Guardiola håber på tysk stjerne
Foto: Kirsty Wigglesworth/Polfoto
Bundesliga

Guardiola håber på tysk stjerne

Bastian Schweinsteiger er fortsat et emne i engelsk fodbold, men i Bayern håber man på at holde på den tyske stjerne.

I Bayern München kan man næppe påstå, at den forgangne sæson var en skidt af slagsen. Klubben vandt tidligt og komfortabelt Bundesligaen, mens det blev til semifinaler i både DFB Pokal og Champions League. Alligevel har sæsonen skabt flere kritikere, der kræver handling på Allianz Arena. 

Flere interessante emner er da også på blokken i München. Den anden vej kan flere stjerner dog ligeledes forlade klubben, og et af de største emner er verdensmesteren Bastian Schweinsteiger. 

Især Manchester United har meldt sig på banen, og i Bayern-ledelsen har man udtalt, at den tyske profil kan være fortid denne sommer. Klubbens træner Pep Guardiola håber dog fortsat på at kunne holde på spilleren: 

- Jeg har allerede sagt og hørt utroligt meget om Bastian Schweinsteiger. Jeg kan dog let understrege, at fremtiden ene og alene er hans egen beslutning. Det afhænger af, hvad han vil, men jeg tror, at han bliver. Hvis han vælger at blive her i Bayern München, vil det være en helt perfekt beslutning for mig. Han er en spiller fra den øverste hylde, siger Pep Guardiola til Sky Sports.

Bastian Schweinsteiger har et enkelt år tilbage af sin kontrakt. Bliver det til exit, er denne sommer af samme grund den bedste mulighed for den tyske storklub.