- Jeg er nødt til at være virkelig god

Kunne ikke trække 
vejret normalt

Siden sidste sommer har der ellers ikke været meget at grine af på den sportslige front for David Devdariani. Forløbet var nærmest tragikomisk. Hidtil havde han kun været ramt af småproblemer, især med hasesenen, som har kostet kortere pauser. Men efter et skift af fodboldstøvler sidste sommer begyndte den ene hæl at gøre ondt.

”Jeg troede først, at det bare var en vable. Jeg spillede videre og tænkte, at det skulle gå over af sig selv. Men den blev ved med at gøre ondt, og så viste en undersøgelse hos lægen, at jeg havde fået et problem med hælknoglen, der stak for langt ud. Stadig prøvede jeg at spille videre, men i oktober fik jeg så det andet problem med ribbenet.”

”Jeg spillede mod OB i en superliga-kamp, men kun en halv time. Dagen efter skulle jeg være med i en reserveholdskamp mod Lyngby for at komme i form. Under kampen var jeg i en nærkamp med en anden spiller og følte en lille smule smerte efter en vending. Jeg fortsatte med at spille bagefter. Jeg trænede de næste tre dage for at blive klar til næste Superliga-kamp. Dagen inden kampen havde vi en let gang træning, som vi normalt har. Der kom et indlæg, og jeg flugtede til bolden i luften. Jeg drejede overkroppen for at nå derhen. Så følte jeg ryk i ribbenet. Det var virkelig smertefuldt, og jeg kunne ikke trække vejret normalt. Der vidste jeg, at der var noget galt. Derefter gjorde det virkelig ondt. Ledbåndet ved ribbenet var revet over,” forklarer David Devdariani.

”Man kan ikke få det opereret. Det skal gro sammen af sig selv, og det er en svær proces, for hver gang man trækker vejret, flytter det sig. I enhver bevægelse er det aktivt, uanset om man bare går, bukker sig eller vender sig. Det er svært at holde det stabilt. Jeg skulle gå med en slags bandage, der holdt det stramt.”

”Det eneste gode ved det var, at jeg i mellemtiden kunne komme mig over hælproblemet. Da det med ribbenet skete, skulle jeg hvile, og så besluttede vi, at løse hælproblemet samtidig. Så jeg fik en operation på hælen den 14. december, hvor de skar et stykke af knoglen af. Siden da har jeg bare skullet komme mig og træne med fysioterapeuten, men jeg begyndte dog at træne igen før sommerpausen sammen med holdet. Så har jeg været på ferie, hvor jeg mærkede en lille smule irritation, men nu har jeg det bedre.”

Hjælper ikke at spekulere

David Devdariani har altså været hårdt ramt, men han føler sig ikke generelt specielt uheldig.

”Nej, jeg er ikke så overtroisk. Men jeg må indrømme, at de to skader er mystiske. Jeg har hørt om hælskader til spillere før, men den her type er ikke almindelig. Og ribbensbruddet har jeg aldrig hørt om skulle være sket for en fodboldspiller før. Jeg vidste ikke engang, at mennesker har ledbånd ved ribbenene. Så jeg følte mig ikke uheldig, men frustreret. Jeg vendte det øjeblik, hvor jeg fik ribbensskaden, oppe i hovedet igen og igen. Der var 1000 måder, jeg kunne have undgået det på. Hvis bare jeg havde løbet i en anden retning, eller vendt og drejet kroppen i en anden bevægelse, da det skete.”

Havde det været nemmere at acceptere at sidde ude, hvis det var på grund af typiske fodboldskader, som knæet, låret, anklen, hasesenen osv?

”Måske. Som fodboldspiller er man vant til en vis type af skader. Som jeg sagde, tænker jeg over, at jeg kunne have undgået skaden, hvis bare jeg havde bevæget mig i en anden retning. Lige fremad eller noget. Men det skete bare, og man er nødt til at acceptere det, selvom det er hårdt. Hvis man tænker for meget over det, hjælper det ikke. Så bliver man bare i dårligt humør. Man må komme videre.”

”Jeg har langt fra mistet modet af det her. Det ville kræve mange langvarige skader, for at jeg ville overveje at kvitte fodbolden. Det ville kræve meget at stoppe nu og lave noget helt andet. Jeg har været i den her sport i et stykke tid og har valgt at satse på den. Inden jeg blev professionel, tog jeg en bachelorgrad i sportsvidenskab fra universitetet i Tbilisi, men det ville kræve en kandidat- eller mastergrad for at jeg rigtig ville kunne bruge uddannelsen til noget.”

”Derfor skulle jeg læse videre på universitetet, og det ville kræve meget tid. Jeg ville være nødt til at stoppe med fodbolden lige nu og fokusere på at læse. Det har jeg ikke lyst til lige nu. Jeg kan ikke rigtig forestille mig at leve uden fodbold. Jeg elsker sporten. Måske kan jeg blive træner, når jeg engang stopper. Min uddannelse pegede den vej. Lige nu ved jeg dog ikke, om jeg skal være træner,” siger David Devdariani og løfter sløret for den største frustration ved at sidde udenfor:

”Da jeg sad uden for, var det svært for mig at se holdet spille. Uanset om det gik godt eller dårligt, havde jeg lyst til at komme ind og banen og hjælpe med at forandre spillet til vores fordel. Desværre kunne jeg ikke. Som træner er jeg bange for, at jeg ville stå med den samme fornemmelse. Jeg kunne selvfølgelig lægge taktikken, men i selve kampen, ville jeg ikke kunne gøre noget. Det ville være frustrerende. Især når man selv har spillet meget fodbold.”

Hård konkurrence 
om pladsen

Mens David Devdariani har siddet ude, har han kunnet se AGF præstere langt over forventet for en oprykker til Superligaen. AGF rykkede suverænt op med Devdariani som en af de absolutte profiler, men selv uden ham imponerede århusianerne ved at slutte på femtepladsen og kvalificere sig til Europa League.

”De præsterede glimrende. Jeg har næsten ikke ord til at beskrive det. Da vi rykkede op, snakkede alle om, om AGF nu kunne blive i Superligaen, eller vi ville rykke ned. Men så ”Boom”, er AGF pludselig kvalificeret til Europa League. Det er en stor overraskelse for vores kritikere. Efteråret var rigtig godt. Vi mistede nogle point til hold, der lå lavere pt end os i tabellen, men vi spillede godt mod topholdene.”

”Gutterne og trænerne gjorde det bare virkelig, virkelig godt sidste år. Der er ikke så meget, jeg kan tilføje, for factsene taler for sig selv.”

”For at opnå den succes må hele holdet være på et højt niveau. Det er ikke nok, at nogle få er det. Derfor kan jeg heller ikke rigtig nævne én spiller, som skilte sig ud. De erfarne på vores hold gjorde det rigtig godt. Martin Jørgensen, Søren Berg, Peter Graulund, Atle Roar Håland. Aron Johansson er også på vej frem og var vigtig i foråret. Jeg vil også sige, at den gode atmosfære i truppen og i omklædningsrummet hjalp. Stemningen er rigtig god i klubben, og det hjælper holdet med at præstere bedre.”

”Jeg følte mig som en del af holdet, mens jeg var væk. Selvom man ikke spiller, kan man hjælpe med at skabe en god atmosfære. Jeg tog til alle kampene i stedet for bare at sidde derhjemme. Jeg ville ikke bare sige: ”Åhh, de spiller, men jeg spiller ikke, så jeg er ligeglad.” Sådan fungerer det ikke, når man er en del af et hold. Mark Howard var skadet hele sæsonen sammen med mig, mere eller mindre, og hvis du spørger ham, vil han sikkert sige det samme. Jeg modtog også masser af støtte og opmuntrende ord fra holdkammeraterne gennem hele perioden.”

David Devdariani kan både spille på kanten, eller centralt som hængende angriber, men han ved ikke helt, hvor han står i Peter Sørensens planer p.t.

”Mod OB spillede jeg som hængende angriber, men vi har ikke rigtig talt om, hvilken plads jeg skal spille. Jeg kan spille på kanten eller i midten. Det gør ikke en stor forskel for mig. Jeg føler mig tilpas på begge positioner. Det vigtigste er bare at spille, når man har været så lang tid ude.”

”Jeg har ikke en foretrukken angrebsmakker. Jeg har ikke haft chancen for at spille så meget sammen med Søren Larsen, men han er tidligere dansk landsholdsangriber, og der kommer man ikke med, medmindre man kan noget. Graulund behøver jeg jo ikke sige noget om. Han er en levende legende i klubben. Aron var inde i en god udvikling sidste år. Jeg må være glad for at spille sammen med hvilken som helst af dem.”

”Vi har også den nye fyr Morten Moldskred og den anden Davit (Skhirtladze, red.). Vi er faktisk mange angribere. Det bliver svært for mig at komme tilbage på holdet, når der er så meget konkurrence. Jeg er nødt til at være virkelig, virkelig god,” erkender David Devdariani.