Storaktionær kræver Lyngby-ledelsens afgang
Illustration
1. division

Storaktionær kræver Lyngby-ledelsens afgang

Hellerup Finans kan fortsætte som storaktionær og sponsor i Lyngby, hvis klubbens ledelse trækker sig.

Tirsdag kom det frem, at Lyngby Boldklubs hovedsponsor og storaktionær Hellerup Finans er parat til at trække sig fra samarbejdet som følge af episoder på en sponsortur, klubben arrangede tidligere på efteråret. Hellerup Finans er en hjørnesten i Lyngbys økonomiske fundament, idet virksomheden har skudt 18 millioner kroner i klubben og ejer 46 procent af aktierne Desuden stod finanshuset Hellerup Finans til at være primus motor i en proces, der skulle rejse 40 millioner kroner yderligere til klubben.

Nu kan alle disse aftaler og hensigter ryge på gulvet efter en sponsortur til Madrid i november, hvor der skete ting og sager, som Hellerup Finans ikke kan stå inde for. BT skriver onsdag, at sponsorturen både indeholdt strip og druk, og derfor ønsker Hellerup Finans ikke at samarbejde med den nuværende Lyngby-ledelse. 

Dog kan Hellerup Finans fortsætte som storaktionær, hvis Lyngby Boldklubs nuværende ledelse trækker sig. Det fastslår Hellerup Finans' direktør Torben Jensen.

- Vi har sagt, at ledelsen med Christian Hill-Madsen (klubbens direktør, red.) må gå, hvis vi skal blive ombord. Det er vigtigt for mig at understrege, at dette ikke er en aktion mod boldklubben, som vi holder med og af og gerne bistår i bestræbelserne på at komme i Superligaen, men det er en klar afstandtagen til ledelsens menneskelige værdier. Dér må vi bare sige, at det kan vi ikke arbejde med, siger Torben Jensen til BT.

Han medgiver, at Hellerup Finans' trussel stiller Lyngby i en vanskelig økonomisk situation.

- Det gør det formentlig, men hvis ledelsen går af, så er der ingen problemer fra vores side, men hvis de bliver, så må de ud og finde penge andetsteds. Både til drift og til os, siger Torben Jensen.

Torben Jensen ønsker ikke at bekræfte historierne om druk og strip, men understreger, at Hellerup Finans ikke kan forene sig med Lyngby Boldklubs værdier under den nuværende ledelse. 

Lyngby Boldklub har ikke kommenteret historien officielt udover en kort kommentar til finans.dk tirsdag.

- Det er korrekt, at Hellerup Finans har afbrudt vores samarbejde og stopper ved udgangen af denne måned. Det kommer meget bag på os, men deres begrundelse er, at de har været med på en sponsortur til Madrid, hvor nogle deltagere foretog sig ting i privat regi, som de ikke kunne stå inde for, sagde direktør Christian Hill-Madsen til finans.dk.

Noget tyder dog på, Hellerup Finans ikke har trukket sig helt endnu, men at storaktionæren kan fortsætte, hvis den nuværende ledelse trækker sig.