Premier League er uambitiøs

Af Martin Svarre Christensen

Vi har hørt utallige gange, at pengene i Premier League efterhånden er blevet så meget større end i andre ligaer, at det på mange fronter er begyndt at have en negativ betydning. Med de mange milliarder pund sterling, der ruller ind på Premier League-klubbernes NemKonto, kunne man foranlediges til at tro, at flere af dem ville stræbe efter bedre placeringer i ligaen, et eventyr i Europa samt at kæmpe med deroppe, hvor det er sjovt. Nu er midlerne til det, så hvorfor ikke gå efter det?

I stedet virker det som om, at der er tale om den modsatte effekt. Mange af klubberne, som traditionelt betegnes som midter- eller bundhold, har med deres nyrige status fået for meget at miste, og guleroden der ligger i det europæiske eventyr er blevet for lille. Dette skal måske ses i lyset af, at ejerskaberne i selvsamme klubber er blevet kommercialiseret i sådan en grad, at klubber bliver købt for at lave penge, og det sportslige incitament er blevet reduceret til et middel for at opnå den økonomiske gevinst. Det er måske lidt sat på sidsen, men alligevel synes jeg at se en masse symptomer på dette.

Vi vil jo bare være med...

Ser vi bort fra de klassiske tophold i Premier League, og når man snakker ambitioner på vegne af de andre, synes jeg ofte, at der snakkes om de magiske "40 point". Så er man sikret endnu en sæson og derved endnu en af de store checks med de mange 0'er på. Vi kunne jo kalde det Tony Pulis-syndromet, fordi han gennem flere sæsoner har praktiseret at nå til de 40 point, som sikrer overlevelse, og så ellers bare sætte den på autopilot for resten af sæsonen. Pulis-bold kan man mene om, hvad man vil, og han er ofte oppe at vende i vores podcast, men der er jo en årsag til, at klubber, der kæmper om overlevelse, henter en træner som Pulis ind. Han kan sikre, at de forbliver i Premier League, og så heller ikke mere.

Det er en kynisk måde at tænke fodbold på, men engelsk fodbold er blevet så "Big Business", at klubber som West Bromwich ikke tør at lade være med at være kyniske. Og det virker jo for fa'en! Denne tendens synes jeg også, at vi ser flere og flere klubber stræbe efter. Eksempelvis klubber som Middlesbrough, Watford og til dels også Stoke er symboler på dette. Middlesbroughs filosofi i denne sæson er helt og holdent: Luk ned, så modstanderen ikke scorer, og se om man ikke kan fedte en 1-0'er hjem på de to-tre chancer, der opstår i løbet af en kamp. Bliver den 0-0 kan vi sagtens leve med det.

Det er stort set taktikken, uanset hvem de møder i denne sæson, og det var stort set også sådan, de rykkede op fra the Championship på. De er selvfølgelig også oprykkere, så det kan man i nogen grad godt forstå. Men overlever de denne sæson, tvivler jeg på, at det ændrer sig med Aitor Karanka ved tøjlerne. Jeg kan heller ikke lige se, med de spillermateriale, der er i Middlesbrough, hvordan de ville kunne sadle om.

Et andet eksempel på denne tendens med "bare at være med" er Watford. En klub vi med slet irritation i stemmerne ofte fremhæver grundet deres evne til at gøre hver en kamp til en utrolig trist og kedelig affære. Hele set-up'et i Watfords Pozzo-styret virksomhed skriger på middelmådighed og mangel på ambitioner. Deres evindelige udskiftninger i både spillere og trænere er et tegn på, at det er en klub blottet for en hver sportslig ambition andet end at slutte i midten og gentage det samme næste år.

Man henter sjældent spillere, der kvalitetsmæssigt er bedre, men flytter dem bare rundt i mellem Pozzoernes mange klubber. Og hvem kan reelt set fremhæve banebrydende forskelle på Walter Mazzaris og Quique Sánchez Flores filosofier?

Grunden til, at jeg skrev "til dels Stoke" tidligere, er, at det rent faktisk virker som om, at de i hver ny sæson forsøger at hæve niveauet samt måden at spille på, og måske rent faktisk gerne vil være mere end bare endnu et midterhold. Men det er som om, at det sæson efter sæson aldrig rigtig materialisere sig, og gerne 12-15 runder inden i sæsonen kommer de til den erkendelse, at de bliver nødt til at vende tilbage til "Stoke classic" og Peter Crouch, hvis de ikke skal sidde fast i dynget i bunden.

Den europæiske forbandelse

Et andet symptom på denne stræben efter det middelmådige er de europæiske pladser. Selvom de fleste klubber udadtil gerne vil signalere, at de meget gerne vil ud og spille i Europa, så synes jeg, at der er mange tegn på, at det er det modsatte, der gælder, når det kommer til stykket. Europa er ikke noget, man reelt set ønsker, og ses i højere grad som en belastning. Igen har de mange penge i Premier League en negativ effekt. Der ligger ikke en økonomisk gevinst i et europæisk eventyr. Det vil være meget mere fatalt, hvis de på grund af europæiske forpligtelser skulle rykke ned fra Premier League.

Dette konkluderer jeg i høj grad på, at vi ser næsten altid en fysisk og mental træthed hos de klubber, som også har kampe i Europa. Det går ud over resultaterne i ligaen, og på et tidspunkt må de fravælge Europa og fokusere på den hjemlige liga. Det er også sjældent, at vi ser den samme engelske klub i f.eks. Europa League i på hinanden følgende sæsoner. Simpelthen fordi konsekvensen og frygten for at knække halsen i Premier League er for stor. Vi har senest set det med Southampton og især West Ham, selvom man ikke kan sige, at deres europæiske eventyr rigtigt kom i gang.

Der hersker altså en frygt for at være ambitiøs for mange hold i Premier League, så man hellere undgår Europa for at stå stærkere i den hjemlige andedam. I denne sæson fremhæves det gang på gang, hvor stor en fordel det er for klubber som Liverpool og især Chelsea, at de kan skåne deres spillere og kan stille med de stærkeste spillere oftere end de andre tophold, da de ikke i samme omfang belaster truppen og får skader.

Derudover lader det til, at der ses ned på klubber som Manchester United og senest Tottenham, når der torsdag aften skal spilles Europa League. Det virker ikke til at være besværet værd. Men kunne det på sigt være en fordel? Kunne man måske geare truppen til de mange kampe? Skabe en mere ambitiøs og konkurrencedygtig trup? Det kan man jo lige tænke over.