Debat: Halter flinke Danmark bagefter i talentudviklingen? (2/2)

”De er blevet støttet og supportet så meget i skolen, af forældre og i talentudviklingen, at det godt kan være svært at blive smidt midt ind i den her verden og bare få at vide, at nu må de deale med de krav, der er.”

Således lød en af kommentarerne fra Kent Nielsen i vores blog fra i går.

Du kan nu læse 2. del - også uafhængigt af om du har læst første.

Mentaltræner Kim Boye arbejder til dagligt med netop Younes Namli samt Oliver Lund, Rasmus Thelander, Michael Lumb, Marc dal Hende og Lucas Lerager. Han fortæller om en stigende opmærksomhed på de mentale krav der stilles, men han mener dog samtidig at vi i Danmark har en tendens til at være for lineære i tilgangen til fodboldopdragelse, sammenlignet med i Spanien:

”I Spanien er der fokus på individet og på at dygtiggøre spidskompetencer, frem for at udjævne spillerens svagheder. I Danmark har vi mere en tendens til at blive fastlåste omkring de generelle retningslinjer ovenfra, hvor vi har fokus på produktet og ikke individets kvaliteter – dermed får vi ens og kedeligere spillere, som kan lidt af det hele i stedet for noget ekstraordinært.” udtaler Kim Boye.

Kim Boyes pointe kan imidlertid give en forklaring på hvorfor vi i Danmark fortsat hungrer efter en éner målscorer – i Superligaen, såvel som på landsholdet. Ville vi give plads til en Zlatan-personlighed i Danmark eller ville vi nogensinde kunne udvikle sådan en type spiller? Mohamed Zidan er måske det tætteste vi kommer rent typemæssigt, af skæve personligheder som har begået sig i Superligaen og efterfølgende taget springet (med succes) til udlandet. Han valgte dog det Egyptiske landshold, frem for det danske... 

I forhold til det vigtige mentale aspekt, har vi ikke alle de samme forudsætninger for at kunne begå os i en krævende fodboldverden, hvor Helenius' skuffende ophold i Aston Villa tjener som seneste negative eksempel, blandt andet pga. ensomhed og personlige problemer. Kim Boye skal følge Namli i Holland, blandt andet for at imødegå de udfordringer som hører med i et nyt land, en ny kultur, ny liga osv. Om samarbejdet med den unge dansker, fortæller Kim Boye, at det i høj grad handler om at bevidstgøre, om forskellige tilgange til at håndtere modgang:

”Når man er en driblestærk spiller som Younes, så vil man automatisk konflikte med medspillere eller træneres holdning til dette på et eller andet tidspunkt og på forskellige måder. Vi har især arbejdet med redskaber til at navigere i de følelser det skaber under pres. Det har gjort Younes mentalt forberedt og vedholden omkring sig selv og sine mål.” 

De unge mennesker skal altså bevidstgøres og forstå, at de også skal gøre ting selv. Særligt hvis de skal klare sig i de mere krævende udenlandske topligaer. Kent Nielsen fortæller om sine erfaringer:

”Vi diskuterer her i AaB, hvordan vi kan holde fast i vores evne til at spille med danske spillere og samtidig få en robusthed ind. De fleste danske spillere, der kommer til udlandet, vil opleve, at træneren stort set ikke taler til dem, at feedback efter kampe stort set ikke findes. I England kan du gå seks-syv-otte uger uden at spille en kamp, fordi der ikke er reserveholdskampe, og så kan du komme ind lige pludselig: Værsgo, præstér! Og så kan man begynde på alt muligt om, at det er et svært udgangspunkt for at præstere, men det er de altså ligeglade med. Hvis man ikke gør det godt nok, så er det ud med dig igen og ind med ny.” fortsætter Kent Nielsen. 

I udlandet er der ingen kære-mor og spillerne skal have en stærk mentalitet og en selvreflekterende tilgang til sin egen indsats, for at kunne begå sig, håndtere modgang og fortsætte sin udvikling. Men det kan være svært i den moderne Verden vi lever i, ifølge Kent Nielsen: 

”Fodboldverdenen i dag er blevet en celebrity-verden med rød løber og natklubber. Det er en popkultur. Der er fodboldspillerne i 2014 udfordret. Kan det skæres fra? For mig skal det være en livsstil at være fodboldspiller. Alt, hvad vi laver, skal groft sagt understøtte vores levebrød … Man taler ofte om at ofre noget. Jeg føler ikke, jeg ofrer noget eller har ofret noget. Jeg har levet professionelt med min sport. Men de unge føler, at de ofrer noget. Havde jeg ikke levet, som jeg gjorde, så havde jeg ikke fået det ud af mit talent, som jeg fik. Jeg ofrede ikke noget, jeg gjorde et tilvalg.” udtaler Kent Nielsen.

Kent Nielsen mener altså tilsyneladende at problemet ligger i måden, hvorpå de unge spillere anskuer deres professionelle fodboldkarriere. Er vi gode nok i Danmark til at stille krav og lade unge tage de rette tilvalg, som gavner karrieren eller går vi for meget på kompromis, hvor de unge står med følelsen som ”ofrer” af andre interesser? Er spillere, der tager større ejerskab for egen udvikling, som eksempelvis Younes Namli, en mangelvare i dansk fodbold?

Hvilke dele af opdragelsen er vigtige at fastholde? Og hvilke bør vi med fordel ændre på, for at kunne sikre et højere niveau i Superligaen og dansk fodbold generelt?