Video : Tipsbladet
1. division

Iniesta og co. køber FC Helsingør - her er prisen

Andres Iniestas firma er tæt på at overtage majoriteten af FC Helsingør, og det koster dem et tocifret millionbeløb, erfarer Tipsbladet.

Som Tipsbladet kunne fortælle torsdag eftermiddag, er firmaet Never Say Never, der tæller den tidligere FC Barcelona-stjerne Andres Iniesta som medstifter, i forhandlinger om at købe sig ind i FC Helsingør.

Nu kan Tipsbladet fortælle flere detaljer.

Never Say Never køber således 85 procent af klubben, hvis alt går vel, mens den nuværende ejer, Bo Bay Hougaard, så vil beholde de sidste 15 procent. Bo Bay Hougaard fortsætter desuden i klubben i en anden rolle som direktør.

Og beløbet, som det stjernespækkede firma skal hoste op med for at få fingrene i den kriseramte danske klub, er i omegnen af 15 millioner kroner, som Tipsbladet forstår det.

Tidligere har Never Say Never også haft kig på andre danske klubber i Superligaen eller divisionerne, og nu kommer firmaet altså ind i dansk fodbold.

FC Helsingør gør sig i 1. division, men har ikke vundet en kamp siden juli, er sidst i rækken og har kurs direkte mod en nedrykning.