Se Gennaro Gattuso uden skæg

– Jeg har det lidt stramt over det her interview

Jeg tog fejl: Godt at FCM ikke kom i CL

Højlund i stor diskussion med holdkammerat



LIGE NU

Gigantisk flertal – Silkeborg IF er solgt


David Nielsen afviser: ‘Vil ikke have det job’

Opfordrer storklub til at fyre træner og ansætte Frank

Ekspert om Birk-udtalelser: ‘Risikerer at miste jobbet’

VM-lodtrækning i dag: Her er Danmarks mulige modstandere



Fanklubben
" Tipsbladet's fan panel

Silkeborg-fan: Her er min drømmetransfer


Skal FCK frygte jer? ‘Vi kommer til at stå stærkere’

Skriver til FCK-stjerne midt om natten

Brøndby-chef fyret: Her er Neestrups svar

Ellevild Amin Chiakha: Nok den værste følelse

Har ondt af ham: ‘Han er rigtig nedtrykt’



Dårligt nyt om FC Midtjylland-profil

Ekspert: Brøndby ansætter ny chef i morgen

Her er Danmarks drømmepulje – og det værste mareridt

Altså, hvordan kan han være så dårlig?



Var et teenagevidunder: FCK-komet står ved en skillevej

Jacob Neestrup til Tipsbladet: Forkert!

Her er fem bud på en ny Brøndby-træner

Hyrede Brøndby-træner: Overbevist på 30 sekunder

Fanklubben: Disse tre kan være færdige i Brøndby

Juventus lurer på dansk angriber

Skal hans lillebror også til Danmark?

Kasper Schmeichel: Ved I, hvor irriterende han var?


TOPNYHED

Lind bomber i Italien: ‘Ustoppelig’


Kæmpe optur for Elias Jelert

Hvordan kan han være så dum? Kan koste jobbet

Brøndby-boss kimet ned

FCK og FCM bød på Brøndbys stjerne: ‘Jeg var i chok’

Neestrup: Derfor er Sander og Cornelius vraget

Nu forklarer Brøndby-boss timingen af fyring

Stor ændring lurer i Brøndby

‘Han har nogle ekstraordinære kompetencer’

I chok: ’Det er jo en kæmpemæssig krise!’

Frederik Birk er slet ikke i tvivl

Sådan! Rasmus Højlund med to kasser for Man Utd

Han ligner FCK’s nye superstjerne

Tøffe dybt chokeret: Hvad fanden betyder det? 

I frostboksen: Det bliver mellem mig og ham

Fem spilforslag til weekenden 13.-15. December

Havde spillernes opbakning: Fyring overrasker i Brøndby

Brøndby meget tæt på sportsdirektør

Dagens Spilforslag: Godt med mål i bundopgør

Nyder Superliga-livet: Som under Bo Henriksen

De kan snuppe Andreas Maxsø

Her er reaktionerne på Jesper Sørensens fyring