Esbjerg løber ind i endnu et nederlag i 1. division
Foto: Getty Images
1. division

Esbjerg løber ind i endnu et nederlag i 1. division

Den nye virkelighed i Esbjerg har tilsyneladende ramt dem hårdt, og søndag blev det til et nederlag på 1-2 hjemme mod Thisted.

Livet i Superligaen endte meget skuffende for Esbjerg i denne omgang, og den efterfølgende tid som 1. divisionshold lader heller ikke til at være direkte lykkeligt for nedrykkerne. Søndag blev det nemlig til et nederlag på 1-2 hjemme mod Thisted.

Allerede før pausen var gæsterne kommet foran med to kasser, da Sonny Jakobsen og Glenn Rask havde nettet for Thisted i en halvleg, hvor Esbjerg også hev Parunashvili ud efter blot 38 minutters spil.

I anden halvleg vågnede Esbjerg lidt mere op, og de fik da også reduceret ved Mathias Kristensen. Udligningen kom bare aldrig, selovm vestjyderne havde gode muligheder for at hente det ene point. Men det kom altså aldrig.

Nederlaget er klubbens andet i træk efter fire kampe i denne sæsons 1. division. Det sender dem ned på en overraskende lav syvendeplads med bare seks point. Det er dog ikke kun i 1. division, at EfB har problemer. De røg for halvanden uge siden ud af pokalturneringen, da de tabte med 0-4 til Fredericia.

Thisted er derimod på andenpladsen med ni point - ét point efter Vejle, der fik 2-2 ude mod Skive.

Den anden Superliga-nedrykker, Viborg, vandt med hele 6-0 over Fremad Amager efter tre nederlag i træk. Her scorede holdets debutant Alexander Fischer til 1-0.