Kollektivet kvæler angriberne

I denne uge har Tipsbladet lavet en tema-udgave, hvor vi stiller skarpt på danske angribere og det at være angriber, både når det går godt og skidt.

Vi ser på, hvordan bombere bliver til, og vi har talt med Superligaens mest scorende angriber på kontrakt i den bedste række anno 2014, århusianske Morten ”Duncan” Rasmussen.

Han er på nogle måder et levn fra halvfemserne, og det er mere end en kliché, når nogen klager over, at der ikke længere findes den type spillere i dansk fodbold. For som vi også ser på, findes der i dag ganske angribere som Søren Frederiksen, Heine Fernandez, Steffen Højer og Peter Møller, der år efter år scorer en masse mål i Superligaen.

Noget af forklaringen er, at der i højere grad end i halvfemserne bliver handlet spillere på kryds og tværs af Europa. I dag havde en Søren Frederiksen eller Heine Fernandez næppe fået lov at tilbringe hele karrieren i Superligaen, uden at en midterklub i Belgien-Holland eller Frankrig havde forsøgt at oversætte målraterne til deres liga.

Men som vores kronikør Mads Davidsen, tidligere ungdomstræner i Brøndby IF og i dag assistent for Sven Göran Eriksson i en kinesisk topklub, fortæller i detaljer, så er der tilsyneladende et vigtigt hul i Danmarks uddannelse af kommende topspillere på angrebspositionen.

Morten ”Duncan” kan naturligvis mere end at afslutte, men hvis han var løbet ind i et ungdomselite-system, hvor det handler om boldbesiddelse og at lægge sig op ad det taktiske koncept i DBU’s Røde Tråd, er jeg ikke sikker på, at Superligaens mest scorende aktive spiller var nået at komme på hold i U/19-ligaen, før han var faldet på sine evner i kombinationsspillet.

Overordnet har det bestemt ikke skadet med mere professionel og strømlinet ungdomstræning, som Danmark har fået det seneste årti. Men som Mads Davidsen påpeger i sin analyse i dagens blad, så er det da tankevækkende, at dansk fodbold konsekvent producerer dygtige midtstoppere med evner til at bygge spillet op, og at vi finder relativt små ottere og tiere, der er dygtige mellemrumsspillere og har blik for holdkammeraterne. Samtidig er der langt imellem de spillere, der har evner en-til-en i og omkring modstanderens straffesparkfelt, typer der kan udvikle sig til internationale, moderne topangribere med både evnen til at afslutte og score, sætte modstandere af og være værdige kombinations-partnere til den hob af offensive midtbanespillere, der præger fodbold anno 2014.

Når vi er 5,6 millioner mennesker i landet, er det svært konstant at have stjernespillere på alle pladser. Men det kunne godt være, at vi skulle åbne lidt mere op for de upolerede, give spillere lov til at prøve noget uventet, især de offensive. Borussia Mönchengladbachs scout Ove Flindt-Bjerg talte tidligere på ugen på tipsbladet.dk om, at danske eliteklubbers dogmatiske overholdelse af den Røde Tråd netop kvæler noget af selvstændigheden og fleksibiliteten hos danske spillere. Nu nævnte jeg Morten ”Duncan” Rasmussen tidligere, og hvad ville der ikke ske, hvis der dukkede en ny Preben Elkjær eller Nicklas Bendtner op på et juniorhold i Danmark, for slet ikke at tale om en Zlatan? Jeg håber, at de ville få plads til at sparke på mål de første 1000 gange, hvor chancen kunne være spillet 2,5 procent større med en aflevering, og at de fik lov til at have off-days. Men jeg frygter, at de vil blive sorteret fra i kollektivets navn, og det er synd.

Men nu skal det heller ikke være samfundets skyld det hele. Jeg har før på denne lederplads efterlyst, at flere unge spillere selv gør noget ved tingenes tilstand, og det gælder også her. Jeg hører, at det for ofte er nemt og bekvemt bare at leve op til klubbens krav i stedet for selv at gøre noget ekstra. Det er det personlige initiativ og egen ærgerrighed, der først og fremmest skal drive værket – og er der mening med galskaben, vil mange trænere givetvis gerne give plads til en spiller, der kan score en bunke mål for holdet.