Velkommen til De Falske 9'ere
Generelle

Velkommen til De Falske 9'ere

Tipsbladet.dk og De Falske 9'ere i nyt samarbejde - find Premier League-podcasten på tipsbladet.dk uge for uge.

I det sene 2014 mødtes tre gamle venner og Premier League-nørder på en beverding på Nørrebro. I tiden op til var snakken gået lystigt om den Premier League-podcast på dansk, der på daværende tidspunkt ikke eksisterede, og som vi ærlig talt savnede.

Mens Københavns november-mørke langsomt sænkede sig uden for vinduerne blev Café Stefanshus’ hyggeligt oplyste lokaler fyldt med snak og store planer. Vi starter den selv, blev konklusionen.

Som sagt, så gjort. Navnet De Falske 9’ere blev besluttet over en fadøl og - naturligvis - en fodboldkamp fra det engelske. En musikskole var så venlige at låne os lidt udstyr, og resten blev købt ind.

Den 1. december kunne vi optage vores pilotafsnit, og den 18. februar 2015 gik vi for første gang på i internet-æteren med vores debutafsnit.

Vi vidste slet ikke, hvad vi skulle forvente af modtagelse - hvis nogen. Vi synes jo selv, at vi er farligt fornuftige at høre på, men historien viser, at omverden ikke altid er enig med os.

Al bekymring blev dog gjort til skamme. Vi havde set helt rigtigt. På trods af et temmelig diminutivt sprogområde var der snildt plads til en ambitiøs dansksproget Premier League-podcast i det lille fodboldgale land mod nord. Siden er også flere kommet til.

Siden er det gået slag i slag, og vi har i poddens snart to år lange levetid bestræbt os på at gøre vores produkt så godt som overhovedet muligt, samtidig med at vi selv lærer gamet.

Dem, der har været med fra begyndelsen, vil vide, at der er sket en udvikling. Fire ting ligger dog så fast som en Tony Pulis-taktik og har gjort det helt fra start:

(1) Vi går i dybden. Vi er aldrig først med det nyeste, går ud fra at lytterne kender resultatet af kampene og koncentrerer os om de lystige analyser og de længere tråde både bagud og fremad i tiden.

(2) Her hersker organiseret uorden. I De Falske 9’ere er der ingen taleture og meget lidt klassisk spørgsmål/svar-opbygning. Alle får lov til at tale ud, men der er ingen garanti for, at man ikke bliver afbrudt undervejs.

(3) We will entertain you. Vi går aldrig af vejen for en seriøs diskussion. Vi taler ikke ned til lytterne, og vi er ikke bange for det vidtløftige og til tider højpandede. Men skulle det alligevel ske, at du en sjælden gang ikke bliver klogere, så bliver du i hvert fald underholdt.

(4) Vi løber ud ad tangenter. Du ved aldrig, hvad du bliver klogere på, når du hører De Falske 9'ere. Forhåbentlig oftest fodbold, men vi kommer også gladeligt ind på Melodi Grand Prix 2001, Amiga-spil, Stratego-taktikker eller hvor snakkestrømmen nu lige bærer os hen den dag. Vi kommer dog altid tilbage på sporet igen.

Vi er meget stolte af, at vores endnu ganske unge podcast er blevet vejet og fundet så tung, at Tipsbladet.dk nu har valgt, at de vil dele deres fodboldkyndige publikum med os.

Hver uge vil De Falske 9'ere levere underholdende podcast, der rækker ud til alle med både mini og massiv interesse for Premier League og hvad der rører sig i den fantastiske liga. 

Sammen kan vi forhåbentlig gøre vores podcast endnu bedre, og vi kan ikke vente med at komme i gang med den nye sæson.

Til alle nye lyttere: Velkommen til, og vi håber, at vi kan få jer med om bord på #DF9-vognen. Hvis I giver os en chance, så lover vi at gøre vores bedste for at være som Claudio Ranieri: Forvirrende i starten men et behageligt bekendtskab i længden.

2016/17-sæsonens første afsnit fra vores hånd ligger klar til dig LIGE HER.

Med ønsket om en god sæson,

Aidin, Martin og Andreas