Mourinhos smukke unge mennesker

Af Aidin Sarfaraz

Det var en på alle måder pavestolt José Mourinho, der traskede ind til pressemødet og satte sig i midten ved bordet til Manchester Uniteds stort opslåede trænerpræsentation. Kulminationen på månedlange spekulationer i pressen omkring englands industrielle førsteby, mente man, faldt tilpas tidligt på sommeren til, at den nye manager kunne nå at købe ind og sådan nogenlunde sætte sit personlige præg på en trup, der endelig, efter to pinefulde år, havde opgivet anstrengelserne på at begribe Louis van Gaals på een gang notorisk indviklede og mistænkeligt forudsigelige fodboldfilosofi. Ind kom i hans sted den karismatiske portugiser, som ikke kun frydes ved, men også gladeligt fortæller om sin simple tilgang til sporten: Hver spiller skal kunne de fire faser, han deler fodbold op i, til ukendelighed, og så er det ellers bare ud på banen og afvikle dem. Det burde der ikke være for mange ben i.
Men Manchester United er* ikke hvilken som helst institution. Og med ”er” menes der måske snart i virkeligheden ”var”.

Er der een ting, der kan få særligt det engelske fodboldpublikum op af sæderne og i larm, så er det, når en af egnens egne knægte træder ind på grønsværen i klubbens farver. ”He’s one of our own!” lyder det typisk, når fænomenet en sjælden gang imellem indtræffer i Premier League disse dage (Harry Kane i Tottneham, Duncan Watmore i Sunderland, Leighton Baines blot et par eksempler). Det næstbedste herefter er et af klubbens egne talenter, som ikke nødvendigvis er fra området. Hvadenten der er tale om det første eller det sidste, kan Manchester United som bekendt pt. prale af et helt igennem særegent og seriøst imponerende faktum: Klubben har haft minimum eet ungdomstalent i førsteholdstruppen siden oktober 1937. Senest prydede ”The Class of ’92” Premier League i noget, der minder om en hel generation. ”The United Way” omfatter således ikke kun hidsigt angrebsspil med lynhurtige kanter, en højkaliber målsluger inde under mål og en ukuelig fandenivoldskhed, der har hivet den ene overtidssejr hjem efter den anden; den betyder også udvikling af spillere fra egne rækker. Dyder, der sættes spørgsmålstegn ved med ansættelsen af Mourinho.

Ved udgangen af sidste sæson postede Uniteds officielle hjemmeside en billedserieartikel under titlen ”United retain faith in youth players”, som stolt fremviser de 14 akademispillere, der fik officiel spilletid for klubben i sæsonen 2015-16. Listen tæller spillere som alletiders sløjeste dab-instruktør, Lingard; fænomenet Marcus Rashford, samt knægten med det herligt adelige navn, Cameron Borthwick-Jackson. Derudover findes på listen også navne som Donald Love, Tim Fosu-Mensah og Paddy McNair. Debut til egne talenter lader altså ikke til at være røget i historiebøgerne, men virker til at være noget, klubben ønsker forbundet med sit brand i denne überkommercialiserede post-Ferguson-æra.

Meget kan man sige om Louis van Gaal, og guderne skal vide, at det har man gjort – ikke mindst i vores podcast, De Falske 9’ere, hvor den iltre hollænder – på trods af vores bedste intentioner om at ryste posen fra uge til uge – nærmest fik sin egen afdeling i hver eneste udsendelse. Men om det var mest af lyst eller nød, vil hans tid hos United måske blive husket mest for, at han gav chancen til unge spillere – mange unge spillere. ”Er man god nok, er man gammel nok”, som legendariske Matt Busby udtalte engang tilbage i den sort-hvide verden, og det mantra lader Van Gaal sandelig til at bære i sit hjerte også. Det rakte som bekendt hverken til topplacering i PL eller fuldt udbytte af sin kontrakt med Man United, selvom det må have været en lille personlig sejr at se Jesse Lingard, som han selv slusede ind på førsteholdet, sende halvdelen af Wembley på fuld tilt med sit sejrsmål i sidste sæsons FA Cup.

Enter José Mourinho, og straks får paletten helt andre akrylfarver.

Jose Mourinho kan bryste sig af mange ting inden for topfodbold. Men at indføre, udvikle og modne unge spillere til gavn for lokalmiljøet (eller for den sags skyld forskellige landshold) er ikke just en del af bedrifterne. Man får mest af alt indtrykket af, at han lader andre klubber og trænere rode med ungdommens usikkerheder og ufinheder og foretrækker at plukke det færdigudviklede produkt til at udføre sine meget specifikke opgaver for holdet. Måske er det sat en anelse på spidsen (Novra!), men faktum er nu, at rygraden på hans vinderhold i både Chelsea (første gang), Inter, Real Madrid og Chelsea igen bestod af etablerede spillere, som befandt sig i eller omkring topmålet på deres karrierer. Erfarne spillere er logisk set også mere klar til at blive sat til at udføre specifikke opgaver med et element af intuition, så helt mærkeligt er det da heller ikke.
Men alt det her må vi for alt i verden ikke sige til Mourinho selv! Du godeste, nej!

Manden bragte nemlig personligt emnet op under sin præsentation i United, og efterfølgende udsendte han, med hvad der nærmest mindede om en formfuldent parodi på sig selv, et printet ark med en liste over de 55 spillere, som han påstår, han har forfremmet fra ungdomsrækker til førstehold.
Som en mand, der adspørges, om han nogensinde donerer noget af sin anseelige formue til velgørenhed og som respons siger ”Ja, sguda!” og hiver tre uåbnede eksemplarer af Hus Forbi op af lommen.
Listen med de 49 – senere 55 – navne er The Guardian gået efter i sømmene, og konklusionerne er interessante på flere måder.

• 15 ud af de 55 navne er blevet afkræftet som Mourinho-debutanter. Spillere som Robben, Lassana Diarra, John-Obi Mikel, Balotelli, Arnautovic, Casemiro, Joselu, Varane og Zouma havde alle sammen førsteholdserfaring, før Mourinho kom til deres respektive klubber
• 45 ud af de 55 navne fik færre end 10 optrædener under Mourinho – langt de fleste ingen hele kampe og færre end 5 kampe i sammenlagte minutter
• En del af de navne, der senere har slået igennem på topniveau, gjorde det væk fra den klub, Mourinho gav dem debut i (bla. Diarra, Balotelli, Arnautovic, Casemiro, Morata, Sarabia)

José Mourinho kan altså dermed vifte sin udprintede liste med 55 spillernavne nok så ivrigt over hovedet; Det vil dog virke mere som et hvidt flag som respons på beskyldningen om, at han ikke gør nok for ungdommen – en kritik, som kollega og net tiltrådt fra notorisk aldrende Serie A, Antonio Conte, valgte at rette mod ham nærmest fra taxaen hjem fra Heathrow efter sin ankomst til engelsk fodbold.

Én ting er at hive spillere op på førsteholdet. Noget helt andet er at basere sin fodboldvision for en klub delvist på indspark fra ungdomsrækkerne og dermed også planlægge fremad i tiden i forhold til spillerudvikling, fremtidige indkøb og generel økonomi.
Førstnævnte kan alle og enhver gøre proforma; sidstnævnte kræver en grundlæggende anderledes langtidsstrategi.

Og lige præcis her bliver det hele interessant. For er det reelt, hvad der kræves af Mourinho i Manchester? Jeg startede med at påpege, at The Special One og Manchester United kan blive et tricky match. Ikke i forhold til sølvtøj og international profil (United har netop fremlagt rækåååååårdstor omsætning), men i henhold til The United Way. Mourinhos verificerede opskrift på fodboldsucces clincher nærmest frontalt med den vedvarende omend falmende opfattelse af den romantiske United-fodbold®, og hans CV i forhold til spillerudvikling og dermed også, hvad tilhængerne kan se frem til af lokalavlede begejstringer, er mildest talt fejlcastet. De to fænomener – The United Way og Jose Mourinho – har umiddelbart langt til hinanden.

Men nogen må jo give sig og gå på kompromis. Og hvem bliver det så?
Manageren, der har et bugnende trofæskab og som er hentet til klubben med under specifikke instruktioner om at bringe klubben tilbage på toppen af medaljepodierne?
Eller klubben, hvis lokale tilhængere engang krævede ophidsende fodbold med bidrag fra ungdommen – men hvis fanskare efterhånden vist ikke længere kan begrænses til de lokale, som værdsætter den slags som en del af begejstringen ved professionel topfodbold?
Det burde være oplagt.
Det burde ikke være nødvendigt at vælge, vil nogle mene.
Det burde kun være ”et nødvendigt onde”, som Martin beskrev det i en podcast for noget tid siden.

---

De Falske 9'ere leverer ugentlig podcast fra og om Premier League her på tipsbladet.dk - perfekt for dig, der har fra mini til massiv interesse for engelsk fodbold. Hør seneste program, "Ugens Rapport", på hjemmesiden og tag del i løjerne på 9'ernes Facebook-side.