Video : Tipsbladet
Generelle

Skifte i vasken? Kigger på alternativer til 'VK'

Det kan blive svært for Bologna at forlænge samarbejdet med Victor Kristiansen, hvorfor man nu kigger mod alternativer til venstrebacken.

111 millioner kroner. 

Det er, hvad Bologna angiveligt skal diske op med, hvis de vil hente Victor Kristiansen på en permanent aftale. 

Den danske landsholdsspiller har vist sig flot frem på lejeopholdet i Italien, hvorfor Bologna skulle være lune på at forlænge samarbejdet, men der er bare et enkelt problem. 

Leicesters prisskilt på 15 millioner euro, altså 111 millioner kroner, skulle angiveligt være en anelse for stejlt for den norditalienske klub. 

Derfor er man ifølge den italienske avis Corriere Dello Sport begyndt at kigge på alternativer, hvis det glipper med at sætte kløerne i 'VK', der efter sigende selv ønsker at forblive i Italien.

Der skulle blandt andre være tale engelske Archie Brown, der sjovt nok tidligere har været nævnt som et emne i FC København, dengang man skulle erstatte selvsamme Victor Kristiansen. 

Bologna skulle desuden have set sig lune på Ajax' unge Bjorn Meijer. 

Victor Kristiansen kom til den italienske klub i sommer på en lejeaftale fra engelske Leicester, der hentede danskeren hos FC København i sidste vinter. 

'VK' er noteret for 27 kampe i Bologna-trøjen.