Tidl. AGF- og SIF-spiller erstatter Hagelskjær i Fredericia
1. division

Tidl. AGF- og SIF-spiller erstatter Hagelskjær i Fredericia

Forsvarsspilleren Frans Dhia Putros er på plads i FC Fredericia, bekræfter 1. divisionsklubben.

FC Fredericia har fundet afløseren til Nikolaj Hagelskjær, der skiftede til Esbjerg fB i sidste uge.

Det er den tidligere AGF- og Silkeborg IF-spiller Frans Dhia Putros, Fredericia henter til klubben.

Putros har været klubløs siden bruddet med Silkeborg i sommer og har tidligere været til prøvetræning i Island.

Nu er han på plads i Fredericia, hvor han har underskrevet en toårig kontrakt.

- Jeg er rigtig glad for, at vi har fået ham ind. Det er en spiller, vi kan hjælpe med at blive bedre, og han kan gøre os bedre. Han er en spiller med gode egenskaber. Han er god i både det offensive og defensive spil. Og han kan dække flere pladser, siger FCF-cheftræner Jesper Sørensen til klubbens hjemmeside.

22-årige Putros kan spille højreback, midterforsvarer og på den defensive midbane.