OB mangler fortsat et målmandsmonster
Illustration
Generelle

OB mangler fortsat et målmandsmonster

I 33 år havde OB en stabil og sikker målmand på højt niveau. Det har klubben ikke i øjeblikket, så trods tirsdagens målmandsrokade er der stadig uafklarede sager på den vigtige post.

Dagens store fynske nyhed har været rokaden i OB's målmandsdepartement. Jesper Christiansen har fået ophævet sin kontrakt med klubben, og ind er kommet Emil Ousager, der to gange tidligere har været reservemålmand i OB.

Dermed består OB's målmandsafdeling nu af 32-årige Mads Toppel, 27-årige Emil Ousager og 20-årige Casper Radza. Det er en hæderlig trio med et vist niveau, men min påstand er, at OB fortsat mangler en klassemålmand på rigtig højt niveau. Et målmandsmonster, der kan sikre stabilitet og klasse over en længere periode og dermed skrive sig ind i kongerækken af store OB-målmænd som Lars Høgh, Karim Zaza, Arek Onyszko og Roy Carroll.

Fra 1978 til 2011 sikrede de fire keepere med ganske få afbrydelser en garanteret høj kvalitet i målet med erfaring, højt niveau og en pondus og udstråling, der også betyder meget i målmandsfaget. Pudsigt nok var det også omkring sidstnævntes afsked, at OB holdt op med at spille med om medaljer og siden da har været i ligaens nederste halvdel.

For i de seneste fire år har målmandsposten i OB været et usikkert kort. Efter Roy Carrolls afsked med OB, kom Stefan Wessels til med et flagrende og usikkert udtryk, der gjorde, at Mads Toppel erobrede pladsen undervejs. Så kom Jesper Christiansen til i januar 2012, men han har kun været med i 33 ud af 82 mulige Superliga-kampe for OB, siden sin ankomst, hvilket har været skuffende for både OB og Christiansen.

Man har reelt ikke kunne indvende noget mod, at Mads Toppel har været førstevalg siden efteråret 2013. Også selvom Christiansen vel var den største vindertype i OB og havde anførerpotentiale, mens Mads Toppel alle dage har manglet noget stabiltet og udstråling - trods de mange klasseredninger og storspil til tider.

Al respekt til Mads Toppel, der er en udmærket målmand og både har vundet kampe og point for OB i tidens løb, men der er en grund til, at han i første omgang blev hentet som reserve til klubben. Han er ikke blandt Superligaens seks bedste målmænd, og hvis fynboerne vil flytte sig mærktbart fremad i tabellen, kræver det altså en klassemålmand a la dem der er i AaB, Brøndby og Esbjerg. Vil man på sigt tilbage til Superligaens top seks, bør man have en top seks-målmand.

Den slags er svært at finde, men medmindre OB vil satse på unge Casper Radza allerede om et år, kan der meget vel ske noget på positionen næste sommer, hvor det giver mening for OB at finde en ny førstemålmand til fremtiden.

Emil Ousager har kun fået en 1-årig kontrakt, så han har kontraktudløb i sommeren 2015 – akkurat ligesom Mads Toppel, der ganske vist har fået masser af spilletid, men som måske er på jagt efter en lukrativ aftale i udlandet i sin karieres efterår.

Jesper Christiansens afsked med OB har fjernet et irriterende spørgsmålstegn ved rollefordelingen i målmandsafdelingen, men nye spørgsmål tegner sig op:

Tør OB satse på den ellers talentfulde Casper Radza, der næste sommer kun er 21 år gammel? Emil Ousager har fået nummer 1 i OB, men bliver han førstemålmand, når han i 16 Superliga-kampe for AGF aldrig har præsteret et clean sheet, men til gengæld har tabt 12 kampe? Og så det frække spørgsmål: Kan Anders Lindegaard mon lokkes væk fra Manchester United om et år, hvor han til den tid har været bænkevarmer i to hele og en halv sæson og kun har et år tilbage af sin kontrakt?

Det er selvfølgelig helt og aldeles urealistisk i forhold til økonomi og målmandens ambitioner, men det ville da være det helt oplagte valg for OB, at hente den fortabte søn Anders Lindegaard næste sommer. Spørgsmålet er naturligvis om Lindegaard har lyst til en retur til Superligaen, men han har klubkærligheden, udstrålingen og evnerne til at løfte OB som en af den slags leder- og vindertyper, klubben har sådan brug for.

For indtil OB får et rigtigt målmandsmonster, kommer klubben næppe til at rejse sig fra den Superliga-bund, der lige nu truer den fynske klub.