Viborg-sportschef: Jeg fik hvisket navnet i øret
Foto: Ida Munch/Polfoto
1. division

Viborg-sportschef: Jeg fik hvisket navnet i øret

OPRYKNINGSKAMPEN: Serge Deble har været NordicBet Ligaens måske bedste spiller indtil videre. Sportschef Ole Nielsen fra Viborg fortæller her, hvordan han fandt Deble.

Søndag mødes NordicBet Ligaens nummer et og nummer to i Aarhus, når AGF får besøg af topholdet Viborg. Og AGF-forsvaret kan godt begynde at forberede sig på Viborg-angriber Serge Deble. Den 25-årige ivorianer har været afgørende for et hold, der ikke har lavet vildt mange mål. 10 af Viborgs 35 kasser har den ivorianske angriber, der skiftede til Viborg på en fri transfer i sommer, lavet. Et nøgleindkøb og en nøglespiller for en klub, der er tæt på at indfri forventningerne om at vende tilbage til Superligaen.

Det må være de færreste, der ærligt kan sige, at de kendte til Deble, inden han skiftede til Viborg. En af de få er manden, der hentede ham - Viborg-sportschef Ole Nielsen. Men hvordan finder man Serge Deble, og hvilket arbejde bliver der lavet bag kulissen? Ole Nielsen fortæller.

- Jeg havde set Deble i 2010, hvor han blev kåret til den bedste spiller i Toulon-turneringen (Prestigefyldt turnering for ungdomslandshold, red.), så jeg kendte ham godt, siger sportschefen til tipsbladet.dk.

- Det startede med, at jeg fik hvisket hans navn i øret af en agent i sommer. Jeg fandt ud af, at Shirak - den armenske klub han spillede for - havde økonomiske problemer, og at han ikke havde fået løn. Derfor var han transferfri. Så begyndte jeg at finde mine gamle papirer frem fra 2010, og jeg lavede research og fandt ud af, at han måske ikke havde fået den bedste rådgivning gennem årene. Og at potentialet stadig var der.

- Fra hans navn dukker op, til vi tilbyder ham en kontrakt, går der måske tre uger. Jeg skulle lige bruge noget tid til at finde ud af, hvad der var sket fra 2010 til 2014. Har han været slemt skadet, eller har han taget markant på i vægt? De ting skulle jeg vide. Vi så hurtigt, at vi havde mulighed for at tilknytte en spiller med topkvalitet.

Serge Deble bliver hurtigt inviteret til prøvetræning i Viborg, og her har sportschef Ole Nielsen mulighed for at se og tale med ivorianeren. Passer han ind i Viborg-kulturen, hvordan er hans mentalitet? Spørgsmål, som er vigtige, for selv om en spiller er dygtig og talentfuld, kan han have problemer med at finde sig til rette i en helt ny kultur.

- Det var ret nemt at se, at der var tale om en ung og ambitiøs spiller, der havde truffet nogle forkerte valg gennem årene. Jeg kunne mærke, at vi havde mulighed for at tilknytte en dedikeret og dygtig spiller til Viborg. En spiller, der gerne ville have karrieren tilbage på rette køl. Så jeg var ret sikker på, at hvis vi tog hånd om denne unge mand, ville vi få en god spiller. Jeg kunne se, at det var win-win for os og Deble, siger Ole Nielsen, der er meget tilfreds med angriberens indsats ind til videre:

- Han har snart været her i otte måneder, og det har bestemt været et positivt bekendtskab. Vi har haft en god periode med ham, og det bliver også spændende at følge, hvis vi forhåbentlig rykker op i Superligaen. Jeg tror, han kan blive en topspiller i Superligaen, og vi skrev en treårig kontrakt med ham, fordi vi selvfølgelig også havde forretningen for øje.

Serge Deble har en fortid på det ivorianske U/20- og U/23-landshold. I sin aktive karriere har han tidligere været forbi engelske Charlton Athletic og franske Nantes.

Ole Nielsen var indtil i maj sportschef for SønderjyskE, hvor han havde et fint cv som sportschef. Ole Nielsen var manden, der blandt mange andre hentede Ruben Okotie og Lasse Vibe til klubben.

Hele foråret vil tipsbladet.dk dække oprykningskampen i 1. division ved at følge de tre klubber, Viborg FF, AGF og Lyngby BK der har henholdsvis 51, 42 og 39 point i tabellen.