Bendtner: Jeg havde scoret på straffesparket
Foto: Lars Poulsen/Polfoto
Generelle

Bendtner: Jeg havde scoret på straffesparket

Nicklas Bendtner var med vanlig selvtillid sikker på, at han havde scoret, hvis det var ham, der havde stået med bolden fra 11 meter, da Agger brændte.

Danmark vandt 2-0 over Serbien lørdag aften i EM-kvalifikationen, hvor Yussuf Poulsen og Jakob Poulsen stod for de danske scoringer. Det kunne dog også være blevet til ét mere, da Danmark fik et straffespark i midten af første halvleg.

Det tog Daniel Agger sig af, men brændte altså. Inden sparket havde Nicklas Bendtner forsøgt at få Agger til at lade ham sparke, men fik ikke lov. Efter kampen havde Nicklas Bendtner følgende at sige til Kanal 5 om situationen.

- Vi står der som vi plejer. Jeg mener angriberen burde sparke, de mener noget andet. Jeg føler, at jeg havde scoret, hvis jeg havde sparket. Det blev ikke sådan, og jeg lyttede til, hvad der blev sagt udefra.

Dog kunne Nicklas Bendtner i stedet glæde sig over, at det var ham, der leverede assisterne til de to scoringer.