Video : Tipsbladet
Superliga

Stig Tøfting slår fast: Dét er Brøndbys problem

Brøndby IF har fået kritik for at gå for meget ned i niveau i slutningen af deres af kampe, men Tipsbladets kommentator Stig Tøfting køber slet ikke præmissen om, at Jesper Sørensens tropper har fået gummiben i mesterskabskampen.

Superligaen går en uhyggeligt spændende afslutning i møde. 

Brøndby IF ligger nummer ét med fire spillerunder tilbage, men formkurven ser ikke specielt lovende ud, da de blå-gule blot har hentet én sejr i deres seneste fem kampe. 

Søndag tabte Jesper Sørensens tropper med 3-2 til FC Midtjylland i et voldsomt underholdende opgør, hvor Franculino blev matchvinder i det 74. minut. Dermed fortsatte en opsigtsvækkende tendens, for ifølge tal fra Spilxperten har Brøndby fra det første til det 70. minut en målscore på 40-14 i denne Superliga-sæson, mens holdets målscore fra det 71. til det 90. minut, plus tillægstid, lyder på 14-14.

Samtidig viser tal fra Opta, at Brøndby har indkasseret 37,9 procent af deres mål efter det 75. minut, hvilket er den højeste procentandel blandt alle Superligaens hold. 

For Tipsbladets kommentator Stig Tøfting er det dog vigtigt at nuancere de umiddelbart iøjnefaldende tal. 

- Chancen for mål er jo størst i de sidste 15 minutter, i forhold til de første 15 minutter, fordi der er nogen, der er bagud, når vi kommer frem til de sidste 15 minutter, hvor der så skal satses.

- Det vil sige, at enten scorer man selv, eller også scorer modstanderen som regel, fordi man kan blotte sig lidt, siger Stig Tøfting og understreger i samme ombæring, at Jesper Sørensen og kompagni selvfølgelig har fokus på, hvordan tendensen kan ændres. 

Det er en sindssygt fed Superliga. Man kan jo ikke sige andet. Det er jo fantastisk, at dem, der ligger nummer fire, faktisk kan afgøre det selv.

Stig Tøfting
Kommentator, Tipsbladet og Viaplay

Stig Tøfting kalder FC Midtjyllands 3-2-sejr 'fuld fortjent', men peger på, at Brøndby bestemt også havde mulighederne for at udligne til sidst. 

- Det siger jeg ikke for at gøre Brøndby bedre, end de er. Men jeg er ikke hoppet med på den der galej med, at de har fået gummiben og de her ting. Det er jo klart, at når man er et hold, som har noget at forsvare, så er det jo sjældent, at man er lige så aggressiv fremadrettet som det hold, der ikke har noget at forsvare, men har alt at vinde, siger Stig Tøfting og fortsætter:

- Den nuance synes jeg ikke, at man kan se bort fra, hvis man skal lave en analyse af det her. Det er klart, at hvis man isoleret set kigger på disse tal, så er der da noget, der falder i øjnene. Det er noget, de skal have gjort noget ved. Men langt hen ad vejen er det jo fordi, at Brøndby fører de her kampe.

Brøndby lukker ikke kampene
Ifølge Tipsbladets kommentator kan man ikke sige, at Brøndby stopper med at spille, når de er foran. Som eksempel peger 'Tøffe' på 1-1-kampen ude mod FC Nordsjælland i forrige runde. 

- Der har Klaiber en kæmpe chance i det tredje tillægsminut i første halvleg. I anden halvleg har de en chance til at gøre det til 2-0 efter syv-otte minutter. Det får de ikke gjort. Dét, som jeg synes er problemet for Brøndby, er at lukke kampene, siger Stig Tøfting. 

Den tidligere landsholdsstjerne peger på, at Brøndby rent logisk kommer til at stille sig tilbage til sidst i kampene, når de skal forsvare en føring. 

- De ville også blive tudet ørerne fulde, hvis de bare blæste fremad og røg ind i en kontra. Hvis man fører 1-0 med fem minutter igen, og man så jager alle mand frem for at gå efter 2-0, og der så kommer der en kontra, hvor modstanderen scorer til 1-1, så ville vi jo sidde her og sige: ‘Hvorfor fanden gør de det? Hvorfor passer de ikke lidt på og forsvarer deres føring?’

Med til historien om Brøndbys problemer i slutningen af kampene hører selvfølgelig, at de blå-gule i denne Superliga-sæson blot har været bagud 111 minutter sammenlagt (plus den lange tillægstid i første halvleg af 2-1-sejren over FC København i Parken), hvilket tegner et billede af et hold, der starter stærkt ud i deres kampe. 

- Præcis. Nicolai Vallys sagde forkert i går, hvor han sagde, at de havde været ubesejrede i 16 kampe, for det er nu 18 kampe, men på trods af alle de her ting, vi har snakket om, så har Brøndby stadig formået at spille uden at tabe siden den 24. september, indtil i går (i Superligaen, red.), lyder det fra Stig Tøfting. 

Enig med Nicolai Vallys
Med én sejr i de seneste fem kampe ser statistikken ikke specielt god ud for Brøndby, erkender Tipsbladets kommentator, der dog hæfter sig ved, at Nicolai Vallys og kompagni stadig topper Superliga-tabellen. 

- Du skal også huske, at Brøndby har tre hjemmekampe ud af deres sidste fire, så jeg synes stadig, at det ligger til Brøndby. Så er jeg med på, som jeg har selv nævnt, at FCK ligger og lurer som en kongecobra, klar til at hugge til, siger Tøfting. 

Nicolai Vallys gik søndag i en rette med en Viaplay-journalist, da Brøndby-stjernen ikke ville købe præmissen om, at vestegnsklubben er begyndt at 'vakle'. Det standpunkt er Stig Tøfting enig med Nicolai Vallys i. 

- At sige, at de vakler, den er jeg heller ikke med på. Vi kan godt blive enige om, at de ikke spiller det bedste fodbold, vi har set dem spille. Men det mål i går, hvor det var meget kontroversielt i forhold til, om der var offside eller ej, det var da noget af det bedste kombinationsspil, jeg har set, lyder det fra 'Tøffe'. 

Uanset hvad er der dog lagt op til en vanvittigt underholdende afslutning på sæsonen, idet FC Nordsjælland på fjerdepladsen blot er tre point efter Brøndby på førstepladsen. 

- Det er en sindssygt fed Superliga. Man kan jo ikke sige andet. Det er jo fantastisk, at dem, der ligger nummer fire, faktisk kan afgøre det selv, lyder det afslutningsvist fra Stig Tøfting. 

Rundens top: 
- Det må sgu være Midtjylland, fordi de efter sådan en blamage i Silkeborg, hvor de bliver så eftertrykkeligt udstillet og udspillet, slår tilbage.

Rundens flop:
- Floppet i den her runde må være Brøndbys håndtering af dødbolde. Jeg kigger på de mål, som Brøndby indkasserer. Ved det første mål går Pentz galt af bolden ved et hjørnespark. Ved mål nummer to har man selv frispark, hvor Klaiber laver en dribling foran modstanderens felt, hvilket giver en kontra. Det tredje mål er et målspark, som Tshiembe på mærkværdig vis får driblet ud over baglinien, hvor Midtjylland så scorer på hjørnesparket.