Blog: Standpunktskarakter for Pep’s City: To skridt frem og halvandet tilbage
2017-04-13 20:29

Det er snart fire år siden, Mark Hughes tog over efter Tony Pulis som manager for Stoke City. Og selv om truppen gradvist er blevet suppleret med spillere, der skal gøre traditionsklubben til et mere attraktivt spillende hold, har målet aldrig syntes længere væk.

Af Andreas Brøns Riise

Symbolikken var til at få øje på ikke bare én men to gange den sæson.

Mark Hughes’ første gerning som manager for Stoke City i juni 2013 var at vinke farvel til syv spillere, hvis kontrakter stod til at udløbe. Her i blandt Rory Delap. Manden hvis lange indkast nærmest var blevet symbolet på traditionsklubben under forgængeren Tony Pulis’ ledelse.

Nuvel, Delap havde kun spillet en enkelt kamp den sæson, havde været lejet ud til Barnsley siden januar og havde nok ej heller fået forlænget kontrakten, hvis Pulis var blevet, men alligevel var det som om, der blev sendt et signal: Stoke skulle en anden vej, og den 36-årige højreback stod for alt det, man ikke skulle være længere.

Skiftet til Mark Hughes gik ikke smertefrit. Efter en lovende start gik Stoke igennem oktober og november uden sejr, og svingende resultater efterlod klubben i nedrykningsfare i januar, hvor Mark Hughes tog endnu et symbolsk opgør med ”det gamle Stoke”.

Den ene halvdel af den tidligere managers targetman-duo(!) Kenwyne Jones blev byttet væk for Peter Odemwingie i Cardiff, Mark Hughes gik over i sin foretrukne 4-2-3-1, og Stoke satte så stærk en slutspurt ind, at resultatet efter sæsonen hed en 9.-plads og dermed den bedste ligaplacering siden 1974/75.

Sporene fra QPR skræmmer

På dette tidspunkt var jeg alligevel bekymret på Stokes vegne. Jeg havde set, hvordan Mark Hughes havde skabt et af de mest identitetsforvirrede hold i Premier Leagues historie i QPR.
Efter med nød og næppe at have overlevet første sæson med Bobby Zamora som targetman, gik Mark Hughes shopamok i sommeren 2012 og hentede spillere som Kieron Dyer, Fabio, Park Ji-sung, Jose Boswinga, Julio Cesar og Esteban Granero.

Nu skulle QPR etableres som hold i Premier League, og det kunne kun gå for langsomt. Ind med en masse spillere med topholdserfaring, for så kan man vel spille som et tophold, ikke sandt?

Ikke sandt. Ingen på holdet syntes at vide, hvad planen var, defensiven var slet ikke stærk nok til at kunne understøtte flairspillere som Adel Taraabt og Esteban Granero, og Mark Hughes blev fyret i november efter 12 kampe uden sejr og afløst af Harry Redknapp.

Jeg kunne snildt se en gentagelse i Stoke. Mit bud hed, at Stoke efter et par sæsoner ikke ville kunne slå topholdene ved at spille som dem, mens de ville kunne komme i problemer mod hold fra den nederste halvdel af tabellen, som spillede som Stoke engang gjorde, og dermed komme til at flirte med nedrykningsstregen.

Den svære balancegang lykkes

Mens Mark Hughes holdt sig nogenlunde i transferskindet første sæson, hvor der godt nok blev hentet typer som Marko Arnautovic, Peter Odemwingie, Oussama Assaidi og John Guidetti samt en boldspillende forsvarsspiller i Marc Muniesa – næppe folk der havde stået særligt højt på Pulis’ ønskeliste – men udrensningen af den gamle garde udeblev klogeligt.

I 14/15 kom det evigt skadede evighedstalent Bojan Krkic til, og i 15/16 sprængte Stoke alle transferrekorder og løftede en del øjenbryn, da Xherdan Shaqiri og Joselu blev hentet ind fra Tyskland for godt £20m, Ibrahim Afellay og Glen Johnson kom til gratis fra hhv. Barcelona og Liverpool, og transferrekorden slået igen, da Giannelli Imbula stødte til en stadigt mere flairfyldt Stoke-trup for £20,6m i januar.

Alt i alt synes jeg, at Mark Hughes fortjener ros for ikke at have gået i QPR-fælden. Han har ikke forsøgt at ændre for meget for hurtigt. Flair-spillerne er blevet balanceret med den gamle garde fra den defensiv, der gjorde Stoke til et af de sværeste hold at nedbryde i Premier League.

Mens kontinuiteten i ligaplaceringerne med tre 9.-pladser i rap må siges at være der, har det dog været mere svingende med resultaterne og spillestilen.
Mens Hughes – lidt fortegnet – i første sæson forbedrede resultaterne ved at skrue ned for Pulis-faktoren og gradvist sætte mere og mere af sit eget præg på holdet, har formlen de seneste to sæsoner været den omvendte.

Især sidste sæson spillede Stoke i første halvdel af sæsonen fremragende flydende fodbold med Bojan som falsk 9’er, Arnautovic som primær måltrussel fra venstrekanten og Shaqiri og Afellay som kreative omdrejningspunkter på midtbanen.

Kontrasten til Pulis’ Stoke kunne næppe være større. Da skaderne meldte sig og målene - og dermed resultaterne - begyndte at tørre ud i løbet af foråret, var det dog den gamle garde med Jonathan Walters i spidsen, der måtte træde i karakter og hive Stoke det sidste stykke over top 10-målstregen.

Rekordindkøb på bænken

Mark Hughes havde inden denne sæson to primære opgaver at løse på transfermarkedet:

(1) Han skulle finde en mere sikker kilde til mål, der kan indgå i et flydende spilsystem. Valget faldt på Wilfried Bony, der beviste evnerne for netop det i Swansea.

(2) Han skulle have mere fart ind i bagkæden, så man kunne stå højere. Valget faldt på Bruno Martins Indi fra Porto.

Hermed burde Mark Hughes kunne tage endnu et skridt mod det, han i min optik som nævnt skal have ros for ikke at have forceret: En snusfornuftig gradvis ændring af truppen til et Stoke, der kan stå højt i banen og spille boldbesiddende fodbold med både en dyb (Imbula) og en fremskudt (Bojan/Afellay) playmaker, Joe Allen som ultradynamisk bindeled mellem de to, masser af flair på kanterne og en målfarlig herre på toppen (Bony).

På papiret har Stoke aldrig været tættere på succesfuldt at kunne spille den form for fodbold, Mark Hughes blev hentet ind for at skulle implementere – i realiteten har man næppe nogensinde været længere fra mål.

Martins Indis fart kan ingenlunde veje op for, at hans kollegaer i forsvaret mangler fart (Shawcross og Pieters) eller placeringevne og mental styrke (Johnson). Stoke er et af de hold i ligaen, der har sværest ved at forsvare sig mod hurtige spillere i kontrafasen.

På midtbanen synes rekordindkøbet Imbula at være sjettevalg efter Joe Allen, Geoff Cameron, Glen Whelan, Charlie Adam og Ibrahim Afellay.
Bojan Krkic og Ibrahim Afellay har – forudsigeligt nok – været skadeplaget, hvilket har kostet førstnævnte pladsen i truppen og en udlejning til Mainz, mens sidstnævnte har spillet 379 Premier League-minutter og formentlig er ude resten af sæsonen med en knæskade.

Småskader har ødelagt Xherdan Shaqiris sæson, og når han har været klar, har niveauet været svingende. Wilfried Bony var senest i kamp i et seks minutter langt indhop mod Liverpool den 27. december. Hans sæsontotal bliver med indkøbet af Saido Berahino i januar efter al sandsynlighed stående på ni kampe med to mål til følge.

Hvad nu Peter Coates?

Med fire nederlag i streg synes endnu en top 10-placering langt væk for Stoke på nuværende tidspunkt. Endnu længere væk synes Projekt Mark Hughes’ forløsning. Af de spillere, han i løbet af fire sæsoner har hentet ind, synes kun Marko Arnautovic, Joe Allen, Bruno Martins Indi og til dels Erik Pieters for alvor at kunne kaldes succeser.

Med en tilbagevenden til 4-4-2 med livlige kantspillere men stort set uden kreativitet på midten af banen, med Walters og Berahino som angrebsmakkerpar og med januars kontraktforlængelse til 35-årige Peter Crouch som tredjevalg i front har pendulet aldrig tidligere under Mark Hughes været svunget så meget tilbage mod Pulis-tiden. 

Bare uden samme kompromisløshed og tænding som under den forrige manager. Mens han som WBA-manager forleden slog Arsenal, ligger Stokes seneste sejr over et top 10-hold tilbage i december 2015. Katastrofetrommerne buldrer alt for højt og alt for hurtigt i moderne fodbold, og mens endnu en sæson i midtersuppedasen langt fra vil være en krise for Stoke, så kan man med en vis ret hævde, at identitetskrisen sjældent har været større.

I Stoke bryster man sig med rette af, at linjerne er lidt længere end i andre fodboldklubber. Tony Pulis fik – bortset fra en afstikker grundet uenigheder med den tidligere ejer i 2005/06 – 11 år til at føre klubben fra bunden af Championship i 2002 til fem stensikre midterplaceringer i Premier League.

Klubejer Peter Coates er helt sikkert ikke en mand, der tager overilede beslutninger, når det kommer til en managers fremtid. Men kan han leve med at udskrive endnu en blankocheck til Mark Hughes i transfervinduet, managerens tidligere succesrate på den front taget i betragtning?

Tony Pulis fik fem år i Premier League som Stoke-manager til at bevise sig, og blev vejet og fundet for let, da en 11.-plads syntes at være hans glasloft. Mark Hughes nærmer sig afslutningen på sin fjerde sæson, og mens han fortjener ros for tre niendepladser i streg, begynder man måske også at ane hans begrænsninger.

På stadion har der de seneste kampe været noget så sjældent som et vokalt ønske fra nogle Stoke-fans om, at den nuværende manager ikke skal fortsætte på posten. Det var et mindretal, og de blev vist rimelig hurtigt overdøvet, men de var der.

Og uden for stadion går diskussionen lystigt. Blandt andet i den udmærkede podcast Wizards of Drivel, som i denne uge forsøgte at svare på det spørgsmål, som mange Stoke-fans stiller sig selv om i øjeblikket: Hvis ikke Sparky skal være manager for holdet – hvem skal så?

Her kom en bunke interessante bud på banen, der alle har det til fælles, at de gerne vil spille flot fodbold: Michael Laudrup, Lucien Favre og Andre Villas Boas lød nogle af forslagene.

Mest interessant var dog den meget lange betænkningstid, samtlige mand i panelet tog sig stillet over for et ellers meget simpelt spørgsmål: Ville du tage Tony Pulis tilbage?

------

De Falske 9'ere er Danmarks ældste dedikerede Premier League-podcast. Lyt med, når Aidin, Martin og Andreas gennemgår ugens runde med knivskarpe analyser og højt humør. Du kan høre seneste afsnit HER.

Blog: Standpunktskarakter for Pep’s City: To skridt frem og halvandet tilbage
De Falske 9'ere er landets ældste dedikerede Premier League-podcast. Nåede du ikke weekendens runde, så lyt med, når Andreas, Martin og Aidin kaster sig over ugens gang i det fodboldengelske med grovfil og højt humør.
SENESTE NYT...