Vejle tog point fra Vendsyssel og hopper op på førstepladsen
Foto: Ida Munch/Polfoto
1. division

Vejle tog point fra Vendsyssel og hopper op på førstepladsen

Superligaen er i den grad indenfor rækkevidde for Vejle, der nu står øverst på skammelen i 1. division.

Vejle har sat sig på førstepladsen i 1. division efter et 1-1-resultat mod Vendsyssel i et vaskeægte topopgør i 1. division - også kaldet Bet25-ligaen. Det ene point betyder, at Vejle nu er på førstepladsen, da de har en bedre målscore end både modstanderen Vendsyssel og Lyngby. Begge hold har dog spillet en kamp færre end Vejle, der har spillet 10.

Vejle kom bedst fra start i kampen, da Hakan Redzep med et langskud gjorde det til 1-0 efter 32 minutter. Den føring fortsatte i godt en halv time før Vendsyssel svarede igen med det udlignende mål, da Rune Frandsen kom alene igennem og scorede.

Flere mål kom der ikke, og dermed rykker Vejle op på førstepladsen. Det kan dog hurtigt ændre sig, når Lyngby søndag skal møde FC Vestsjælland på udebane. Et hold, der har haft store problemer siden nedrykningen fra Superligaen.

Vejles førsteplads er desuden også interessant at se på, da det ikke er længe siden, at klubben kæmpede mod konkurs, men den tid er langt væk nu, og med tre oprykkere til Superligaen i denne omgang ser det ud til, at Vejle nu har gode muligheder for at vende tilbage til landets bedste række, som de tidligere har vundet fem gange.