Generelle

Gamle Horsens-kræfter tror på finalesucces

Poul Johansen var en del af holdet, der i 1967 opnåede Horsens' hidtil bedste præstation med en bronzemedalje i landets bedste række. Han er imponeret over det nuværende mandskab, som han mener ligner 1967-holdet på visse punkter.

I denne sæson har AC Horsens været den helt store positive overraskelse. Man ligger godt til i Superligaen, hvor man med tre resterende runder kæmper hårdt med FC Midtjylland om tredjepladsen og bronzemedaljer, mens man også kan se frem til klubbens første pokalfinale nogensinde mod FC København. For at finde nogenlunde samme succes skal man nogle år tilbage i tiden. Helt præcist til 1967. Stiftelsen af AC Horsens, der er en sammenlægning af Horsens fS, FC Horsens og Stensballe IF, lå stadig et stykke ude i fremtiden. Men det gjorde ikke det store, for Horsens fS var på vej på klubbens bedste resultat nogensinde. Med på holdet var målmand Poul Johansen, der spillede i klubben fra 1967 til 1974. Han er imponeret af, at AC Horsens måske er på vej til at matche eller endda overtrumfe 1967-holdets præstation.

"Jeg synes, det er enormt flot. I min verden gør de det rigtige. De vedkender, hvad de står for. Og det er vejen til succes i deres tilfælde. De har fået lavet det hierarki, der skal være på et fodboldhold. Uden at jeg kender det dybere, men det fornemmer jeg. De har en Martin Retov, som er bannerføreren, og gør det, på baggrund af, hvad jeg ser i fjernsynet og læser, fabelagtigt," siger han til Tipsbladet. Han mener, at Horsens-holdet er et velfungerende kollektiv, og det er noget, han genkender fra sin egen tid som fodboldspiller. "Vi havde et hold, hvor vi var på samme niveau, og vi klingede fantastisk godt sammen. Det gik op i en højere enhed. Der havde vi også et hierarki, hvor man kendte sin plads. Og det har det nuværende Horsens-hold også. Jeg vil sammenligne det med Peter Utaka fra OB, der altid rystede på hovedet, når holdkammeraterne lagde en dårlig bold. Han var en dårlig holdspiller, hvis det ikke gik efter hans hoved, var de alle idioter. Det kunne man se på hans attitude. Og dem har du ingen af på Horsens-holdet, der kæmper man sgu for hinanden," siger Johansen, der dog mener, at der er et par punkter, hvor det gamle Horsens-hold adskiller sig fra det nuværende."Vi havde et fabelagtigt hold dengang, men hvis vi mødte det nuværende AC-hold, så er jeg overbevist om, at vi ville få en sæk på 10-0. Der er så stor forskel på niveauet dengang og nu. Vi trænede to gange fast om ugen og havde en frivillig træning, hvor man kunne komme, hvis man havde lyst. De kan jo løbe solen sort i dag. De har nogle markeringer i dag, som siger spar to. Ligger bolden ikke præcist, så er den mistet. Det havde vi slet ikke dengang." 45 år senere mødes de gamle holdkammerater fra bronzeholdet stadig. Der diskuteres fodbold og spilles tennis, og Poul Johansen mener, at det er noget unikt, at det kan lade sig gøre. "Jeg er med i en kortklub, der har spillet siden 1967 en gang om måneden. Der er gamle spillere som Erik Petersen, Finn Gertsen og Aage Christiansen, som var min målmandskollega. Vi mødes også en gang om året i en weekend og spiller tennis. Så godt havde vi det dengang, at vi stadig gider at ses. Det findes jo ikke mere. Næsten alle spillerne var lokale dengang, det er de ikke i dag, så jeg tror ikke, at det er noget, man vil se i fremtiden," lyder det fra den tidligere Horsens-målmand. Bronzeholdet fra '67 opnåede dog en bedrift, som det nuværende AC Horsens-mandskab også håber at gentage, når de træder ind til pokalfinalen d. 17 maj. Man vandt 4-3 over KB, en af FCKs moderklubber, i det gamle Idrætsparken. Sejren kom efter to kampe, som Poul Johansen husker som noget ganske specielt. Først vandt man vandt 5-4 i Vejle, tabte dernæst i Aarhus for så at afslutte med endnu en målrig affære i Idrætsparken. "Der var 54.000 tilskuere til de tre kampe til sammen. Det var mange dengang," griner han. "KB var et rigtig godt hold, og det var en klub, man så op til. Det var vel også klubben i København rent fodboldmæssigt. Vi mødte da også Frem og 1903, men KB var de øverste," siger han. Selv regner han med at følge pokalfinalen i fjernsynet, og han har selvfølgelig en favorit. "FCK var sidste år helt suveræne, men i år ville det være et ganske middelmådigt hold uden N'Doye. De har mistet meget af deres niveau. I dag kan Horsens slå alle hold, og som de spiller nu, så spiller de for at vinde. For nogle år siden, der spillede de for ikke at tabe. Og der er fandens til forskel. De kan godt gå hen og vinde pokalfinalen, hvis de har lidt tur i den. De har alt at vinde og intet at tabe. De er underdogs, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis det lykkedes." (jwk)