Video : Tipsbladet
Superliga

Dybt bekymret for FCK: En monumental fiasko!

Tobias Lawaetz er stor FCK-fan, og han er bekymret på sin klubs vegne. For den her sæson kan blive en større katastrofe, end det lige ligner på overfladen.

Der er kort fra succes til fiasko. For ikke mange dage siden kunne man forstå på både eksperter og fans, at mesterskabet lå til højrebenet for FCK, og at alle æg var i vores kurv. Der var nærmest ingen grænser for, hvor gode FCK var, og med Andreas Cornelius, der endelig fik scoret, var det vidst mest et spørgsmål om tid, før der var guldfest og mesterskab til os. Men efter to nederlag i streg fristes man til at spørge, om mesterskabsslutspillet allerede er slut, før det rigtigt gik i gang?

Det har godt nok været en todelt sæson indtil videre. I den her sæson har jeg haft nogle af de største oplevelser, jeg kan huske. Udekampen i Prag, hvor vi efter at have været bagud to gange alligevel går videre. Hjemmekampen mod United, hvor vi efter en helt enormt vanvittig kamp alligevel vender det og får de tre point. Udekampen i München. Eksemplerne er mange, men desværre er det lige så nemt at finde eksempler på helt enormt dårlige forsvarspræstationer, der har kostet dumme point i de døende minutter.

Hvad betyder det så ud over et irriterende efterslæb i Superligaen? Er det overhovedet realistisk, at vi også vender situationen? Jeg tør ikke afskrive det, fordi alle de førnævnte oplevelser stadig sidder i kroppen. Men alligevel? Man skal jo ikke have set meget fodbold i 2024 for at indse, at der er utrolig langt fra bund- til topniveau blandt mine hvidblusede helte for tiden.

Det er ingen hemmelighed, at det ville være en monumental fiasko ikke at blive mestre med et hold, der er så godt, at det kan gå videre fra gruppespillet i Champions League. Der har end ikke været det store profilsalg i januar-vinduet, vi ellers er vant til. Det er - sagt som det er - ikke godt nok, at vi roder rundt tættere på 4. pladsen end mesterskabet.

Som om det ikke skulle være nok, kan den her sæson ende med at blive en større katastrofe, end det ligner på overfladen. Et misset mesterskab betyder også, at det europæiske går fra Champions til Conference League. Selvom vi efterhånden har været i Manchester et par gange, er det nu ikke en sådan afveksling, jeg ønsker mig på de europæiske aftener. Vores koefficient i Danmark er skræmmende ringe - og det må simpelthen aldrig være sådan, at jeg bruger en torsdag aften på at holde med Fenerbahce og Club Brugge, fordi det gavner den danske koefficient.

Alt det må vi lægge til side nu - for så længe det matematisk er muligt, er der kun en ting, der tæller. Nemlig sejre. Det må i hvert fald FCK-fans kunne forstå.