Leder: Tre point er et must før de ubehagelige spørgsmål venter

Almaty er fire timer foran Danmark og tættere på Bangkok og Shanghai end den danske hovedstad - det er simpelthen ikke muligt for Danmark at komme længere væk hjemmefra i en kvalifikationsturnering.

Men selvom klubholdet Astana var i Champions League og rammerne ikke bliver meget mere fremmede, før den står på tre ugers sommerferie for landsholdsprofilerne, skal Kasakhstan-kampen bare give tre point, uanset hvor ferietrængende, spillerne (med rette) føler sig efter en 11 måneder lang sæson.

De tre point er afgørende for, at vi til efteråret kan stille de ubehagelige spørgsmål, når Åge Hareide til den tid har været landstræner i halvandet år.

I september kommer Polen til København, til oktober skal landsholdet til Podgorica og overbevise mod et montenegrinsk landshold med to spillere i Stevan Jovetic og Stefan Savic, der bedømt på 0-1 nederlaget i Parken og deres præstationer i Sevilla og Atlético Madrid ville være profiler på det danske landshold.

Kan Simon Kjær, Andreas Christensen og hvem Danmark ellers stiller med i defensiven revanchere de to kampe, hvor fejlene sendte Danmark i den kattepine, man er i nu i forhold til andenpladsen og toer-regnskabet?

Og kan landsholdet overhovedet score med det fornuftige udvalg af offensive spillere med flotte sæsoner i Premier League og Holland?

Fire af landsholdets mål i kvalifikationen blev scoret i Parken mod lørdagens modstander Kasakhstan – de tre mål i tre kampe mod Polen, Armenien, Montenegro og Polen er i hvert fald ikke det, der får klubberne i Europas fem største ligaer til at faxe store tilbud på Danmarks spillere.

Syv til ni point ligner minimum for Danmark, hvis man til november skal ud at duellere mod andre toere om en billet til VM i Rusland.

Der kommer i øvrigt endnu mere fokus på Rusland i de kommende uger, selvom det skulle synes umuligt.

Fra 17. juni til 2. juli spilles der Confederations Cup i Sochi, Kazan og storbyerne Moskva og Sankt Petersborg. I sidstnævnte by bliver det overordentlig interessant at se, om det skandaleramte stadion overhovedet er i nærheden af at være klart – det var her, det norske fodboldmagasin Josimar afslørede entreprenører i at have brugt nordkoreanske arbejdere under slavelignende forhold på den farlige byggeplads så sent som sidste år.

Russerne vil spille den sædvanlige plade om, at sport og politik skal adskilles, hvilket er tragikomisk på et nærmest uset niveau, når nu Ruslands magtapparat netop er nogle af dem i verden, der går længst for at spænde sport for deres egen politiske vogn.

Kommer landsholdet til VM i Rusland, vil DBU’s vilje til reform og åbenhed blive testet.

For vil russerne svare på, hvordan de tilbage i 2009 og 2010 sikrede sig VM gennem intenst lobbyarbejde?

Var der aftaler uden uddelingen af 2018- og 2022-værtskaberne om at bytte tjenester og stemmer?

Hvorfor blev de computere, den russiske VM-komité havde leaset til arbejdet, ødelagt?

Leverede man i lobbyarbejdet for slutrunden tjenester eller betalinger for ydelser, der i bagklogskabens klare lys (den uddeling af VM var historisk korrupt, selv efter FIFA-standard) ikke var etisk forsvarlige?

Skal vi virkelig tro på, ingen i komitéen kunne huske deres passwords til de email-konti, de havde kommunikeret gennem, og at de ”amerikansk-baserede” email-tjenester virkelig ikke kunne hjælpe med at genskabe de konti, som Rusland forklarede FIFA’s efterforsker Michael Garcia?

(Hvis det er en Gmail eller Yahoo-konto, tror jeg godt, jeg kan hjælpe med at løse mysteriet).

Og hvilke spillere i russisk fodbold var det, der ifølge McLaren-rapporten om systematisk doping i russisk sport blev taget med ulovlige stoffer i kroppen, uden det blev sanktioneret?

Der er masser at tage fat på, og selvom vi næppe skal holde vejret i fornuftig om udførlige svar, vil vi søge dem i det næste års tid frem mod Ruslands VM-åbning på Lusjniki Stadion 14. juni næste år.