Video : Tipsbladet
Serie A

Vil have rabat på Victor Kristiansen

Bologna har ingen intentioner om at imødekomme Victor Kristiansens frikøbsklausul.

Hvor meget er Victor Kristiansen værd? I hvert fald ikke 112 millioner kroner.

Det vurderer Serie A-klubben Bologna, som i denne sæson har den danske landsholdsspiller på leje fra Leicester, ifølge den italienske avis Corriere dello Sport. 

21-årige Victor Kristiansen har en købsoption på 112 millioner kroner i lejeaftalen, og det er altså det beløb, Bologna skal lange over disken, hvis de vil købe danskeren fri af Leicester.

Corriere dello Sport skriver imidlertid, at det er en pris, der slet ikke kan komme på tale for Bologna. Skal det blive til realistiske forhandlinger med Leicester, skal englænderne sænke prisen gevaldigt.

Det er næppe sandsynligt, at der bliver truffet nogen afgørelse om Victor Kristiansens fremtid i januar.

Dels vil Bologna gerne se Victor Kristiansen yderligere an i løbet af foråret, og dels har den tidligere FC København-profil formentlig en interesse i at følge med i, hvordan det går Leicester i resten af sæsonen. Rykker danskerklubben op i Premier League, vil det være attraktivt for "VK" at vende tilbage til Leicester efter endt lejeophold i støvlelandet.

Victor Kristiansen har fået masser af spilletid i Bologna i denne sæson, og han er noteret for en enkelt assist i Serie A.