Everton slog Bendtner og Wolfsburg
Illustration
Bundesliga

Everton slog Bendtner og Wolfsburg

Nicklas Bendtner fik 75 minutter på banen, da Wolfsburg tabte med 0-2 til Everton.

Nicklas Bendtner og Wolfsburg skulle torsdag aften bruge et point mod Everton for at spille sig videre i Europa League. Denne mission gik dog ikke som ventet, og nu venter en afgørende kamp mod Lille efter Everton-sejr på 0-2.

Wolfsburg med Nicklas Bendtner på banen startede godt med flere store tilbud i indledningen. Især Ivan Perisic havde store chancer med både spark og hovedstød, mens Everton i den anden ende var farlige på omstillinger.

Det var tæt på at give pote for gæsterne efter 13 minutters spil, da Distin´s hovedstød tog overliggeren. Wolfsburg fortsatte med at skabe muligheder, og fik blandt andet en scoring annulleret. Nicklas Bendtner forlængede bolden med hælen til Ivan Perisic, der dog måtte se sin scoring blive annulleret for offside.

Kevin de Bruyne misbrugte kort efter, og så slog Everton til. På et kontraangreb kom Romelu Lukaku alene igennem, og scorede sikkert til 0-1. Et resultat, som blev cifrene ved pausen.

Wolfsburg pressede videre i anden halvleg, hvor Nicklas Bendtner scorede ti minutter efter pausen. Danskerens hovedstød blev dog korrekt annulleret for offside.

I den anden ende kom McGeady tæt på med en halv time igen, men misbrugte et stort tilbud i feltet. I slutfasen pressede Wolfsburg på for udligningen, men begyndte at virke trætte, mens gæsterne spillede klogt. 

Nicklas Bendtner forsøgte sig på ny med hælen med tyve minutter igen. I stedet lukkede Everton dog opgøret med et kvarter igen, da Kevin Mirallas i feltet køligt sparkede gæsterne på 0-2. Scoret blev der ikke yderligere, og dermed er Wolfsburg endnu ikke videre i Europa League.

Wolfsburg kan dog glæde sig over, at Lille skuffede i torsdagens opgør mod Krasnodar, hvor det franske mandskab måtte nøjes med 1-1. Med tre points forspring samt en bedre målscorer skal meget gå galt for Wolfsburg, hvis videre avancement ikke skal blive en realitet.