Fransk topklub lurer på Lukas Lerager
Foto: Allan Høgholm/Getty Images
Benelux

Fransk topklub lurer på Lukas Lerager

Den franske topklub Nice har et godt øje til den danske midtbanespiller Lukas Lerager.

Den danske midtbanespiller Lukas Lerager har gjort det fremragende for Zulte Waregem i denne sæson. Han har faktisk gjort det så godt, at de belgiske pokalvindere forventer at sælge Lerager til sommer. 

Allerede i januars transfervindue var der stor interesse for den tidligere Viborg-spiller, og blandt bejlerne var Bordeaux. De er fortsat inde i billedet omkring Lukas Lerager, skriver Voetbalnieuws, der samtidig melder, at topklubben Nice også lurer på den 23-årige midtbanespiller. Nice, der blandt andre har Mario Balotelli i truppen, er aktuelt nummer tre i Frankrig.

Zulte Waregem kræver angiveligt fire millioner euro - 30 millioner kroner - for Lukas Lerager, og dermed satser klubben altså på at score en stor gevinst på danskeren, der blev hentet for i omegnen af tre millioner kroner i Viborg FF. 

Lukas Leragers agent, Michael Stensgaard, fastslog i sidste uge, at danskeren efter alt at dømme skifter til klub til sommer.

- Lukas har gjort det utrolig godt, og allerede i januar kunne vi mærke, at der er rigtig stor interesse for ham. Vi har en god dialog med klubben, og det ser da positivt ud i forhold til et klubskifte til sommer. Vi må se, hvad det ender med, men det kunne da godt tyde på, at det er det (et salg, red.), der kommer til at ske, sagde Michael Stensgaard til tipsbladet.dk.

Lukas Lerager har i denne sæson scoret seks mål i ligaen for Zulte Waregem.