Langt hen ad vejen har det været forrygende

Havde du spurgt mig inden sæsonen, så havde jeg uden tøven købt en femteplads. Havde du spurgt mig ni runder inde i grundspillet, hvor Viborg famlede med spil og koncept, så havde jeg måske tøvende købt en ottende-, niende- eller endda 10. plads.

Havde du til gengæld spurgt mig for en god måned siden, så var der kun én ting, der talte, og det var bronze, eller som et absolut minimum en Europa-playoff-givende fjerdeplads. Sådan gik det som bekendt ikke.

Kan man så stå her på de imaginære lægter i hjemmet og tillade sig at være skuffet over en femteplads, når nu hverken mavefornemmelser, eksperter eller medfans havde forventet, at Viborg ville kæmpe med om bronzen til allersidste runde?

Ja, det kan man godt. Fordi fodbolden er øjeblikkets sport. Resultater, placeringer og præstationer skal altid ses i en øjeblikkelig kontekst, og netop den kontekst borgede for meget mere end den måde, Viborgs superligasæson sluttede søndag den 17. maj.

En spand med vand så iskold i hovedet, at nærværende eksil-viborgenser slukkede før tid og gik på hovedet i seng med en mine så tung, at man formentlig skulle skære i min krop for at se, hvad jeg havde på hjerte.

Heldigvis vågnede jeg mandag og fandt ud af, at verden (ufatteligt nok) gik videre, og når den værste skuffelse har lagt sig, så skal man selvfølgelig evne at se, at sæsonen i den allerstørste kontekst er mere end godkendt og faktisk ganske imponerende, for der var ikke meget, der pegede mod mesterskabsspil og bronzekamp, da Superligasæsonen blev indledt.

Viborg FFs sæson har unægtelig været lidt af en rutsjebanetur. Fra en famlende start med stor profilafgang og besynderlig trænerkabale, hen over bekymrende præstationsmæssige lavpunkter, til svimlende højder, medaljehåb og ikke mindst den bløde mavelanding lige i midten af forventningernes ulideligt pendulerende spektrum.

Lidt af hvert

Spillemæssigt bød grundspillet på lidt af hvert.

En håndfuld mindeværdige præstationer, hvor især det taktiske mesterstykke i 0-2-sejren i Brøndby og den sene 3-2-sejr over Randers står flot ud for mig, mens det i den negative ende også blev til to aldeles unødvendige nederlag til OB og en lidt gumpetung affære mod Silkeborg på hjemmebane.

Man fik dog lige præcis kæmpet sig med i mesterskabsspillet, hvor man absolut viste sig værdigt frem, men alligevel er det de negative oplevelser, der står frem lige nu og her. Jeg nævner i flæng: sent nederlag i Farum, sent nederlag hjemme mod Brøndby, det unødvendige nederlag hjemme mod SønderjyskE og ikke mindst den lidet flatterende rolle som kegler i AGFs i øvrigt velfortjente mesterskabsfest. Disse oplevelser skal dog ikke skygge over, at sæsonen i det store billede også har budt på rigtig mange sportslige højdepunkter.

Spillemæssigt har Viborg langt hen ad vejen været forrygende i det meget direkte angrebsspil og en centralmidtbane-konstellation, der i sine bedste momenter vel ret beset var en del af Superligaens absolut bedste, personificeret i Jeppe Grønning, Mads Søndergaard og Thomas Jørgensen. Kanterne, hvor især Sami Jalal og Charly Nouck er brudt igennem, har ligesom de senere år haft en stor betydning for Viborgs udtryk, men Thomas Jørgensens laudrupske forståelse for banens geometri gav også Viborg en ny offensiv dimension i forhold til de små rum tæt på feltet.

Netop de besnærende kanter og Thomas Jørgensens visionære spillestil gjorde også Viborg til lidt af en ekspert-darling hos de velansete danske fodboldmedier. Viborg spiller på sine bedste dage absolut noget af Superligaens flotteste fodbold, og derfor synes dagene som dansk fodbolds grå mus og det medfølgende ry heldigvis at være meget langt væk.

Børnesygdomme

På minussiden døjede Viborg med flere defensive børnesygdomme.

Hele 13 gange blev Viborg passeret inden for det første kvarter. Dertil lykkedes det ofte modstanderen at score kort efter et Viborg-mål. To bekymrende tendenser, der begge kom til udtryk i sæsonens sidste kamp. Læg der oveni risikable udspil, mange svingende målmandspræstationer og til tider noget, der synede af dårlig kommunikation og manglende koncentration i de bagerste geledder. Dumme mål blev givet væk ved flere lejligheder. Defensivt har sæsonen ikke været god nok, og VFF endte også med at lukke flest mål ind i det forjættede mesterskabsspil.

Til trods for at Viborg har spillet friskt og frejdigt frem ad banen, så lider VFF også stadig under manglen på en hyperfarlig 9’er, der kan score ud af ingenting. Her har hverken Tim Freriks eller senere Dorian Jr. formået at trække sværdet op ad den viborgensiske sten. Man kan kun gisne om, hvad det dog ikke var blevet til, hvis defensiven havde været lidt mere stabil, og vi havde haft en 9’er med plus 10.

Sæsonens absolut største plus har været den udvikling, som især rigtig mange unge VFF-spillere har været igennem. Foruden de offensive Charly Nouck, Sami Jalal og Thomas Jørgensen, så har spillere som Hjalte Bidstrup, Asger Beck, Srdjan Kuzmic og især Lukas Emil Kierkegaard løftet deres niveau markant, siden sæsonen blev indledt.

Thomas Jørgensen er ét af Superligaens absolut største salgsobjekter, og man kan helt sobert argumentere for, at Lukas Emil er forårets gennembrud i hele Superligaen. Det er positivt, at Viborg både kan hente og udvikle unge spillere, og forhåbentlig en kampplads, hvor vi kan blive førende blandt klubberne lige i slipstrømmen på de allerstørste.

Sæsonen er forbi, og den nærmest fløj afsted. Selvom man føler, man står tomhændet tilbage, så er fremtiden lys og håbet grønt i Viborg. En 5. plads – i øvrigt klubbens første nogensinde – får hermed det store GODKENDT-stempel fra nærværende skribent. Selvom der må forventes en stor udskiftning i truppen denne sommer, så tror jeg på, at Viborg sagtens kan kæmpe med om mesterskabsspil og medaljer næste år, for hvis der er noget, der er styr på i domkirkebyen, så er det konceptet, spillestilen og kulturen i klubben.

Derfor tror jeg også, vi har det bedste i vente. Så hvis Jeppe Grønning vitterligt stiller støvlerne på hylden næste sæson, så lad det blive med en medalje om halsen!