Twente vil af med Joshua John
Illustration
Benelux

Twente vil af med Joshua John

Joshua John har tidligere udtrykt ønske om at blive i Twente, men nu ser det ud til, at den hollandske klub vil af med kantspilleren. 

Med få dage tilbage af transfervinduet er den tidligere Superliga-profil Joshua John på vej væk fra Twente.

Den hollandske kantspiller har ellers tidligere udtalt, at han ønskede at blive i Twente, men nu ser det ud til, at klubben fra Æresdivisionen vil af med spilleren. Det hollandske medie De Telegraph skriver således, at Joshua John er uønsket i Twente, der arbejder på at komme af med ham inden transfervinduets lukning den 2. september. 

Joshua John har tidligere været sat i forbindelse med FC København, men hollænderen udtalte tidligere på sommeren, at han ville satse på at spille sig på holdet i Twente. Det ser ikke ud til at blive tilfældet, så derfor er han altså nu på vej videre til en ny klub. 

Om FC København stadig er interesseret, er uvist. Den danske mesterklub har tidligere været ude efter forstærkninger til venstrekanten, men senest har sportsdirektør Carsten V. Jensen nedtonet jagten på en spiller til den position

Transfervinduet lukker ved midnatstid mandag den 2. september, og her skulle Joshua John altså gerne have en ny klub. Det ser i hvert fald ikke ud til, at han har en fremtid i Twente. 

Den hollandske klub forsøger også at komme af med angriberen Glynor Plet, der for nogle år siden var til prøvetræning i OB.