Skadet Dolberg i kapløb med tiden
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Benelux

Skadet Dolberg i kapløb med tiden

Den danske angriber er tvivlsom til søndagens "De Klassieker" mod Feyenoord.

Han missede landskampen mod Rumænien, og måske går den 19-årige angriber Kasper Dolberg også glip af opgøret mod Feyenoord på søndag.

I hvert fald døjer danskeren fortsat med den skade, der også holdt ham ude af landskampen, og Ajax kæmper hårdt for at få Kasper Dolberg klar til opgøret mod Feyenoord og Nicolai Jørgensen søndag.

Aktuelt er Ajax seks point efter Feyenoord i toppen af den hollandske liga, og klubben er derfor pisket til at vinde opgøret.

Det vil dog være et slag, hvis klubben skal spille uden Kasper Dolberg, der med 13 kasser i ligaen har været vigtig for Ajax - ikke mindst på Amsterdam Arena, hvor Dolberg har scoret 12 af sine 13 ligamål. Dolbergs eneste mål på udebane kom i øvrigt mod netop Feyenoord, hvor han flot sparkede bolden over Feyenoords keeper til 1-0 i et opgør, der endte 1-1.

De Telegraaf fortæller, at den 19-årige dansker har modtaget intensiv behandling i forsøget på at få ham klar til søndag, mens Algemeen Dagblad fortæller, at mens andre spillere har holdt fri, har Dolberg har været i klubben i forsøget på at blive klar.

Ifølge hollandske medier er det en lårskade, der driller, mens DBU i sidste uge skrev, at Dolberg har problemer med lysken.

Seneste kamp for Kasper Dolberg var en hjemmekamp mod FC København i Europa League, hvor han vandt et straffespark, som han selv scorede på.

Nicolai Jørgensen fra Feyenoord var også ude af Danmarks landskamp, men han ser ud til at blive fit til opgøret, hvor han ventes at starte inde.