Blog: To årtier med Wenger

Af Andreas Brøns Riise

I dag for 20 år siden rendte jeg rundt – 14 år gammel med stemmen i overgang og et ansigt som en pizza - og spillede bold i Jersie Hallen i landsbygrøden mellem Køge og Roskilde.

Samtidig cirka 1.200 kilometer væk i hvad der kunne være en anden verden blev evigt elegante Arsene Wenger præsenteret som ny manager i en fodboldklub i metropolen London.

Fodboldinteressen var dengang ganske ny, og klubben var for mig synonym med den meget lidt graciøse EM-helt John Faxe Jensen, den lige så flair-forladte men dog målfarlige ’poacher’ Ian Wright og ’boring boring Arsenal’ under George Graham (jeg ved godt, Wenger afløste den ligegyldige fodnote Bruce Rioch). Det skulle vise sig, at den lettere upåagtede manager hentet ind fra japansk fodbold over de næste mange, mange år skulle reformere dette billede af klubben totalt.

To årtier senere er mine bumser og lange søndage i Jersie Hallen for længst en saga blot, men Lø Professør er lige nøjagtig der, hvor han var dengang. Han er stadig Arsenals ulasteligt påklædte, lynlåsfumlende, shortpassing-elskende manager med den charmerende Inspector Clouseau-accent.

Det lange lys rettet bagud

På en måde føles det som om, at Arsene Wenger er en slags konstant i en evigt foranderlig fodboldverden. Pengetoget buldrer derudaf. Klubber bliver købt, solgt og skifter managers i rasende tempo. 4-4-2 bliver til 4-2-3-1 bliver til 4-3-3 bliver til 3-5-2.

Midt i det hele står franskmanden med sine rolige analyser, sin evige tro på egne talenter med ’mental strength’ og sit klokkeklare koncept om boldbesiddelse og ’pure football’. Sit stålfaste blik og sin alfaderlige position i Premier League, der nærmest får BBC’s journalister til at undskylde for at skulle stille kritiske spørgsmål efter et nederlag.

Engang i mellem skal jeg minde mig selv om, at Arsene Wenger er lig med lange linjer. Når snakken falder på manglende trofæer, og når han endnu engang efter en kamp serverer det post match-interview, som man efterhånden har hørt mere end sin yndlingssang, keder nu’et mig – som det moderne zappermenneske jeg er – til tider til hudløshed.
I de eftertænksomme øjeblikke er historien om Wengers Arsenal dog alt andet end kedelig. Ensformig, måske. Men ikke kedelig.

Det er historien om en mand, der har leveret nærmest overmenneskeligt konstant i en af verdens bedste ligaer, siden jeg gik i folkeskole. Mens Arsenal-fans nok de seneste år gerne havde set mere variation (primært opad) i forhold til den linde strøm af tredje- og fjerdepladser, findes der næppe fans af andre klubber, der ikke - hvis de skal være helt ærlige - gerne havde solgt op- og nedturene for 20 år i top 4. Hvis grundstoffet konstantan blev opdaget i dag, ville det blive navngivet efter ham.

Flere titler havde pyntet

Når tiden er inde til at overlade roret til en anden i Arsenal, vil de to næstsidste kapitler i min historie om ham komme til at handle om manglende titler de sidste ti år af karrieren. Og dem burde han også have vundet. Men det allersidste, opsummerende kapitel bliver en ode til en mand, der revolutionerede og blev synonym med en af Englands største fodboldklubber. Og velsagtens også beviste, at man kan klare sig med andet end kick'n'rush i Premier League. Med enkelte vilde højdepunkter som The Invincible-sæsonen men først og fremmest langsomt men sikkert over de to årtier, der også blev mine første som fodboldinteresseret.

Og hvilken bedre mulighed for at kigge tilbage end på 20 års-dagen for, at han landede på nu hedengangne Highbury.

I den forbindelse har jeg stillet mine to podcast-kumpaner to simple spørgsmål om Arsene Wengers betydning for dem som PL-fans og om hans eftermæle. Det burde de da kunne svare kort og klart på i stedet for den evindelige ordstrøm fra deres side, som jeg og I skal lytte til hver mandag, ikke sandt? Jeg synes i hvert fald selv, at jeg lige har gjort det yderst kortfattet og præcist.

1. Hvad har Arsene Wenger betydet for dig som fodboldfan?

Aidin Sarfaraz (9 år gammel den 22. september 1996):

"Mere end jeg lige aner. Jeg kan nok ikke beskrive hans betydning for mig som PL-følger uafhængigt af hans betydning for mig som fodboldtilhænger og voksende menneske som helhed.

Det er muligvis en naturlig konsekvens af, at han har været i centrum for den klub, jeg har støttet i snart 20 år. Når man har fulgt en person, som ikke kun får anledning til at ytre sig selv, men som også dækkes, granskes, vurderes, analyseres og dømmes uge ud, uge ind igennem så lang tid, opbygger man nærmest selv et forhold til denne skikkelse.

Man når til et punkt, hvor man føler, at man kender manden nok til at kunne gætte hans ræsonnementer og beslutninger på forhånd og dermed forstå ham. Det er sgu underligt at sidde og sige om en fremmed person, men sådan føles det garanteret for en masse derude.

Arséne er også eet af mine personlige forbilleder. Han er intelligent, analytisk, kritisk, selvbevidst, humorøs (jo, den er sgu god nok) og yderst respektfuld. Men det, jeg egentlig bedst kan lide ved ham, er, at han er ufuldkommen – akkurat som alle os dødelige. Han kan være stolt, selektiv og til tider alt, alt for stædig. Han ved en hel del, men ikke alt om fodbold. Og det er med til at give hans karakter dybde. Havde han været en rolle i en dramaserie, ville han givetvis være den mest interessante at følge.

Selv er jeg ofte uenig i hans dispositioner. Men jeg kan se, hvor de kommer fra, og det gør det svært for alvor at blive sur på manden. Frusteret, ja, meget; decideret og personligt vred, nej.

Som en konstant variant i al den tid, jeg har fulgt PL, fungerer han efterhånden også som en målstok, jeg kan bruge til at vurdere andre fænomener og personligheder. Hvis 6-8/10 af managerne i PL skiftes ud hver sæson, er det selvsagt lidt svært at sammenligne dem og tage ved lære af forfærdelig meget. I Arséne Wenger har vi således noget, andre ting kan stå til mål med.

Som fx. når en rivaliserende træner hænger sine dårligst præsterende spillere til tørre i offentligheden efter minimal modgang. Eller hvis en rivaliserende træner går til offentligt angreb på een af sine spilleres agent. Eller når en rivaliserende træner nikker en modstander en skalle på sidelinjen.

Hvis man vil blive klog på sådanne hændelser, er det let at kigge rundt på de mange nye ansigter og komme til at konkludere, at det ikke er til at sige, om det var i orden eller ej. Man kender simpelthen ikke de fremmede ansigter nok til at vide, hvordan de forholder og placerer sig i forhold til den givne episode. Dermed er Wenger med til at sætte ting i en kontekst, som man kan tage stilling til, hvis man ellers har fulgt fodboldkulturen på de kanter længe nok.

Hvad jeg ikke har nævnt endnu, er de åbenlyse ting som det, at han var med til at modernisere PL og slæbe den med ind i fremtiden. Eller at han har formået at holde sin klub i bedste rækkes top-4 og dermed også som oftest med i samtalen om potentielle mestre i 20 år. Den slags vil jeg lade diverse klummeskribenter om".

Martin Svarre (13 år gammel den 22. september 1996):

"Arséne Wenger er jo den anden store Premier League-personlighed, som har været med til at definere Premier League, sammen med Sir Alex Ferguson, da de begge mere eller mindre har været med fra start, og i store perioder har været rivaler på både godt og ondt.

Som livslang Manchester United-fan er det nok primært i den rolle, at Arséne har haft en betydning for lige netop mig, men i modsætning til de mange rivaler. der kommer og går, er han en, man som rød djævel ser på med respekt. Eller det burde man efter min mening, da han repræsenterer en del af de ting, vi United-fans hylder vores egen Sir Alex for.

Den respekt kommer nok mest til udtryk i det forhold, som de to trænere havde til hinanden. De gik fra at være rivaler, der ikke var bange for at gå hinanden på klingen, til et respektfuldt forhold over for, hvad de hver især havde opnået.

Bedst husker man nok tiden i start-00'erne, da Arsenal/Man Utd-rivaliseringen var på sit højeste, med henholdsvis Roy Keane og Patrick Vieira som bannerførere. Jeg vil mene, at Arséne Wenger har været med til, via den rivalisering der var, at Man Utd og Ferguson hele tiden måtte være oppe på tæerne, for at få det bedste ud af holdet".

2. Hvordan bliver Wengers eftermæle i Den Store Bog Om Fodbold, du skriver, når du bliver gammel?

Aidin Sarfaraz:

"For mig vil han altid først og fremmest fremstå som en mand af principper. En mand med en klar forestilling om, hvordan tingene skal gøres og tilmed også med en plan for at gøre det.

En mand, som tror på sine egne projekter, ofte når andre ikke gør og prøver ihærdigt først at rette på ham og siden få ham ned med nakken.

En mand, som i en alder af par-og-tres stadig overholder samme diæt- og livstilsdirektiver, som han kræver af sine spillere.

En mand, hvis boblende begejstring for sporten, vi alle elsker, har holdt ham ung med en finger på pulsen i snart en menneskealder.

Mest af alt – og det kommer næppe som den store overraskelse – vil jeg dog huske ham som en af fodboldromantikkens sidste bastioner i en ellers fortvivlende kommercialiseret alder. Dermed ikke sagt, at han ikke også har være kontraktuelt betinget til at stille op til obskure reklamer i ny og næ. Men princippet om at følge sit (fodbold)hjerte først og fremmest og så lade andre mennesker spekulere over bundlinjetal, rygter og omdømme, vil stå skarpt i hukommelsen i lang tid endnu.

Visse af hans dyder kan spores i andre managere den dag i dag: Hans velovervejede, rolige gemyt; hans fokus på det skønne i sporten snarere end nødvendigvis hvert eneste resultat; hans omsorg og bekymring for sin klubs ve og vel snarere end fokus på egen kontrakt og næste opgave.

Det er tvivlsomt, om der er plads til deciderede fodboldromantikere på allerhøjeste plan i fremtiden. Men så bliver det jo bare det mere fornøjeligt at kunne sætte sig i sin gyngestol ovre i hjørnet med en pibe i mundvigen og knirke op om, hvor smukkere det hele var i gamle dage, mens ens børnebørn sidder med VR-briller på og følger tre forskellige kampe i 5D".

Martin Svarre:

"Arséne vil med rette huskes som en af de største i Premier Leagues historie og uden tvivl for den måde, hvor han forandrede det meget rå og firkantede Arsenal-hold til et sprudlende og utroligt seværdigt hold, som altid gav underholdende kampe.

Le Professeur vil jeg også komme til at huske som en mand, der excellerede med sin fodboldfaglighed, både når det kom til spillet på banen, men også når det kom til spillerindkøb. Han var kendt for ikke at være glad for at åbne pengepungen, uden der havde været grundige overvejelser bag, men var dygtig til at finde unge spillere, som han allerede tidligt kunne se, hvordan han skulle bruge for at udløse deres potentiale.

Spillere som Robin van Persie, Cesc Fabregas, Nicolas Anelka og min yndlingsspiller Emmanuel Eboué. Men hans store lysende transferstjerne er og bliver Thierry Henry. Det var han dygtig til. At få det bedste ud af talenter ... som så blev solgt til andre klubber, når de var bedst.

Men det vil nok i sidste ende være igennem Man Utd-briller, at jeg vil huske tilbage på Wenger, og her var Arsenal et hold, som United havde det fint imod, da det lod til, at Alex Ferguson ofte havde luret, hvordan han skulle slå Wenger, som i store dele af sin trænertid har spillet på samme måde. Dog blev han pludselig en hel del mere pragmatisk en aften på Etihad stadion i Manchester.

På bundlinjen står, at Wenger har fortjent et eftermæle som en gentleman og en grundig fodboldromantiker, i et miljø der ofte tiltrækker det modsatte, og som en af pionererne for den moderne Premier League".