Bundesliga

Simon Kjær er købt til startopstillingen

Simon Kjær forventes at glide direkte ind i Wolfsburgs startopstilling. Steven McClaren har store planer med den danske midtstopper.

Siden det blev offentligt kendt, at Simon Kjær skifter fra Palermo til tyske Wolfsburg, har der været spekulationer om, hvorvidt den danske forsvarsspiller kunne tilspille sig en plads i startopstillingen.

Wolfsburg er nemlig stærkt besat på Kjærs position med dygtige spillere som Andrea Barzagli, Alexander Madlung og nyerhvervede Arne Friedrich. Den 21-årige dansker er dog købt til startopstillingen, lyder det fra Wolfsburg-lejren.

Således skriver Ekstra Bladet, at træner Steven McClaren har udset Simon Kjær en plads i midterforsvaret sammen med Arne Friedrich, mens Andrea Barzagli og brasilianeren Réver forventes at forlade klubben. Alexander Madlung skal blive i klubben som reservespiller.

Også klubbens manager, Dieter Hoeness, ser frem til at overvære Simon Kjær i Wolfsburgs grønne trøje.

- Simon Kjær er en meget spændende type, som vi har fulgt gennem længere tid, siger Dieter Hoeness ifølge Ekstra Bladet.

Hos Wolfsburg bliver Simon Kjær forenet med Thomas Kahlenberg, der endnu har sit store gennembrud for klubben til gode.