Jørgensen: Feyenoord større end FCK
Foto: Feyenoord
Benelux

Jørgensen: Feyenoord større end FCK

Nicolai Jørgensen kalder Feyenoord en større klub end FC København, og han satser på at lave over 15 mål i den kommende sæson.

Nicolai Jørgensen skal fremover tørne ud for Feyenoord, der har købt den danske landsholdsspiller i FC København og udstyret ham med trøjenummer 9 - et nummer, der traditionelt er store forventinger forbundet til. Store forventninger har Jørgensen også til sig selv og til opholdet, og han ser Feyenoord som et skridt op i forhold til FC København, selv om han er skiftet fra en national storklub til en anden.

- Jeg synes, der spilles interessant fodbold. Feyenoord viste stor interesse, og for mig er det en storklub. Feyenoord er en større klub end FC København, siger Nicolai Jørgensen til NOS og understreger, at han satser på at score en masse mål i den kommende sæson:

- Jeg scorede i sidste sæson 15 mål for FC København, og jeg tror, jeg kommer til flere chancer her, da fodbolden i Holland er mere offensiv. Så jeg bør være i stand til at lave flere mål.

Feyenoord sluttede i den forgangne sæson på tredjepladsen i Æresdivisionen.