Træner advarer Bendtner: Han har ikke mange chancer tilbage
Bundesliga

Træner advarer Bendtner: Han har ikke mange chancer tilbage

Nicklas Bendtner skal sørge for, at han overholder reglerne i Wolfsburg, for så har han alle muligheder foran sig. Men han er ved at løbe tør for chancer, advarer træner Dieter Hecking.

Mulighederne for Nicklas Bendtner er ved at rinde ud i Wolfsburg. Han skal indordne sig under de regler, der gælder, og hans chancer er ved at være opbrugt. 

Således kan man opsummere det, som cheftræner Dieter Hecking siger om sin danske angriber. Han fastholder, at Bendtner sagtens kan blive en succes i den tyske klub, men han skal selv levere en indsats for det.

- Vi har ikke sagt, vi vil sælge Nicklas. Han har alle muligheder hos os, når han overholder reglerne og udfører de opgaver, vi giver ham, siger Hecking til Wolfsburger Nachrichten

- Der er ikke mange chancer tilbage for ham. 

Træneren fortæller desuden, at der ikke i øjeblikket er bud fra andre klubber på Bendtner, der kan se frem til øget konkurrence i Wolfsburg-angrebet. Sportsdirektør Klaus Allofs fortæller til Kicker, at man venter den brasilianske angriber Bruno Henrique i klubben senest torsdag. Hvis han overbeviser om sine menneskelige og spillemæssige kvaliteter, kan han få en kontrakt, siger Allofs.

Han gør det desuden klart, at Wolfburg har afgivet "et seriøst bud" på den schweiziske Basel-angriber Breel Embolo.