Video : Tipsbladet
Bundesliga

Lössl formentlig førstevalg i Mainz trods middelmådigt efterår

Når Bundesligaen går i gang igen, har Mainz formentlig stadig Jonas Lössl i målet.

I Bundesligaens efterår spillede den danske keeper Jonas Lössl fast i Mainz. Han fik samtlige 16 kampe, men efter nogle kampe, hvor der blev lukket flere mål ind, end hvad godt var, stillede træneren ingen garanti for, at Lössl også i foråret var førstemålmand.

Ud over Lössl har klubben tre andre keepere. To unge i 19-årige Florian Müller og 22-årige Jannik Huth, samt den rutinerede Gianluca Curci på 31. Curci har været ramt af skader, og han er også på vej væk fra Mainz. Han har senest været til prøvetræning i Cardiff.

Martin Schmidt, der er cheftræner i Mainz, udtaler til tyske Bild, at intet er afgjort før sæsonstart, men det ligner unægteligt, at den danske landsholdskeeper er førstevalget i målet.

I første omgang forventes det, at Jonas Lössl står i kassen, når Mainz den 22. januar sparker deres Bundeslige-forår i gang på hjemmebane mod FC Köln, og så bliver det altså op til den 27-årige målmand at bevise sig bag et forsvar, der ikke har ydet meget hjælp til den tidligere Guingamp- og FC Midtjylland-keeper.

Lössl fik de første 72 minutter på banen i holdets sidste træningskamp.