Wieghorst håber på kamp 10 i træk som ubesejret
Foto: Casper Dalhoff / Polfoto
1. division

Wieghorst håber på kamp 10 i træk som ubesejret

AGF kan torsdag aften tage et stort skridt i retning af oprykning til Superligaen, hvis holdet kan nedlægge HB Køge.

AGF har virkelig fået fart på i jagten på igen at blive Superligahold. I forårets fem kampe er det blevet til tre sejre og to uafgjorte, og da Lyngby BK på samme tid er gået helt i stå med bare to point i syv kampe, er Aarhus-holdet strøget forbi i tabellen. 
 
Hvis man til AGF's fine forårsstart lægger efterårets fire afsluttende sejre, giver det den en ubesejret stime på hele ni kampe, der har kastet hele 23 af 27 mulige point af sig. Torsdag aften kan AGF for alvor efterlade Lyngby i Superliga-jagten, da man her spiller en udsat kamp ude mod HB Køge. Ender det med sejr til AGF, vil holdet have seks point forspring til Lyngby BK inden weekendens kommende spillerunde, hvor AGF hjemme i Aarhus møder det absolutte tophold fra Viborg FF.
AGF-træner Morten Wieghorst er naturligvis glad og meget tilfreds med den lange stime som ubesejret, men han er også klar over, at stimen en da får ende.  
 
- Hvis du vil være tophold, skal du ramme de her stimer, og det er godt, at vi har gjort det nu, men det får os ikke til at læne os tilbage. Når du har gang i sådan en stime, handler det om at arbejde endnu hårdere for at holde den gående. Vi tænker ikke på, om det er ni eller ti eller elleve kampe, siger Morten Wieghorst til stiften.dk
 
- Vores udgangspunkt er altid at forberede os til den næste kamp, og udvise den nødvendige ærgerrighed. Dét skal der til for at fastholde en god periode. Hvis man begynder at tro, at det kommer af sig selv, fordi man ikke har tabt længe, så taber man. Vi ved jo, at det alligevel stopper på et eller andet tidspunkt, men det gælder om at skubbe det foran sig i så lang tid som overhovedet muligt.
 
HB Køge er placeret midt i rækken men har vundet i de seneste to spillerunder og kun tabt en gang i foråret.
 
HB Køge - AGF bliver sat i gang klokken 20.30