Pris på Scholz: 22,5 millioner kroner
Illustration
Benelux

Pris på Scholz: 22,5 millioner kroner

Alexander Scholz koster Anderlecht 22,5 millioner kroner at købe fri af Lokeren.

Den belgiske storklub Anderlecht forsøger at få fingrene i den danske U/21-landsholdsspiller Alexander Scholz, der længe har gjort en god figur for Lokeren, der aktuelt er nummer fem i den belgiske liga. Interessen fra Anderlecht har stået på i lang tid og har været offentligt kendt i lige så lang tid.

- Det er ikke første gang, at Anderlecht viser interesse for en af vores spillere, men den rigtige pris skal matches, siger Lokerens sportsdirektør Willy Reynder til belgiske medier.

Den pris er ifølge flere kilder 3 millioner euro – 22,5 millioner kroner. I sidste uge kunne BT fortælle, at Anderlecht har i sinde at byde et sted mellem 10 og 15 millioner kroner for Alexander Scholz, men det er altså tilsyneladende ikke nok til at lokke forsvarsspilleren væk fra Lokeren.

Så Anderlecht skal have en endnu tykkere tegnedreng op af lommen, hvis Scholz skal få sit ønske om et klubskifte opfyldt allerede i januars transfervindue.