Leder: Doping og skattesvindel fremmedgør fodbold
Foto: Getty Images
Generelle

Leder: Doping og skattesvindel fremmedgør fodbold

Fodboldsporten har fået endnu et hak i moralen med de seneste sager om skattesnyd og doping.

Politikens og andre europæiske mediers arbejde med Football Leaks, der senest har fået de notorisk træge spanske myndigheder til at åbne en sag mod Cristiano Ronaldo for skatteunddragelse, fortjener stor ros.

Det samme gør den i Danmark oversete tyske journalist Hajo Seppelt og hans doping-afsløringer på ARD, der har bragt IOC, det internationale atletikforbund og russisk sport i knæ.

Senest havde Hajo Seppelt brasiliansk fodbold under kærlig behandling med fokus på en brasiliansk dopinglæges åbenlyse pralerier med sine verdenskendte klienter fra fodboldverdenen og et brasiliansk antidoping-system, der ligesom i store dele af den øvrige verden knapt tager doping-tjek i fodbold, verdens rigeste og største professionelle sportsgren, alvorligt.

Vi tilgiver vindere meget, og det er ikke noget nyt, når fodbold i den grad er forvandlet til underholdning.

Men sporten risikerer at støde sit publikum fra sig ved at bruge medicin og doping til at levere unaturlige præstationer og skjule sig i skattely, mens der er pres på sundhedsvæsen, uddannelse og børnepasning – en leg, danske klubber også kommer betænkelig nær ved for eksempel at tænke i skat i forbindelse med transfers og  agenthonorarer.