Er desperate Esbjerg ved at forberede sig til 1. division?
Foto: Lars Rønbøg / Getty Images
Generelle

Er desperate Esbjerg ved at forberede sig til 1. division?

Handler den store spiller-afgang og tilknytning af lejesvende kun om at ruste den økonomisk trængte klub til en tur ned i landets næst bedste række - Troels Bager Thøgersen ser nærmere på de seneste transferbegivenheder i Esbjerg fB

Hollandske Ted van Leeuwen er på få måneder blevet en sportsdirektør-profil i Superligaen, og ingen har stået med så stor en opgave som den, hollænderen formelt overtog i oktober.

Før januars transfervindue åbnede, stod det klart, at Daniel Stenderup og Leon Jessen stoppede i klubben.

I efteråret havde den hollandske sportsdirektør både internt og i medierne meldt, at alle spillere, der ikke ville være i Esbjerg fB, kunne komme til ham og finde en løsning, og van Leeuwen og Esbjerg var langt fra i mål med Stenderup og Jessen.

I den forgangne uge er Bjørn Paulsen og Ryan Laursen blevet solgt til henholdsvis Hammarby og OB, mens Casper Nielsen onsdag også drog til Odense.

Det er tre af de spillere, Esbjergs tidligere ledelse har set som solide førsteholdsspillere og potentielle, store salg til udlandet, og som Ted van Leeuwen nu indløser på transfermarkedet med et tab på transfer i Bjørn Paulsens tilfælde, da Paulsen blev købt for et stort beløb i SønderjyskE for halvandet år siden.

Også Brent McGrath kan finde sig en ny klub, og anfører Jeppe Andersen sagde offentligt i november, at han vil væk, når kontrakten udløber i juni 2017.

Cheftræneren og flere andre i staben er også udskiftet siden efterårssæsonen, så efter halvandet års mismod i Esbjerg har Ted van Leeuwen i hvert fald handlet aktivt uden det mindste hensyn til, hvad andre i og omkring Esbjerg måtte mene.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, og den trup og det setup, der træder i stedet, kan redde sig i en ny forårssæson med slutspil og playoff i Superligaen. Eller om missionen i virkeligheden er en anden.

De to nye backer, 21-årige Otar Kakabadze fra Gimnastic i Spanien og 20-årige Konstantinos Tsimikas fra Olympiakos, er ukendte i dansk sammenhæng og kommer fra bænken i begge klubber, og der kommer givetvis flere nye spillere i de næste små to uger.

Ted van Leeuwen har om ikke andet prøvet situationen før.

Den journalistuddannede sportsdirektør overtog jobbet i Twente i sommeren 2015, og også her oplevede man en boss med meget stærke meninger og en evne til at lægge sig ud med omgivelserne, som van Leeuwen også har gjort i Esbjerg med eksempelvis en noget bizar bemærkning om genoptrænende Ryan Laursens engagement.

Men Twente klarede frisag i Æresdivisionen.

Det lyder måske som en selvfølge for en traditionsklub, men klubben var i frit fald og truet med tvangslukning på grund af rædsom økonomi og et dybt kontroversielt samarbejde med playerinvest-firmaet Doyen Sports før van Leeuwens tid, der bragte Twente på kollisionskurs med det hollandske forbunds licensudvalg.

Van Leeuwens Twente solgte spillere for 200 millioner kroner og lagde ikke andet end nogle lønninger og symbolske lejebetalinger for det mystiske sammenrend af udlandsproffer og spillere fra Twentes ungdomsafdeling, der reddede livet med 11 point ned til stregen.

Men kan han gentage det fra et endnu sværere udgangspunkt i Esbjerg, eller er hans opgave i virkeligheden at geare et økonomisk trængt EfB til at kunne tåle en nedrykning?
Foreløbig er det svært at se, hvad det endelige mål med udrensningen er.

Esbjergs gode perioder som Superliga-mandskab har i udstrakt grad været båret af gode generationer fra ungdomsafdelingen. At de spillere findes nu har spillet og resultaterne i 2015 og 2016 ikke tydet på. Men derfor er det alligevel noget af et sats og totalt nybrud i Esbjerg, at redningen åbenbart er udenlandske spillere, der intet forhåndskendskab har til Superligaen.

Ted van Leeuwens mange rokeringer i truppen og staben bærer indtil videre meget præg af et desperat forsøg på at genoplive en klub, der så ud til at være på kurs mod 1. division.

Selvom holdet kun er tredjesidst før de fem sidste runder i grundspillet med rig mulighed for at spille sig fri af de sidste fire playoff-pladser i nedrykningsspillet, må der forstærkninger til efter salgene af Paulsen, Laursen og Casper Nielsen, hvis desperationen skal forvandles til håb om andet end en tur i 1. division på Vestkysten.