Carlsen: Når opførslen bliver usportslig

Det er gerne de bloddryppende episoder, der trækker de største overskrifter og den største opmærksomhed efter en fodboldkamp. Måske ikke så underligt - drama er jo en af de ingredienser, som hører med til en god fodboldkamp. Det behøver ikke at være i episoder mellem spillerne, og der er nu ikke noget som en overraskende udvikling, hvor underhunden vinder, eller et forrygende comeback, der vender det hele på hovedet. På en eller anden led er fodboldspillere jo vor tids gladiatorer, og der vogtes over deres mindste bevægelser.

Nogle tiljubler målscorerne, andre ham med de geniale afleveringer - og atter andre de spillere, som sætter sig igennem på en måde, så man slår sig på dem.

Også i den forgangne weekend har der været forrygende kampe - og dramatiske episoder, som har givet anledning til opfølgning senere. Næppe nogen vil have ret meget ondt af, at DBUs disciplinærinstans valgte at gå ind og straffe Mads Agesen (Randers) og Markus Holgersson (AaB) efterfølgende for forseelser, som dommeren ikke havde set under kampen. Agesen sparkede decideret til Lyngbys Mathias Tauber i straffesparksfeltet, mens bolden var i spil et andet sted på banen. Var den blevet fanget, havde der faktisk været straffespark, eftersom det er stedet for forseelsen og ikke stedet for bolden, som afgør - man kan bare tænke tilbage til Christians Poulsens famøse aktion mod Markus Rosenberg i baneløber-kampen mod Sverige, hvis man skulle have glemt reglen.

Og Holgersson fik plantet en albue i maven på Brøndbys Christian Jakobsen. Ingen af aktionerne lignede noget, som hører hjemme på en fodboldbane. Selvfølgelig møguheldigt, at ingen af situationerne blev dømt på stedet, så man kunne undgå alt, men sådan noget sker altså fra tid til anden, og specielt Aalborg-situationen var svær at spotte selv på TV, da den kom forbi. Så er det jo godt, at man har videooptagelserne til at bruge efterfølgende, når dommeren ikke har taget stilling, og næppe mange vil - uanset hvad man i øvrigt mener om videooptagelsers rolle i en fodboldkamp - have noget imod denne anvendelse.

Men nogle gange er det faktisk de mere ydmyge ting, som kan risikere at få stor betydning uden at ramme overskrifterne. Også i fodboldloven er det nogle af de mindre paragraffer, der er de mest ordrige og mest komplicerede. Selv efter den seneste revision fylder afsnittet om spillerne (tidligere ’spillernes antal’) uforholdsmæssigt meget, holdt op mod alvoren i forseelserne og den mængde af tanker, som den almindelige fodboldtilskuer sender efter dem. Omkring spillerne er der ingen problemer, så længe de opfører sig ordentligt og bliver, hvor de skal, men det bliver rasende kompliceret, hvis der pludselig løber ekstra spillere på banen, og de måske endda begår alvorlige overtræderlser mod en modspiller.

Helt vildt bliver det, hvis den ekstra person er en official (træner, holdleder osv). De danske trænere er heldigvis sådan indrettet, at de primært har det i munden og sjældent blander sig på banen - men der kan findes hårrejsende udenlandske eksempler, og under alle omstændigheder skal dommeren jo kende reglerne. Det optræder formentlig kun en enkelt gang i hans karriere (højst), men når det sker, er der ingen mulighed for livliner eller for at ringe til en ven.

Godt nok vil dommeren formentlig i de fleste tilfælde blive reddet af, at heller ingen andre tilstedeværende ved, hvad afgørelsen burde være - men derfor skulle man jo gerne ramme det rigtige alligevel. Med de seneste lovændringer er der blevet bedre muligheder for at straffe denne type overtrædelser, og det er fint nok, for her var der nok et hul, som ingen havde tænkt over. Man skal huske, at fodboldloven rummer en romantisk forventning om, at alle går på banen og opfører sig ordentligt. Frem til 1997 hed det, som på dansk blev til ’utilbørlig optræden’ faktisk ’ungentlemanly conduct’ - man formodedes altså at opføre sig som en gentleman. Måske meget godt, at begrebet fik navneforandring til ’usportslig opførsel’ / ’unsporting behaviour’. Det forekommer lidt mere tidssvarende.

Ét af disse tilfælde, hvor en helt banal situation med en ikke-spottet teknisk lovovertrædelse pludselig får stor betydning, mødte man i Premier League i weekenden, og der er heldigvis en vågen læser, der har gjort mig opmærksom på den. Ved samme lejlighed tog jeg så en hurtig tur rundt på nettet - både videoklip og referater - og ingen af de professionelle iagttagere på arbejde lader til at have taget videre notits af det. Så lad os tage en tur gennem de på papiret yderst søvndyssende regler for, hvordan man udfører et korrekt målspark.

Først og fremmest skal bolden ligge stille et eller andet sted i målfeltet (frit valg for målmanden til at vælge siden - uanset, hvor bolden er gået ud - og bolden behøver heller ikke ligge på stregen). Så skal alle modspillere være uden for straffesparksfeltet, indtil bolden er sat i spil - mens medspillerne såmænd gerne må være derinde: de har bare ikke så meget fornøjelse af det, for de må ikke røre bolden, før den er sat i spil. Og det er den, når den er sparket direkte ud af straffesparksfeltet og ind på den øvrige del af banen. Så hvis en sparker skulle kikse målsparket så meget, at det forsvinder ud over egen mållinje inden for straffesparksfeltet, bliver der ikke det forventede hjørnespark, men et målspark, fordi bolden aldrig nogensinde er kommet i spil. Det sker nok også kun en enkelt gang i en dommers karriere - i min var det i en drengekamp i Hvidovre i slut-70’erne. Og nej, de tilstedeværende forældre fattede ikke et muk, da sparket bare blev taget om igen.

At modspillerne skal være uden for straffesparksfeltet, indtil bolden er sat i spil, kan man også forklare noget hurtigere ved at sige, at bold og angriber aldrig må være i straffesparksfeltet samtidig (selv om man kan finde et par snedige eksempler, hvor fordelsreglen gør, at man kan tage et hurtigt målspark, selv om det er tilfældet). Ikke desto mindre var det nøjagtig det, der skete, da Leicester scorede til 1-2 mod Liverpool i weekenden (ikke at det hjalp så meget, eftersom resultatet blev 4-1 til Liverpool). Mignolet tager et målspark kort ud til Lucas, som pludselig bliver presset af Okazaki.

Lucas laver en panik-returbold ind til Mignolet, som i mellemtiden har bevæget sig - aflvereringen ligger pilskævt og endnu værre lige for fødderne af Vardy, som kan score, hvad der må have været et af karrierens letteste mål. Men når Okazaki kommer så hurtigt ud til Lucas, er det simpelthen, fordi han er skrået tværs hen over hjørnet af feltet, så han står parat, da bolden kommer ud af feltet hos Lucas. Meget tydeligt - og temmelig ufatteligt, at det ikke bliver spottet.. Dommeren er formentlig løbet i position, men der står en linjedommer lige op ad situationen.

 Så noget, der egentlig er yderst simpelt, banalt og ren teknik, ender pludselig med at koste et mål. Men lige akkurat denne variant med den hurtige angriber sker faktisk fra tid til anden - også på endnu højere plan. Da OB i 2011 spillede Champions League-kvalifikation hjemme mod Villarreal og vandt 1-0, kom Hans-Henrik Andreasens sejrsmål kort før tid efter en helt tilsvarende situation, hvor en OB’er lige tjente et par meter gennem feltet og kunne presse den spanske forsvarer, som modtog målsparket.

Og endnu mere berømt eller berygtet er vel det spanske udligningsmål kort før pausen i VM-kampen mod Danmark i Mexico 1986. Lars Høghs målspark ud til Jesper Olsen blev forstyrret af en spanier, som ikke bare snød et par meter, men adskillige, gennem feltet, mens bolden var på vej ud til Olsen. I disse kontrafaktiske historieskrivningstider kan man kun gisne om, hvad resultatet så var blevet. Næppe 1-5 - men på den anden side var det danske sprog så heller ikke blevet beriget med udtrykket ’en Jesper Olsen