Ajax-træner forsvarer udskældt Dolberg
Foto: Alex Grimm/Getty Images
Benelux

Ajax-træner forsvarer udskældt Dolberg

Kasper Dolberg har ikke imponeret fra sæsonstarten, men Ajax-træner Marcel Keizer forsvarer den danske angriber.

Sæsonen er efterhånden nogle kampe gammel for AFC Ajaxs vedkommende, og Kasper Dolberg jagter stadig sin første scoring for Amsterdam-klubben. I sidste sæson scorede danskeren mål på samlebånd.

Derfor er det også blevet bemærket, at Kasper Dolbergs mål lader vente på sig, og danskeren er ligeledes blevet kritiseret for, at han ikke har deltaget nok i spillet for Europa League-vicemestrene.

Nu tager Ajax-træner, Marcel Keizer, Kasper Dolberg i forsvar.

- Hvor mange reelle chancer, har han haft? Han har haft to eller tre skud på mål. Men jeg forstår godt spørgsmålet i den forstand, at han skal komme frem til flere chancer. Det arbejder vi på. Vi skal involvere ham mere i spillet, siger Ajax-træneren ifølge hollandske medier.

Kasper Dolberg får endnu en chance for at score sit første sæsonmål, når Ajax torsdag møder Nicklas Bendtner og Rosenborg i Europa League-playoff.