Der var ikke plads til Pierre-Emile Højbjerg i Bayern München i den nye sæson, og fredag blev det bekræftet, at han fremover skal tørne ud for Schalke 04 på en lejeaftale.
Danskeren var også sat i forbindelse med Leverkusen, men endte altså i Schalke 04, som har fået Ebbe Sand tilbage i klubben som ambassadør.
Men faktisk har Pierre-Emile Højbjerg slet ikke snakket med den tidligere danske landsholdsprofil før sit skifte til klubben.
- Som sportsmand skal du være bevidst om, hvad du vil.
- Schalke 04 var mit valg og min egen beslutning. Jeg fulgte min hjerne, siger Højbjerg til Ekstra Bladet.
Han fortæller til avisen, at det i stedet var det en grundig samtale med cheftræner Andre Breitenreiter og sportsdirektør Horst Heldt, der overbeviste ham om skiftet.