Leder: Awaykortet lugter af dårlig signalpolitik
Generelle

Leder: Awaykortet lugter af dårlig signalpolitik

Der er få personer i hooligan-registret, dialogen mellem klubber, politi og fans har fungeret stadigt bedre de seneste år efter problemer i perioden 2006-2008.

Tidligere på ugen mødtes Superliga-klubberne i Odense. Blandt emnerne var turneringsstrukturen og awaykortet, og onsdag kom det til mange fans’ store sorg frem, at awaykortet snart bliver virkelighed. Som tidligere skrevet på denne plads er jeg mod lovbrud og intimidering på fodboldarenaer – de højtråbende har ikke mere ret end alle andre.
 
Men i 2015, hvor klubberne vil have fansene med på en ny ligastruktur og siger, man oprigtigt bekymrer som for at bevare og udvikle tilskuernes engagement i Superligaen, forstår jeg ikke, at et awaykort er nødvendigt endsige rigtigt til at klare et afgrænset problem. Der er få personer i hooligan-registret, dialogen mellem klubber, politi og fans har fungeret stadigt bedre de seneste år efter problemer i perioden 2006-2008.
 
Jeg noterer, at awaykortet kom på menuen i forbindelse med et længere samarbejde med Justitsministeriet. Ud over, at jeg som leder af et medie har et principielt problem med registrering og overvågning i et åbent, demokratisk samfund, kan jeg ikke se ud over, at awaykortet lugter af signalpolitik af den dårlige slags. I det politiske klima i dag skal man for alt i verden ikke se blødsøden ud.
 
Hvis awaykortet er prisen for at slippe for medfinansiering af politiindsats, er det i bedste fald en risikabel leg med værdifulde fans’ opbakning til Superliga-klubberne i en tid, hvor det er nemmere end nogensinde før at finde noget andet at interessere sig for. I værste fald støder man de mest dedikerede fra sig og skubber et lille problem hen, hvor det i stilhed kan vokse sig større.