Vendsyssel-forsvarer: Kan ikke blive ved med at sige, vi har spillet godt
1. division

Vendsyssel-forsvarer: Kan ikke blive ved med at sige, vi har spillet godt

Vendsyssel-forsvarer Søren Henriksen fortæller, at klubben har spillet fint i 2016, men at det er lidt ligegyldigt, for det er i sidste ende sejrene, der tæller.

Tre kampe, tre nederlag. Ikke godt for et mandskab som Vendsyssel, der er med i oprykningskampen i 1. division. Noget, som holdets forsvarsspiller Søren Henrikse da også pointerer over for klubbens hjemmeside.

 - Vi har langt fra fået de point, som vi havde håbet på, men vi synes stadigvæk, at det ser nogenlunde ud med spillet. Det har langt fra været håbløst, selvom vi har tabt, og jeg synes egentlig, at vi generelt har spillet okay. Vi var dårlige imod HB Køge (1-0, red.), men jeg ville have være mere bekymret, hvis vi havde spillet tre kampe som den, og det har vi ikke. Jeg er ikke i tvivl om, at det nok skal vende.

- Men når det er sagt, kan vi heller ikke blive ved med at sige, at vi spillede godt, og at det har set nogenlunde ud, for det handler nu en gang om at vinde.

Vendsyssel kan se frem til at revanchere de tre nederlag på stribe, når Henriksen og kompagni gæster oprykningskonkurrenterne fra Silkeborg på Mascot Park i morgen aften. Kampen fløjtes i gang klokken 18:00 og kan følges på TV3 Sport 1.