Video : Tipsbladet
Bundesliga

Bayern München sagde nej til Zlatan Ibrahimovic

Bayern München havde i 2001 muligheden for at skrive kontrakt med Zlatan Ibrahimovic, men Malmøs pris var for høj.

Hvem siger nej, når muligheden for at skrive kontrakt med Zlatan Ibrahimovic byder sig?

Listen over de klubber er nok få, men ikke desto mindre er Bayern München en af de klubber, der har sagt nej til den svenske angriber. Det er dog ikke noget, der er sket for nylig. 

Før Zlatan tilbage i 2001 skiftede Malmø ud med Ajax, havde den tyske storklub Bayern München muligheden for at skrive kontrakt med den talentfulde angriber. De valgte dog at sige nej tak.

- Vi havde kontakt med Hasse Borg (Daværende sportschef i Malmø FF, red), men Bayern sagde: "Nej, så mange penge betaler vi ikke for en ungdomsspiller." Det var vel godt nok, for Bayern har vundet flere titler end Ajax og Juventus. Så Bayern har ikke gjort noget forkert. I sidste ende er det titlerne, som betyder noget, siger Björn Andersson, der er tidligere scout i Bayern München, til Fotbollskanalen.

Både den tyske klub og den svenske angriber kan dog siges, at have haft succes uden hinanden. Bayern Mïnchen har vundet Bundesligaen et utal af gange siden, ligesom de også har kunnet løfte pokalerne for den tyske pokalturnering og Champions League. Zlatan Ibrahimovic har i mellemtiden nået at vinde mesterskaber i Holland, Italien, Spanien og Frankrig.