• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
VM Sebastian Stanbury

Colombias tragedie: Escobar og den hårdeste straf

Colombias tragedie: Escobar og den hårdeste straf
Foto: Polfoto

Når Colombia spiller mod Brasilien i aften, er det 20 år og to dage siden, at Andrés Escobar blev skudt i hjemlandet - 10 dage efter at have lavet selvmål ved VM 1994. Få den tragiske historie her.

Af Sebastian Stanbury

Bragt i Tipsbladet 17. januar 2014.

Han lavede selvmål ved VM 1994 og var med til at sende sit landshold ud af slutrunden, men colombianske Andrés Escobar var alligevel ikke skurken i den historie. Det var landet Colombia, det enorme narkomarked og den person, der 10 dage efter Escobars selvmål skød og dræbte forsvarsspilleren uden for et diskotek – en tragedie som stadig præger Colombia i dag.

I det øjeblik, hvor en spiller scorer selvmål, er det hårdt for målscoreren, holdkammeraterne og fansene, men ofte er det glemt ganske kort efter. Et selvmål er som oftest et hændeligt uheld, en bold der bliver ramt lidt forkert og så passerer målmanden. Selvmål bliver lavet i et forsøg på netop at undgå mål, af spillere der arbejder i holdets interesse. Det sker oftere, at en spiller bliver lagt for had på grund af et rødt kort, hvor han skader sit hold et øjebliks hjerneblødning, og fodboldhistorien er for eksempel også væsentligt rigere på berømte brændte straffespark end på berømte selvmål.

Men ét selvmål bliver aldrig glemt: Colombianske Andrés Escobars scoring i kampen mod USA i 1994. Ikke fordi det var noget specielt spektakulært selvmål. Ikke fordi det var med til at sende en håbefuld fodboldnations bedste landshold nogensinde ud af VM. Men fordi det var en af årsagerne til, at Escobar mistede livet. Han var så uheldig at score sit selvmål for en på mange måder lovløs nation, hvor vold og mord var en del af hverdagen.

22. juni 1994 gled Andrés Escobar et fladt indlæg forbi sin egen keeper på Rose Bowl i Pasadena, Californien. 2. juli 1994 blev han dræbt af seks skud på en parkeringsplads uden for en natklub i sin hjemby Medellín. 

Narko, fodbold og succes
Andrés Escobar Saldarriaga blev født den 13. marts 1967 i Medellín, og historien om ham begynder som så mange andre historier om talentfulde fodboldspillere. Han forelskede sig i sine unge år i fodbolden og kunne spille fire gange om dagen uden at blive træt. Han blev regnet som et stort talent i ungdomsrækkerne hos Medellíns fodboldstolthed Atlético Nacional, og i 1987 fik han chancen på førsteholdet efter et skænderi mellem træneren og en rutineret forsvarer. Escobar greb den og blev med tiden den store forsvarsstjerne hos Nacional og på landsholdet. Samtidig blev han umådeligt populær i Colombia og kendt som ”El Caballero de la Cancha” - ”Gentlemanden fra fodboldbanen”.

”Når han lavede frispark, undskyldte han over for angriberen,” har en barndomsven, den colombianske professor Luis Fernando Restrepo, fortalt BBC.

Escobars opblomstring faldt sammen med en gylden æra for colombiansk fodbold. Klubberne oplevede et økonomisk boom, som blev til på en på én gang snehvid og beskidt baggrund. Landets mange narkobaroner involverede sig i de største fodboldklubber for at hvidvaske deres penge. Men når de alligevel var begyndt at bruge tid på fodbolden, kunne de lige så godt have det sjovt imens. De begyndte at bruge nogle af de mange kokainmillioner på at styrke klubberne, hente udenlandske kapaciteter til ligaen og sørge for, at de bedste colombianere blev i landet.

”Først får man sit legetøj, og så vil man have, at ens legetøj skal være det bedste,” fortæller Fernando Rodriguez, hvis far og onkel styrede narkokartellet i Cali samt fodboldklubben América, i dokumentarfilmen ”The Two Escobars”

”Den anden Escobar” hedder Pablo til fornavn og er den mest berømte og berygtede narkobaron i verdenshistorien. Andrés og Pablo Escobar var trods det fælles efternavn ikke i familie, men alligevel er deres historier uvægerligt forbundet. I hvert fald blev Andrés’ liv voldsomt påvirket af Pablos, hvad enten den retskafne fodboldspiller med middelklasseopvæksten ville det eller ej. Det var nemlig Pablo Escobar, der var den økonomiske bagmand bag Andrés Escobars klubs store succes i firserne og starten af halvfemserne. Som den første colombianske klub nogensinde vandt Nacional i 1989 Sydamerikas svar på Champions League, Copa Libertadores. Sejren kom i hus efter en straffesparkskonkurrence mod Olimpia fra Paraguay, hvor Andrés Escobar scorede Nacionals første mål, og hvor landsholdsmålmanden René Higuita var umulig at passere på stregen. På tribunen jublede den normalt iskolde Pablo Escobar vildt og voldsomt.

Succesen forplantede sig videre til landsholdet. I den bagerste kæde var Andrés Escobar en sikker profil, der indimellem bar anførerbindet, og længere fremme på banen dominerede stjerner som Carlos Valderrama og Faustino Asprilla. Colombia deltog ved VM 1990 uden den store succes, men frem mod VM i USA fire år senere leverede holdet flotte resultater. Det blev til en tredjeplads ved Copa América i sommeren 1993 efter et semifinale-nederlag i straffesparkskonkurrence mod Argentina. Colombia sørgede dog for at tage revanche et par måneder senere. Dengang blev den sydamerikanske VM-kvalifikation afgjort via gruppespil, som minder om det, vi kender fra i Europa i dag. Argentina og Colombia var i pulje sammen, og i sidste runde mødtes de i Buenos Aires til en duel om førstepladsen og direkte VM-kvalifikation. De dobbelte verdensmestre fra Argentina, der havde været i VM-finalen tre år forinden, var store favoritter, men de blev løbet over ende af deres gæster. 5-0 vandt Colombia i en historisk kamp, og hjemmeholdets tilskuere klappede de colombianske overmænd fra banen. Hjemme i Colombia var glæden stor, og landets præsident César Gaviria var ofte i telefonen hos spillerne for at opmuntre dem og takke dem for deres indsats for nationen.

Det var den klassiske historie om fodbold som en skøn afledning i en hverdag fyldt med usikkerhed, død og ødelæggelse. Fodbolden fortalte en anden historie om landet end den om Colombia som én stor narkobule, som resten af verden kendte. Det var et paradoks. Colombia blev nu kendt for andet og mere end verdens mest brutale narkobagmænd – men havde det ikke været for kokainpengene, var fodbolden i Colombia aldrig blevet en attraktion, der tiltrak sig opmærksom uden for landets grænser.

Under alle omstændigheder: Colombia skulle til VM, og der var udsigt til noget stort.

”Livet slutter ikke her”
I sommeren 1994 rejste den colombianske trup så til USA. I første omgang gjaldt det gruppespillet med Rumænien, USA og Schweiz, men det var kun tænkt som starten. Colombia blev regnet som outsider til at vinde turneringen, særligt på grund af den meriterende sejr over Argentina.

”Colombia sensationelle 5-0-sejr i Argentina i fjor markerede et sportsligt højdepunkt i landets fodboldhistorie. 40.000 fans deltog i hyldesten ved hjemkomsten – med republikkens præsident i spidsen. Det siger noget om begejstringen, og forventningerne er da også tårnhøje til dette mandskab, som disker op med inspirerende angrebsspil i Carlos Valderramas iscenesættelse. Som attraktion i sydamerikansk fodbold befinder Francisco Maturanas mandskab sig nu på niveau med Brasilien og Argentina,” skrev Tipsbladet således i en optakt til VM. Og Colombia havde da også en fan i selveste Pelé, der havde landsholdet som favorit til at vinde turneringen.

VM er et stort udstillingsvindue, men 27-årige Andrés Escobar havde sit på det tørre inden turneringen. Han havde modtaget et kontrakttilbud fra en mexicansk klub og fra selveste AC Milan, der kort før slutrunden havde vundet Champions League. Her ville han på længere sigt skulle tage over for Franco Baresi, og Escobar var allerede begyndt at forestille sig en fremtid i Serie A. Med sig til Italien ville han tage sin forlovede Pamela, som han skulle giftes med efter VM.

Men så var det, at det gik helt galt for Colombia. Den første kamp mod Rumænien blev tabt 3-1, og sydamerikanerne var under pres for at gå videre. Bedre blev det ikke af en ubehagelig optakt til den næste kamp mod USA. Forsvareren Luis Fernando Herrera fik meldingen om, at hans bror var blevet dræbt i Medellín. Han ville rejse hjem, men Andrés Escobar overtalte ham til at blive. For landets skyld. 

Andre havde ikke samme nationalfølelse. Landsholdet modtog dødstrusler, som ukendte gerningsmænd havde programmeret direkte ind på hotellets tv-skærme. Hvis midtbanespilleren Gabriel Gómez startede inde, ville det få konsekvenser. Landstræner Maturana løb ingen risiko og tog Gómez ud af truppen.

”Jeg vidste, det handlede om regionale rivaliseringer derhjemme. Klubejere ville have, at deres spillere blev set, så de steg i værdi. Og fordi Maturana ikke brugte deres spillere, saboterede de deres eget landshold,” siger Goméz i ”The Two Escobars”.

Så det er forståeligt, hvis de colombianske landsholdsspillere havde mange andre ting end fodbold i hovedet, da de den 22. juni gik ind på det gigantiske Rose Bowl foran mere end 90.000 tilskuere. Men de forsøgte at angribe fra start og havde da også tilløb til scoringer. Blandt andet ramte den amerikanske midtbanespiller Mike Sorber sin egen stolpe og var således tæt på et selvmål, der kunne have ændret kampen, VM og Andrés Escobars liv.

I stedet blev det ham, der lavede karrierens første selvmål i den anden ende. Når man kender konsekvenserne, er billederne hjerteskærende. Efter 34 minutter fører John Harkes bolden frem i venstresiden, og han slår et tidligt, fladt indlæg, 10 meter uden for feltet. På grund af et løb bagerst i feltet må Escobar reagere på afleveringen, men han rammer bolden helt forkert og glider den i retning af eget mål. Målmand Óscar Córdoba forsøger at ændre retning og nå bolden, men der er ikke noget at gøre. Et øjeblik har Córdoba samme positur som Willem Dafoe i krigsfilmen Platoon, og så går bolden ind over stregen.

”Mareridtet fortsætter for Óscar Córdoba,” proklamerer den amerikanske kommentator, men det er Andrés Escobar, som må gå den tunge gang i sine egne tanker, indtil spillet bliver sat i gang.

Hjemme i Colombia ser Escobars familie kampen. ”Mor, de slår Andrés ihjel,” siger Andrés’ niårige nevø foran tv-skærmen. Hans mor María forsikrer ham om, at man ikke blev myrdet for en fejl, og at hele Colombia elsker hans onkel, som hun genfortæller i ”The Two Escobars”.

Øjeblikket får også stor betydning for en af modstanderne. Det er oplæggeren John Harkes, som 16 år senere fortæller nj.com, at han altid vil være knyttet til Andrés Escobar.
”Der er en forbindelse, og den er emotionel. Selve spillet bygger på følelser – spillets højder og dybder, stolthed, lidenskab og bristede hjerter. Det her var et tilfælde, hvor mit hjerte faldt til bunds. Min første tanke gik til hans familie. Det var svært at fatte (…) Der er gået mange år siden, men man tænker altid på det. Jeg gør.”

Colombia kom aldrig tilbage. USA udbyggede føringen til 2-0 i anden halvleg, og en reducering fra Adolfo Valencia i overtiden pyntede kun på resultatet. Colombia havde stadig mulighed for at gå videre fra gruppen som bedste treer, men selv om colombianerne gjorde deres del af arbejdet ved at slå Schweiz i sidste kamp, forsvandt håbet på grund af Rumæniens sejr over USA. VM-outsiderne var ude.

Et par dage efter kampen mod Schweiz skrev Andrés Escobar en klumme i avisen El Tiempo. 

”Et varmt knus til alle for at fortælle, at det var en speciel og fænomenal mulighed og oplevelse, som jeg aldrig tidligere i mit liv har oplevet. Vi ses, for livet slutter ikke her.”

”Gol! Gol! Gol! Gol! Gol! Gol!”
Efter VM valgte mange af de colombianske spillere at blive i USA og holde ferie. Andrés Escobar blev tilbudt at blive og kommentere slutrunden for Carcol Radio, men han sagde nej. Han ville hjem.

Det var et forandret Medellín, han kom tilbage til. Et halvt år forinden var Pablo Escobar blevet dræbt, men det havde ikke genoprettet lov og orden. Faktisk kunne man endda argumentere for, at det var blevet meget værre.

”Chefen var død, så alle blev deres egen chef,” som Pablo Escobars fætter Jaime Gaviria udtrykker det i ”The Two Escobars.”

Personerne omkring Andrés Escobar forsøgte at beskytte ham. Mange rådede ham til at holde lav profil og passe på sig selv – blandt andre landstræner Maturana. Men Escobar ville ikke gemme sig.

”Jeg må vise mit ansigt til folket,” sagde han til landstræneren.

Derfor bestemte han sig for at gå i byen fredag den 1. juli. Mere end 40 mennesker blev dræbt i Medellín den fredag nat. Hovedparten er glemt, gemt væk i den uoverskuelige mordstatistik fra halvfemsernes farligste land. Men ét af mordene gik over i historien.

Hvad der egentlig skete natten til lørdag den 2. juli, og hvorfor Andrés Escobar skulle dø, florerer der mange historier om. 

En af dem går på, at forsvarsspilleren blev straffet af narkohandlere, der havde gamblet store summer på colombiansk VM-succes. Det rygte kørte allerede i medierne i dagene efter mordet, men der er ikke meget, der tyder på, at det skulle være sandt. I stedet er forklaringen mere banal og næsten også mere tragisk. 

Andrés Escobar brugte den sene aften og første del af natten på diskoteket Pádova. Omkring 03.30 om natten forlod han stedet og gik ud på parkeringspladsen for at finde sin bil og køre hjem. Nogle versioner af historien siger, at han allerede inde på diskoteket blev chikaneret med tilråb á la ”tillykke med et fantastisk selvmål!”, og at han derfor tog hjem; andre at episoden begyndte på parkeringspladsen. Det var i hvert fald der, den kulminerede. En lille gruppe råbte af Escobar og beskyldte ham blandt andet for at være være korrupt og score målet med vilje. Escobar forsvarede sig og forklarede, at han bare havde begået en menneskelig fejl. Men situationen eskalerede, og Andrés Escobar blev dræbt med seks skud, mens han sad i sin bil. Historien vil vide, at skytten ved hvert skud råbte ”Gol!”

”Hvad der skete med Andrés var et udtryk for den forfærdelige sociale virkelighed. Det var et miks af selvmålet, alkohol og vold – og det var normalt dengang,” sagde vennen Luis Fernando Restrepo i 2010 til BBC.

En mand ved navn Humberto Muñoz Castro blev anholdt og senere dømt for mordet. Han var bodyguard for Gallón Henao-brødrene, der havde overtaget dele af byens narkomarked efter Pablo Escobars død. Han indrømmede at have affyret pistolen, men den historie er der mange, der ikke kan få til at passe. For hvorfor skulle en bodyguard, der normalt adlyder sine arbejdsgiveres mindste vink, pludselig handle på egen hånd og myrde en ubevæbnet fodboldspiller? En alternativ teori er, at en af Gallón Henao-brødrene ikke ville finde sig i, at Escobar forsvarede sin handling og derfor skød ham for så at lade Muños Castro tage skylden. 

Mere end 100.000 mennesker mødte op til Escobarss begravelse, mens VM fortsatte i USA, selv om slutrundens deltagere var påvirket af tragedien. De irske fans havde samlet et større beløb ind til Irlands landstræner Jack Charlton, der havde fået en bøde for et skænderi på sidelinjen i en kamp mod Mexico, men Charlton overvejede at give pengene videre til Escobars efterladte.

”Hvem har lyst til at spille international fodbold, hvis man kan blive myrdet på grund af det? Det er forfærdeligt, virkelig forfærdeligt,” udtalte irernes manager.

FIFA’s daværende generalsekretær Sepp Blatter kaldte det for den sørgeligste dag i fodboldens historie.

”Spillets popularitet har to sider. Den ene side skaber glæde og entusiasme og fører folk sammen, som vi har set ved dette VM. Den anden side reflekterer vores liv. Den har vold, tårer, korruption. Som livet, har spillet alle slags problemer,” sagde Blatter, der dog ikke var overrasket over hændelsen.

”I Colombia kan alting ske.”

At vende sider uden at læse dem
Humberto Muñoz Castro fik 43 års fængsel for mordet på Andrés Escobar, men blev løsladt i 2005 med begrundelsen ”god opførsel”. 

Escobars familie oprettede et velgørenhedsorganisation, der ved hjælp af fodbold skulle forhindre unge i at komme ind Colombias kriminelle miljøer. 

”Vi forsøger ikke at skabe gode fodboldspillere – hellere gode mennesker,” som Dario Escobar, far til Andrés, i 1998 udtrykte det over for Los Angeles Times.

I dag er volden og narkosalget aftaget i Colombia. Nu er det Mexico, der er centrum for eksporten af ulovlige stoffer til USA, og det er i Mexico, at man hører historier om fodboldklubber, der kontrolleres af de store hajer i narkomiljøet. Men Colombia er ikke ude på den anden side endnu. I midten af halvfemserne blev der årligt myrdet omkring 30.000 mennesker. I 2011 var tallet faldet til 15.572, hvilket ikke ændrer på, at Colombia har en af verdens højeste mordrater.

”Vi lever i et land, som vender sider uden at have læst dem. Vi sagde aldrig højt, at vi ikke er enige i, at man tager en anden persons liv; vi har aldrig været i stand til at rekonstruere colombiansk fodbold. Det mindste vi kan gøre er at ære hans offer; at ære Andrés Escobar Saldarriagas offer,” skrev Ricardo Silva Romero, en colombiansk forfatter som har udgivet romanen ”Autogol” om Escobars selvmål, i 2009.

Til sommer er det 20 år siden, at Andrés Escobar døde i Medellín. Det er også 20 år siden, at det igen begyndte at gå ned ad bakke for colombiansk fodbold. Nedturen i USA og den efterfølgende tragedie hjemme i Colombia markerede slutningen på den gyldne æra. Pengene forsvandt ud af de hjemlige klubber, og flere nøglepersoner overvejede deres fremtid i sporten, desillusionerede af Andrés Escobars død. 

Colombia kvalificerede sig til VM 1998 og vandt i 2001 Copa América – en kontroversiel turnering, som blev afholdt Colombia, hvilket fik Argentina til at melde afbud af sikkerhedshensyn – men endnu et virkeligt fremragende landshold har colombianerne først fået nu, hvor de, to årtier efter VM i USA, igen står foran en VM-slutrunde på den vestlige side af Atlanterhavet og igen regnes blandt outsiderne til titlen efter en imponerende kvalifikation.

Lighederne med 1994-holdet er mange. Forsvaret er bundsolidt og tillod færrest mål af alle hold i den sydamerikanske VM-kvalifikation, og længere fremme på banen er der en håndfuld store stjerner i form af James Rodríguez, Jackson Martínez og selvfølgelig Radamel Falcao. Nu håber den tidligere landstræner Francisco Maturana på, at det nye landshold kan kan levere en god slutrunde i Brasilien og bringe glæde til et hårdt plaget land.

”Albert Camus sagde, at fædrelandet er lig med landsholdet i fodbold. Et andet sted har jeg hørt, at når det går godt for landsholdet, følger hele landet ned ad samme sti. Og det er sandt. Landsholdet er alle: De gode og de onde; arbejderne og de arbejdsløse. Det er en kilde til glæde, et håb for fremtiden som bevis på, at man kan opnå mange ting, også gode. Jeg ved det ikke, men jeg tror, det vil være en mulighed for colombianerne til at blive bedre på alle måder,” sagde Maturana i november. 

Men selv ikke colombiansk VM-succes vil slette mindet om Andrés Escobar og det tragiske selvmål, der kostede ham livet. 

 

Superliga

Mere Superliga

Fokus