FCK taber 100 mio. på Fair Play

I sidste uge kunne man læse i medierne, at Danmark takket være en høj placering på UEFA's Fair Play rangliste, for 4. år i træk ligger lunt i svinget med hensyn til at få tildelt en ekstra plads i Europa League. Mens DBU og medierne opfatter dette som en god nyhed for dansk fodbold, så er der faktisk tale om en tendens, der er direkte ødelæggende for dansk klubfodbolds udvikling.

Bevares, isoleret set er det selvfølgelig fint nok, at vi igen indtager en høj placeing på UEFA's Fair Play rangliste. Og det kan også være interessant nok for den enkelte klub, der via DBU's interne Fair Play regnskab får en gratis tur i den europæiske karrusel. Problemet er bare, at de hold der får chancen slet ikke har det nødvendige sportslige niveau, til at kunne bidrage med vigtige points til vores placering på UEFA's generelle rangliste.

Tilmed er det et stort handicap for Danmark, at vi - iøvrigt sammen med Sverige og Norge - er de eneste lande der igennem de sidste 5 år via Fair Play, er blevet tildelt en ekstra plads i Europa League kvalifikationen hele 3 gange. Ja faktisk har omkring 80% af UEFA's medlemslande slet ikke haft noget hold med via dette system bare en enkelt gang i løbet af de samme 5 år. Mage til ulige konkurrence skal man lede længe efter.

For et faktum er det, at hverken FC Nordsjælland i 2008/09 eller Randers FC de to efterfølgende sæsoner har været i stand til at bidrage nævneværdigt til at forbedre vores placering på UEFA's generelle rangliste. Og da samtlige holds optjente points skal divideres med antallet af hold vi har med, så har det i realiteten været en rigtig dårlig forretning for dansk fodbold, at vi har gjort os fortjent til de gratis Fair Play billetter.

Konkret har det betydet, at hvis Danmark (repræsenteret af FC Nordsjælland) ikke var blevet tildelt en Fair Play billet til Europa League kvalifikationen i 2008/09, så havde vores koefficient for den pågældende sæson ikke været ellers flotte 8.200 men derimod hele 9.250 - et plus på 13%. Dette er yderst interessant, idet det ville have været ensbetydende med en placering to pladser højere oppe på UEFA's rangliste for både 2010 og 2011.

Det ville f.eks have udmøntet sig i en placering som nummer 13 i stedet for 15 i år. Og hvis indeværende sæsons vinder af Champions-League samtidig også kvalificerer sig til CL via den hjemlige turnering, hvilket der må siges at være meget stor sandsynlighed for, så giver 13. pladsen på UEFA's rangliste direkte adgang til gruppespillet i CL for det pågældende lands mestre. Med FCK's formodede mesterskab ville det således være ensbetydende med endnu en garanteret indtægt i omegnen af 100 mio. kroner for Byens Hold.

Nu skal FCK i stedet endnu engang igennem to kvalifikationsrunder for at nå det forjættede land. Og derved er der selvsagt forbundet en naturlig risiko for, at man ikke kvalificerer sig og dermed går glip af de 100 mio. kroner. Et beløb FCK var garanteret, hvis vi altså ikke havde tillagt os den dårlige vane med at få tildelt gratis Fair Play billetter fra 2008 og frem.

Og ikke nok med det, for problemet er ved at eskalere, i og med at vi nu for 4. år i træk har en rigtig "god" chance for, at få et ekstra hold med i kvalifikationen til Europa League. For fra i år har vi på baggrund af en 15. plads ikke 4, men for første gang nogensinde 5 hold med i kvalifikationen til de europæiske turneringer. Noget vi iøvrigt ville have haft allerede fra sidste sæson, hvis det igen ikke havde været for de famøse Fair Play billetter. Og med en endnu en fribillet i denne sæson bliver det til 6 hold, hvilket betyder at halvdelen af Superligaen skal ud af spille europæisk efter sommerferien. Og det indebærer dermed også, at alle de points de 6 hold måtte optjene skal deles med 6 og ikke 5 eller 4.

Det betyder også at den direkte adgang til CL's gruppespil som den danske mester fra 2012 er garanteret, kan blive en kort fornøjelse. For med 6 hold i aktion i Europa er det yderst tvivlsomt, om vi kan optjene en høj nok koefficient, til at kunne opretholde vores fine placering på UEFA"s rangliste fremover. Dansk fodbold risikerer dermed, at gå glip af flere hundrede millioner kroner i de kommende år, hvis der sker en udvanding af vores koefficient, hvilket alt desværre tyder på.

Til slut må man også ud fra en rent sportslig betragtning også stille sig selv spørgsmålet, om 6 danske hold har nogen egentlig berettigelse i Europa. Specielt når højest 2 eller 3 af dem må formodes at have en chance for at spille sig igennem til gruppespillet i enten Champions-League eller Europa League. Den ekstra Fair Play billet hjælper i hvert fald ikke til at højne det overordnede sportslige niveau.

Specielt ikke når man som Fair Play deltageren Randers FC sidste sommer offentligt meldte ud at Europa League ikke havde nogen stor prioritet, hvorefter de leverede en yderst beskeden præstation og hurtigt blev slået ud. Eller når man på baggrund af DBU's interne Fair Play rangliste tænker på, at den kommede sæsons Fair Play deltager, i øjeblikket ligger til at blive Lyngby...

 

Jeg har de sidste 12 år arbejdet med fodbold hos verdens største producent af fodboldudstyr. Og de sidste 20 år har jeg rejst Europa tyndt for at se denne fascinerende sport blive udfoldet på diverse plan og arenaer. Fra min bopæl i Amsterdam vil jeg jævnligt give mit besyv med omkring alt lige fra serie 4 til FIFA. Hjerteklubben har siden barnsben været Vejle Boldklub og trods 700 km til hver hjemmekamp er jeg en flittig gæst i Nørreskoven. Desuden har jeg efter 16 år i Holland et indgående kendskab til hollandsk fodbold og dets fantastiske kultur. Men jeg mandsopdækker også dansk fodbold tæt og har i øvrigt en forkærlighed for Nottingham Forest og Bundesligaen.

Vi skriver også om:

 
 

Afstemning

Sikrer FC Nordsjælland sig guldet?: