Video : Tipsbladet
Superliga

Selvfølgelig kan Uhre blive et hit i udlandet

KOMMENTAR: Mikael Uhre kan have taget hul på sin sidste uge som Brøndby-spiller. Han har redskaberne til at score masser af mål i udlandet – men det kommer til at kræve tid, spår Tipsbladets kommentator Sebastian Stanbury.

Nej, der var ikke frispark.

Det var Henrik Dalsgaard selv, der søgte kontakten og forsøgte at skærme Mikael Uhre af, men Brøndby-angriberen vandt den fysiske duel mod den tidligere landsholdsback, der væltede, mens Uhre strøg mod mål. Han driblede nemt uden om Jonas Lössl, og så sparkede han på overliggeren af det tomme mål.

Situationen fandt sted efter et kvarters spilletid af søndagens pokalkamp mellem Brøndby og FC Midtjylland. Da Uhre med den største lethed afviste FCM's stærke forsvar, glemte man rent, at han indimellem har tendens til at brænde enorme chancer – da han så gjorde det alligevel, var det ikke til at forstå, at han over det seneste halvandet år har været Superligaens bedste angriber.

Efter fire mål i de seneste tre kampe mod FC Midtjylland formåede Mikael Uhre ikke at score denne weekend. Erik Sviatchenko og Henrik Dalsgaard havde tydeligvis stor fokus på topscoreren og gik til tider hårdt til ham. Men det var interessant at se, hvordan Uhre trods den massive opmærksomhed fra to af ligaens bedste forsvarsspillere alligevel var synlig og kom frem til chancer. Og det var også interessant, at han så brændte dem.

Måske var det Mikael Uhres sidste hjemmekamp for Brøndby. I hvert fald har der været mange rygter om, at angriberen gerne vil videre, og at de danske mestre skal sælge denne vinter for at tjene penge på ham. Min kommentator-kollega Allan Olsen har tidligere argumenteret for, at Brøndby bør holde sig fra at sælge, men det er egentlig ikke mit ærinde i denne tekst. Jeg spekulerer bare på, om han mon bliver en succes, når han en dag uundgåeligt forlader Danmark.

Jeg fornemmer en skepsis omkring Uhre, som ikke er normal omkring en Superliga-topscorer, som har sparket sit hold til et dansk mesterskab. I sidste sæson scorede Uhre mod samtlige klubber, han spillede imod. Og for mig forsvandt al tvivl om, hvorvidt han var et one-hit-wonder, da han så fulgte op med at lave 11 Superliga-mål dette efterår og supplerede med europæiske scoringer mod Red Bull Salzburg og Lyon. Det mod østrigerne var oven i købet en perle. Alligevel hører jeg en del sige, at han ikke kan klare sig i udlandet.

Mikael Uhre var ingenting, før han var Superliga-topscorer. Han var ikke et af de talenter, som vi kendte navnet på og havde store forventninger til, allerede da han var 16 år gammel. I mange år var han bare en hel gennemsnitlig Superliga-angriber, der scorede for sjældent, og hvis tekniske niveau ikke imponerede nogen. Jeg tror, at de sæsoner stadig sidder i hukommelsen på mange og overskygger, hvad han har præsteret siden.

Personligt tror jeg på, at Mikael Uhre også vil kunne blive en succes i en større liga end den danske. Og det baserer jeg på, at han endnu ikke har mødt en udfordring, han ikke har kunnet klare – hvis bare han har fået tid nok.

Han var ikke god nok til SønderjyskE og skulle modnes i Skive, hvor han også havde problemer og i en periode sad på bænken for andetholdet i Jyllandsserien – men i 2015/16 scorede han 15 mål i 1. division. Efterfølgende kom han tilbage til Haderslev og så fulgte også gennembruddet i SønderjyskE, der ikke havde kunnet bruge ham i første omgang. Men nu gjorde han det så godt, at Troels Bech og Alexander Zorniger hentede ham til Vestegnen. Uhre var ikke i nærheden af at være fast mand i sine to første Brøndby-sæsoner, i den tredje blev han Superliga-topscorer og dansk mester.

Både på og uden for banen er Mikael Uhre en klog spiller. I Skive, i SønderjyskE og i Brøndby analyserede han, hvad han måtte gøre bedre for at få succes, og så gjorde han det. Han tog livet som fodboldspiller alvorligt og valgte den seriøse, professionelle livsstil. På banen får han meget ud af sin fine fodboldforståelse – han tager de kloge løb og står de rigtige steder i feltet. Og det kombinerer han med en høj fart og en god fysik. De værktøjer kan give ham succes i den rigtige klub i den rigtige liga.

Men Mikael Uhres karriere har også vist, at han skal bruge tilvænning, når han kommer til et nyt sted. Er han selv villig til at vente? Og er hans kommende klub? Det kan jeg være mere usikker på. Jo større liga, desto kortere snor får man.

Får han tiden, skal Uhre nok slå til i udlandet. Så skal han nok finde de punkter, hvor han kan blive endnu bedre som fodboldspiller, og så retter han dem.

Det kunne for eksempel være ikke at ramme overliggeren, når man sparker mod en stor rivals tomme mål.